Hvem skal genopbygge Syrien?

Jyllands-Posten, lørdag den 24. november 2018

Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”.

Asylpolitikken i Danmark er ugennemtænkt. Da tusindvis af syriske ”flygtninge” væltede ind over landets sydlige grænser, iværksatte politikerne en asylpraksis, som efter min mening har vist sig at være en fejl. Måske var de påvirket af krigsbillederne i medierne, men store områder i Syrien var ikke ramt af luftbombardementer og direkte krigshandlinger. I disse områder kæmpede syrerne som altid mere mod korruption, inflation og de høje priser på dagligvarer. Dette er årsagen til, at flugten til Vesten først og fremmest er en økonomisk flugt. Millioner af rigtige flygtninge lever under forfærdelige vilkår i flygtningelejre eller slumboliger i nabolandene. De venter på at kunne vende tilbage til Syrien.

Der kommer måske ikke længere flygtninge hertil i samme omfang som tidligere, men de, der har fået asyl, vedligeholder strømmen, fordi de henter deres slægtninge hertil. De rejser til Syrien eller Tyrkiet for at blive gift, og med familiesammenføringsloven i hånden hentes kone eller mand til Danmark. Flygtninge bliver sendt på sprogkurser, men der mangler motivation hos en stor procentandel af dem. Der er travlt hos læger og psykologer, så man kan få en lægeerklæring med diagnosen PTSD, selv om de pågældende flygtninge kommer fra sikre områder i hjemlandet, og der bliver skudt mere på Nørrebro end i deres by i Syrien. De, som er ”flygtet fra døden” og har nydt sikkerheden i Danmark efter en familiesammenførelse, søger efterfølgende asyl; ikke på grund af sikkerheden, men pga. de fordele som en flygtning opnår.

I Mellemøsten brænder vi de vestlige symboler, træder på dem med vores støvler og kaster vores sko efter deres præsidenter, når de besøger vores hovedstæder. Vi bruger vores opsparing på pilgrimsrejser til Mekka, men når vi ”flygter”, så er det til Vesten. Det er beskæmmende, at unge, som forlod deres hjem til fordel for et liv som bistandsklienter, indimellem demonstrerer foran Christiansborg, Udenrigsministeriet eller på Rådhuspladsen i København. Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”. Vi brokker os på kommunekontoret og kalder dem racister, når vi ikke kan få flere tillægsydelser i bistand. Den bistand, som bliver betalt til de, der har snydt sig til asylstatus. Bistandshjælpen, som bliver udbetalt til syriske flygtninge i Danmark, kunne mætte mange fattige familier i det nord- og nordøstlige Syrien og deres børn.

Immigranter fra syd har banket på de rige landes døre i mange år, men restriktionerne og de voldsomme betalinger til menneskesmuglere havde hidtil begrænset antallet af migranter. Det Arabiske Forår i bl.a. Syrien gav mulighed for næsten fri immigration til Vesten. Da det rygtes, at man automatisk fik asyl i Vesten, krydsede tusindvis af unge syrere adskillige landegrænser for at nå frem til ”sikkerheden”. Syrien har i dag brug for sine unge til genopbygning, men disse unge er i dag migranter. Nogle af områderne i Syrien er næsten tømt for mennesker. Op til 60 pct. af beboerne befinder sig i Europa. Hovedsageligt er det unge mænd uden uddannelse eller erhvervserfaring fra landområder.

I marts 2011, da den fredelige modstand mod regimet begyndte i Syrien, trak Assad sine styrker fra den nord- og nordøstlige del af Syrien. Symbolske styrker fra regimet beholdt nogle poster i området, resten kontrollerede og administrerede kurderne med deres erfarne krigere. Kurderne indførte for første gang kurdisk sprog i skolesystemet. De rekrutterede blandt de unge kurdere for at holde hundredtusindvis af medlemmer fra terrororganisationerne IS, Al-Nusra og de mange jihad-terrorgrupper væk fra det kurdiske område. Tyrkiet, kurdernes ærkefjende på den anden side af den nordlige grænse, angreb området og lukkede øjnene for strømmen af terrorister fra hele verden, som via Tyrkiet kom for at kæmpe i Syrien.

