Af Fahmy Almajid
Kronik, Jyllands-Posten, 12. maj 2019
Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt.
Der har aldrig været et større behov for en definition af ordet ”integration” som siden den store flygtningebølge, som i 2015 pludselig væltede ind over grænsen, blokerede motorveje og endnu en gang skabte debat om integration.
Mens regeringen og oppositionen lovede en ”snarlig integration”, så nægtede det største støtteparti for regeringen, Dansk Folkeparti, at integrere dem og så hellere, at de blev sendt tilbage. Journalisterne var ivrige efter svar på, hvordan man kunne integrere dem, og kunne de overhovedet integreres i det danske samfund?
Det er desværre ikke noget nyt med sådanne debatter. Jeg har hørt på dem, siden jeg kom hertil i 1971 – og de hænger mig efterhånden ud ad halsen – men jeg har aldrig hørt en klar og enig definition af ordet integration, og hvad det vil sige at være integreret.
Det bliver ofte nævnt i medier og debatter, at det er svært at integrere folk fra de muslimske lande.
Vietnamesiske bådflygtninge og kinesere bliver brugt som eksempler på en gruppe, som er godt integreret, fordi de passer deres restauranter og grillbarer uden problemer. Under debatten, som fulgte efter den tragiske hændelse, hvor den unge pakistanske pige Ghazala blev likvideret af sin egen familie, blev hendes familie nævnt som velintegreret; familien boede i egen villa, havde eget vognmandsfirma, og alle var i arbejde. Er integration så at være økonomisk uafhængig?
Førstegenerationsindvandrerne, der kom til landet i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, var meget flittige på det danske arbejdsmarked. De fleste arbejdede mere end otte timer om dagen, herunder lørdage og søndage. De havde ikke tid til at lære dansk eller brokke sig over deres underbetalte job og elendige arbejdsvilkår. Var de så integreret?
En del af debatten går også på, at flygtninge/indvandrere skal lære det danske sprog og få sig en uddannelse. Mange unge såkaldte anden- eller tredjegenerationsindvandrere eller unge med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig faktisk ret godt. Jeg kender personligt en del unge, hvor forældre havde lavtlønsjob, men hvor børnene i dag er jurister, læger, farmaceuter, tandlæger osv. Andre unge, der gerne ville have en faglig uddannelse, som erhvervslivet skriger på i dag, oplevede ofte problemer med at få en læreplads på grund af deres navne, pigerne, fordi de havde et stykke stof på hovedet.
Der er dog en gruppe af unge, som er helt fantastisk integreret i Danmark; nemlig de kriminelle!
De unge, som havde lært dansk, fik lærepladser hos rockergrupperne Bandidos og Hells Angels. Efter færdig ”uddannelse” dannede de deres egne bander. De første var Warriors og Vatos Locos. Efterhånden har de udviklet sig og ”forbedret” deres metoder. Takket være dem har vi i dag mange andre, f.eks. LTF, Brothas m.m. Da de ikke er særlige gode til at skyde, så hænder det, at de rammer en forbipasserende. Shit happens! Opfylder de ikke integrationskravet? De har jo lært dansk og opfører sig som en gruppe af danskere.
Nogle yderliggående højreorienterede politikere vil mere eller mindre smide samtlige flygtninge og indvandrere ud af landet. Imens yderliggående venstreorienterede synes, det er synd, og vil åbne grænserne for alle. Begge grupper er utroværdige og bidrager ikke med noget konstruktivt til integrationsdebatten. Den siddende regering har så forsøgt sig så med et forslag midt imellem, som gerne skal favne begge gruppers vælgere. Men lige udueligt.
Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt. Men også generaliseringer, som ikke fører til andet end orddueller blandt politikere på begge fløje, uden at der bliver taget fat i de reelle problemer på integrationsområdet.
F.eks. var der på et tidspunkt en del omtale i medierne om familiesammenførte, som, efter et stykke tids ophold i Danmark, søgte asyl. Politikerne kaldte dem for grådige. De fleste af disse familier kommer fra områder i Syrien, hvor der ikke har været nogen luftbombardementer og meget få træfninger. Derfor giver det ingen mening, når mange af de familiesammenførte, der søger asyl, lovligt har krydset grænsen til f.eks. Tyrkiet, hvor de så har boet fire-syv år, før de bliver familiesammenført til Danmark. Rejseomkostningerne til Danmark bliver taget fra skatten, som lovlydige borgere betaler. Og efter et stykke tid her, søger de familiesammenførte så asyl i Danmark. Det er temmelig svært at finde ud af, om der er reel fare for deres liv, når de har levet sikkert i et naboland i adskillige år væk fra ”krigen” i Syrien. Og hvordan kan de være i fare i Danmark, når de har fået en opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring? Det eneste motiv, der står tilbage, er ønsket om at opnå flere økonomiske rettigheder her i landet.
Men her er det så, at kæden hopper af for mig. Hvorfor stopper politikerne ikke dette, når de selv betegner det som grådighed og udnyttelse af loven? Tværtimod skaber den slags udtalelser i medierne uden opfølgende konsekvens kun problemer for Mahmut eller Parvez, der sammen med deres familier knokler 16 timer i døgnet for at skaffe brød på bordet til familien. Der ryger lige nogle ruder i kiosken eller pizzeriaet efter sådan en udtalelse i medierne.
Det siges, at de veluddannede hurtigt bliver integreret. Desværre ikke, hvis de er utilpassede, som den gruppe af universitetsuddannede og studerende med syrisk baggrund, som jeg holdt et informationsmøde for nogle år tilbage. De havde alle fået asyl, men var meget utilfredse over, at deres uddannelse ikke var blevet godkendt med det samme i Danmark. De mente, at det skyldes diskrimination mod folk fra Mellemøsten. De havde svært ved at forstå, at de nok skulle bruge et par år som ”trainee” eller tage noget efteruddannelse, før de kunne regne med at være på niveau med deres