Jo mere kurderne forsøgte at rekruttere de unge kurdere, jo flere flygtede mod Vesten. Vesten gav de unge koden til at opnå asyl: ”Jeg er blevet indkaldt, men jeg vil ikke i krig”. De søgte asyl på baggrund af, at de blev indkaldt til militærtjeneste. Enten hos regimet eller hos de kurdiske grupper YPG og YPD, som kæmper mod IS. Disse befriede blandt andet byen Raqqa, som var IS’ hovedstad. Der hopper kæden af. Hvorfor giver Vesten de unge syrere asyl, mens Vesten samtidig sender soldater af sted for at kæmpe mod terrorister?

I 2014 blev Kobani, en syrisk-kurdisk by tæt på den tyrkiske grænse, indtaget af IS, og i 2018 blev Afrin, ligeledes tæt på grænsen, erobret af forskellige bevæbnede grupper bl.a. Den Syriske Frie Hær under tyrkisk kommando. Begge byer blev erobret meget nemt, fordi dem, der burde have forsvaret byerne, har flygtningestatus i Europa. De kurdiske områder i det nord- og nordøstlige Syrien er mere eller mindre blevet skånet fra krig i alle syv år, bortset fra førnævnte Kobani og Afrin. Resten af området blev beskyttet af de kurdiske styrker. Men udvandringen mod Vesten fortsætter, og tusindvis er druknet i Middelhavet på vej til det forjættede land.

Dette skaber splittelse mellem dem, som blev i Syrien, og dem, som opnåede asyl og bistand her i Vesten. De to forfattere, Hjalte Tin og Nina Rasmussen, har for nylig besøgt det kurdiske område i Syrien og beskriver dette i deres bog ”Dem der blev”. De mødte flere, som mente, at deres landsmænd har ladt dem i stikken ved at flygte i stedet for at blive og kæmpe. Forfatterne mødte også en kurder, som tidligere var flygtning her i Danmark. Han ville stemme på Dansk Folkeparti, hvis han havde dansk stemmeret, fordi mange af dem, han havde mødt på asylcentrene, fortalte fuphistorier for at opnå asyl i Danmark.

Med hjælp fra de russiske styrker i Syrien blev millionbyen Aleppo, den næststørste by i Syrien, erklæret en sikker by. Damaskus har hele tiden været under regimets kontrol, og i år indgik regimet og oprørerne en aftale om en fredelig løsning for hele området omkring hovedstaden. Desuden har regimet tilbagekaldt indkaldelserne til reservehæren. Tilbagekaldelsen gælder både for dem, som befinder sig i Syrien, og dem, som er flygtet til udlandet.

Nu hvor aftaler mellem regimet og oprørere får lyden af bombefly og kanoner til at stilne af, ser vi en vandring tilbage mod Syrien. I april i år viste ”Panorama”, et program på tysk tv, en udsendelse om disse syriske flygtninge, der vender hjem. Udsendelsen fortalte, at mange syrere vender hjem ved hjælp af menneskesmuglere. En smugler i grænseområdet mellem Grækenland og Tyrkiet sagde, at han i gennemsnit sendte halvtreds mennesker om dagen til Tyrkiet, især syriske flygtninge, der allerede havde fået asyl i Europa. Ifølge ”Panorama” flyver de syriske flygtninge lovligt til Grækenland fra det vestlige land, de har bosat sig i. Derefter bliver de smuglet til Tyrkiet via små både over Evros-floden, fordi de ikke kan få visum til landet, og derefter videre til Syrien. Ifølge den tyske migrations-og flygtningestyrelse er der i år forsvundet omkring 4.000 syriske flygtninge.

Tidligere på året rapporterede hjælpeorganisationer fra Syrien, at 150.000 borgere var vendt tilbage til byen Raqqa efter befrielsen fra IS. Og flere arabiske nyhedssider på nettet viste fotos af tomme syriske flygtningelejre i Tyrkiet. En tyrkisk borgmester i en grænseby udtalte til en netavis, at »hvis titusindvis af dem krydser grænsen til Syrien i forbindelse med højtider og efter et par uger vender tilbage til Tyrkiet, så kan det ikke være farligt for dem at vende hjem«.

I Danmark benytter flere og flere sig af repatrieringsstøtte. Den dækker udgifter til flybillet og flytning. Desuden gives et tilskud på op til 133.866 kr. pr. person. Reglen gælder for både indvandrere og flygtninge. I 2014 benyttede 150 personer sig af dette. I løbet af 2016 og 2017 steg dette til 300. Ifølge Ritzau den 18. september ser tendensen ud til at fortsætte. I år har 232 personer taget imod støtten frem til udgangen af august.

Mange områder i Syrien er erklæret som sikre områder, men der forestår et stort genopbygningsarbejde. Skoler, infrastruktur og boliger er ødelagte på grund af krigshandlinger eller andre årsager. Hvem skal genopbygge Syrien? Burde herboende syriske flygtninge ikke være blandt de første, som gør det? Bistandshjælpen, som bruges på såkaldte flygtninge og repatrieringsstøtten kunne overføres via internationale kanaler til genopbygning af landet.

 

 

Den onde syriske cirkel

Kronik, Jyllands-Posten, 11. juli 2016

Den voldsomme emigration fra Syrien har ikke kun drænet landet for ressourcestærke borgere og knowhow, men har også svækket kampen mod regimet og islamisterne. Emigrationen er en ond cirkel; jo flere, der forlader lander, des mere falder produktionen, og inflationen øges, hvilket igen gør, at flere søger mod de rige vestlige lande.

I begyndelsen af den syriske borgerkrig i 2011 forlod mange rige borgere landet. Typisk virksomhedsejere, der eksporterede til f.eks. golflandene, Tyrkiet og Egypten. Store fabrikker, primært tekstilfabrikker fra den største og vigtigste syriske industriby Aleppo, blev afmonteret, pakket i containere og afskibet til de nævnte lande.

Ved ankomsten udtalte ejerne til de lokale medier, at de ikke havde nogen intentioner om at vende tilbage til Syrien.

Også mange mindre fabrikker og virksomheder fulgte trop. Tyrkerne og egypterne tog imod dem med kyshånd. »Alt, hvad vi tidligere importerede fra Syrien, er i dag kommet til os!« udbrød en begejstret forretningsmand i Kairo til tv-kanalen Al-Arabiya .

Den syriske økonomi, som var skrøbelig i forvejen, blev så svækket, at Syriens gode ven Iran allerede i slutningen af 2011 trådte til med et milliardlån til regimet, som ikke havde penge til at udbetale løn til de offentligt ansatte.

Den syriske lira blev hurtigt svækket i forhold til vestlig valuta. I marts 2011 svarede 1 dollar til 45 syriske lira. I løbet af 2012 fik man hele 90 syriske lira for 1 dollar. Priserne på dagligvarer steg også i takt med dollaren, mens lønninger forblev uændrede.

Dette skabte et stort pres på middelklassen, som på det tidspunkt udgjorde over 60 pct. af den samlede syriske befolkning. Mange små virksomhedsejere og selvstændige håndværkere blev ramt af prisstigninger på en side og svindende indtægter på den anden side.

Dette satte gang i den anden bølge af emigration, på det tidspunkt vendt mod nabolandene.

Men de elendige forhold i flygtningelejrene i Tyrkiet, Libanon og Jordan var ikke, hvad flygtningene havde forventet. Sort arbejde til en dårlig løn var eneste udvej, da flygtninge ikke kan få en arbejdstilladelse.

De rige, arabiske olielande lukkede hermetisk deres grænser for flygtningene. Når kameraerne var vendt mod dem på konferencer for ”Syriens venner”, lovede de milliarder af dollars til modtagerlandene, men kun en brøkdel blev betalt.

Oliesheiker og rige pædofile fra golflandene fandt hurtigt vej til flygtningelejrene. Via lokale agenter tilbød de store pengebeløb for en ”midlertidig kone” for en dag, en uge eller en måned. En slags legal prostitutionskontrakt, som bliver velsignet af en såkaldt imam. En afskyelig form for udnyttelse af flygtningenes katastrofale situation.

BBC Arabic afslørede i år via skjult kamera i Libanon, hvordan flere mænd på over 50 år forlangte ”koner” på højst 14 år. Den samme udnyttelse af sårbare flygtningepiger er rapporteret i Jordan og Tyrkiet.

De pengestærke syrere fandt dog hurtigt andre løsninger på forholdene i nabolandene. I 2013 tilbød menneskesmuglere at smugle syrerne gennem hele Europa til en sikker destination, såsom Tyskland, Danmark, Sverige eller Norge. Prisen var 70.000-80.000 kr. pr. person.

Arbejderklassen eller de fattige, som enten var internt fordrevet i Syrien eller i flygtningelejre i nabolandene, havde ikke råd til det. Men i Syrien solgte mange deres forretninger, huse eller landbrugsjord.

De fleste søgte mod Europa for et bedre liv. Men nogle lod sig også lokke af menneskesmuglernes falske løfter om ”månedsløn” til alle (uden at de skulle bestille noget), gratis hus og biler.

En formiddagsavis havde i år denne overskrift: ”Flygtninge brokker sig over forholdene i danske landsbyer: Har hverken bil eller hus, og vejret er dårligt.”Samtidig viste tal fra integrationsministeriet i april 2016, at 279 asylsøgere havde trukket deres ansøgning tilbage siden nytår.

Netavisen Arabiya offentliggjorde for nylig en undersøgelse, som viste, at den syriske middelklasse i dag er skrumpet ind til kun 9,4 pct. Samtidig er inflationen steget flere hundrede pct. 1 dollar er i dag lig med 630 syriske lira. Men den månedligt gennemsnitsløn for middelklassen er kun steget med få pct. og ligger mellem 20.000 og 30.000 lira.

Stigningerne på dagligvarer betyder, at en skolelærer med en hjemmegående kone og to små børn skal bruge en månedsløn på bare ét aftensmåltid, hvis måltidet skal være af samme standard som i 2011. Al-Arabiya skriver, at en arbejdsmands månedsløn bør være min. 240.000 lira, hvis levestandarden skal holdes på samme niveau som inden krigen.

Åbningen af Balkan-ruten i september 2015 og frem til marts 2016 medførte en tredje bølge af syriske flygtninge til Vesteuropa. Ifølge nye tal fra Eurostat, EU’s statistiske organisation, ankom der i 2015 i alt 1,55 mio. flygtninge og migranter til Europa, hertil 21.000 til Danmark.

Balkan-ruten medvirkede til at gøre afstanden mellem Syrien og Vesten kortere og meget billigere. Turen kostede 1.000–1.500 dollars. Flygtningene skulle kun krydse grænsen til Tyrkiet og sejle til en af de græske øer, hvorefter mange fik hjælp til transport, mad og overnatning af humanitære organisationer hele vejen frem til destinationen. Det gav dermed de fattige mulighed for at søge mod de rige, vestlige lande.

Majoriteten af Balkan-rutens flygtninge må betegnes som ressourcesvage, økonomiske flygtninge eller immigranter, da de fleste kom fra sikre områder i Syrien, hvor der ikke var eller er direkte kamphandlinger.

Den kurdiske netavis Walati skrev, at ca. 60 pct. af befolkningen i det nordøstlige, primært kurdiske Syrien er rejst mod Vesten. Den voldsomme emigration betyder, at området er svækket rent militært.

De bevæbnede kurdiske militser har ellers med stor succes holdt terrororganisation IS væk fra området, men af de 60 pct. er ca. 85 pct. unge i den kampdygtige alder, som skal holde forsvarslinjerne mod IS.

Området har været kontrolleret af kurdiske militser siden oprøret i 2011, og der har ikke været direkte kampe og luftbombardementer.

Der er nu langt mellem de unge i områdets store kurdiske by, Al-Qamishli en by med 400.000 indbyggere. Mange af de ældre venter på at blive familiesammenført. Paradoksalt at vi kæmper mod IS og terrorister, ja sågar sender fly til Syrien for at bekæmpe dem, samtidig med at vi giver de unge syrere asyl. Unge, som svigter deres pligt; at kæmpe i Syrien mod islamisterne.

Den første bølge af emigranter bestående af rige fabrikanter har etableret sig med succes i nabolandene og vender aldrig tilbage.

Den anden bølge; de højtuddannede og de små erhvervsdrivende har etableret sig i Vesten. Deres børn vil højst sandsynligt uddanne sig til læger, tandlæger, ingeniører m.m. Incitamentet for dem til at vende tilbage til et smadret Syrien er ikke høj.

Den tredje bølge; de ressourcesvage vil hænge fast i bistand og sort arbejde. De bliver aldrig integreret i Vesten og vil leve på kanten af samfundet. Al erfaring med ”midlertidige” flygtninge viser, at folk ikke vender tilbage, når deres børn og børnebørn slår rødder i det nye land.

»Vesten burde have dannet sikre og beskyttede områder i Syrien, som man talte om i begyndelsen af borgerkrigen. Så ville millioner af syrere været blevet i landet. Hvem skal genopbygge Syrien, når/hvis der bliver fred?« spørger den syriske professor Ismail, som underviser på Mardin Universitet i Tyrkiet og er tidligere medlem af den midlertidige syriske regering.

Ny terrorudfordring: jihadturisterne

Kronik, Jyllands-Posten, 7. juni 2014

De såkaldte jihadturister udgør en potentiel trussel for det danske samfund, og de kan nemt blive genrekrutteret af både kriminelle og terrorgrupper. De skal bekæmpes ved at sætte ind mod myrderierne i Syrien.

De vestlige lande, herunder Danmark, risikerer en stigning i antal af terrorangreb og kriminelle handlinger i takt med den fortsatte krig i Syrien. En krig, der begyndte med fredelige demonstrationer for fire år siden. I dag den mest blodige og brutale krig i hele området. En krig, der virker som en magnet for terrorister og utilpassede unge fra hele verden.

Washington Institute for Near East Studies (Wines) vurderer, at antallet af udenlandske krigere i Syrien udgør ca. 9.000 personer fra ca. 80 forskellige lande, heriblandt Danmark. Alle lande frygter den dag, disse jihadturister, som de bliver kaldt, vender hjem.

Ydermere har den syriske befolkning vendt deres vrede mod Vesten, som ikke fulgte op på de løfter om hjælp, som blev afgivet ved krigens udbrud. Vesten anklages også for direkte eller indirekte hjælp til regimet.

Politiet i Frankrig anholdt den 31. maj den 29-årige franskmand Mehdi Nemmouche for angrebet på et jødisk museum i Bruxelles, hvor fire mennesker mistede livet. Nemmouche var en af 50 hjemvendte franske jihadturister. Ligeledes anholdt politiet i Holland for nylig en 21-årig islamisk ekstremist, som tidligere havde kæmpet i Syrien. Han blev arresteret den 15. maj, da han var på vej til en forstad til Haag med flere våben på sig. Anklagen lyder på planlægning af væbnet bankrøveri, og at han skulle bruge udbyttet til krigen i Syrien. En hidtil ukendt dimension af konflikten, men det kan være begyndelsen til lignende aktioner andre steder i Europa.

Metoden er ikke helt fremmed for Danmark. I 1980’erne oplevede vi som bekendt en stribe af røverier begået mod banker og posthuse af Blekingegadebanden. De begik disse røverier for at skaffe penge til PLFP i Libanon som støtte til denne gruppes kamp mod Israel. Den danske gruppe fik sin militære træning i Libanon hos netop PLFP og var ikke bange for at bruge våben, hvilket kostede en ung betjent livet.

PET har udtalt til medierne, at de vurderer, at ca. 100 personer er rejst fra Danmark for at tilslutte sig krigen i Syrien. Nogle er formentlig dræbt i Syrien, ca. 40 af dem er allerede tilbage. De unge jihadturister kan vælge og vrage mellem de mere end 150 forskellige grupper, (som man vurderer kæmper i området), men de fleste melder sig under fanerne i den mest berygtede og brutale gruppe, Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). Gruppen blev etableret for 10 år siden i Irak, og de tilsluttede sig hurtigt Al-Qaeda. Gruppens mål er etablering af et nyt kalifat i Irak og Syrien.

Endnu har dens kamp kun rettet sig mod de andre oprørsgrupper, som de betragter som vantro. Hvilket betyder, at de ikke deltager i kampe mod regimet. Den anden berygtede gruppe, som tiltrækker jihadturister, er Jabhat al-Nusra, som er en del af al-Qaeda i Syrien.

I følge Wines er antallet af jihadturister, som drager fra Vesten til Syrien, langt højere end antallet af dem, som tidligere drog til Afghanistan og Irak. Måske fordi det er nemt at rejse til Syrien – direkte fly fra f.eks. Kastrup til Tyrkiet og derfra over grænsen til Syrien. Tyrkiet er en turistdestination, så det virker ikke mistænkeligt. Og rejsende fra vestlige lande, herunder Danmark, skal ikke søge visum. Al-Qaeda bruger sine erfaringer fra tidligere rekrutteringer til Irak og Afghanistan. Det skaber nemt kontakt til potentielle rekrutter i Vesten via sociale medier og netværk. Den syriske konflikt tiltrækker desuden mange, som reaktion på regimets overdrevne og brutale magtanvendelse mod de civile. Endelig er klimaet mere ”venligt” i Syrien; en vigtig faktor i forhold til bjerge og ørken i lande som Afghanistan, Yemen, Somalia eller Mali.

Både ISIS og al-Nusra bruger unge jihadturister som kanonføde. Deres død er af stor reklameværdi. De bliver fremstillet som martyrer med garanteret adgang til paradis, og hvad deraf følger.

En saudiarabisk familie fik deres livs chok, da en fremmed stemme i telefonen gav dem følgende besked: »Tillykke, jeres søn er død som martyr i Syrien, så må I gerne feste! Vi sender jer billeder af ham om ikke så længe.«

På disse organisationers hjemmesider ser man billeder af døde martyrer, sminket og med smil på læben. Under billedet står ofte: »Han smiler, fordi han er på vej til paradis.» Fotoerne og det store antal martyrer får folk i golfregionen til lommerne, så flere unge får råd til at drage af sted til Syrien for at deltage i ”jihad”. Imens bruger de radikale grupper de vestlige jihadturisters død til at skabe opmærksom om deres sag i vestlige medier.

Nogle kommuner i Danmark arbejder allerede med programmer, der tager imod de hjemvendte jihadturister fra Syrien. Man hjælper dem med at blive inkluderet i samfundet igen, og det er der et stort behov for. Arabiske netaviser viser indimellem videoer med hjemvendte unge. De unge fortæller horrible historier om, hvordan de efter få dages våbentræning blev sendt til frontlinjen, hvor de blev tvunget til at skære halsen over på fanger og slå civile ihjel i Guds navn, som en del af deres træning. Mange siger, at de troede, de skulle kæmpe mod regimet, men fandt ud af, at de indirekte kæmpede for regimet. Mange vender sikkert også hjem med en eller anden grad af PTSD (posttraumatisk stresslidelse) i lighed med regulære soldater.

De unge jihadturister har forskellige motiver, der driver dem til at pakke en lille kuffert og tage til Syrien. Nogle tror, de skal være en ny Rambo. Andre hælder til det religiøse motiv, ansporet af de mange selvbestaltede YouTube-imamer, der lover store paladser og jomfruer i paradis.

Men hvornår har plyndringer, voldtægter og myrderier været en del af nogen som helst religion?

Endelig er danske bandemedlemmer draget til Syrien. De unge – hvis de vender hjem i live – lærer ikke bare at håndtere forskellige typer af våben og fremstilling af farlige bomber, men bliver også radikaliserede. De udgør en potentiel trussel for det danske samfund, og kan nemt bliver genrekrutteret af både kriminelle og terrorgrupper. Franskmanden Nemmouche havde en lang kriminel løbebane bag sig.

Jo længere konflikten får lov til at fortsætte, des mere kompliceret og blodigt bliver det, og jo flere unge fra Vesten vil drages mod Syrien. I dag, hvor krigen er gået ind i sit fjerde år, er knap 200.000 mennesker slået ihjel, endnu flere er lemlæstet, og ca. 50 pct. af befolkningen er enten internt fordrevne flygtninge (i deres eget land), eller er flygtet til nabolandene.

Samtlige syrere, hvad enten de opholder sig i Syrien eller uden for, har fået ar på sjælen for evigt. I begyndelsen var vreden udelukkende vendt mod det syriske regime, men langsomt begynder man at vende sig mod Vesten. I kølvandet på den massive (verbale) vestlige støtte i begyndelsen af oprøret, og planerne om flyveforbudszoner til beskyttelse af civile, hejste folk amerikanske flag og takkede Vesten på plakater ved demonstrationerne. Men zonerne blev aldrig til noget, og våben til de moderate oprørere blev heller ikke til noget. De fik kun lidt håndvåben og humanitær hjælp. Det har fået befolkningen i Syrien til at miste troen på Vesten og vende deres vrede imod os.

Al-Arabiya tv viste forleden en gruppe unge jihadturister i Syrien bevæbnet til tænderne. De fremviste deres amerikanske og europæiske pas, og råbte i munden på hinanden: »Vi kommer tilbage, vi kommer efter jer!« En resocialisering af hjemvendte jihadturister vil måske kunne løse en del af problemet herhjemme.

Men kan vi gardere os mod jihadister fra andre lande? Angrebet i Bruxelles blev udført af en franskmand.

Hvis man vil sætte en stopper for denne radikalisering, må Vesten medvirke til at standse myrderierne i Syrien og hjælpe befolkningen med at opnå, hvad de kæmpede fredeligt for i begyndelsen, nemlig frihed og demokrati.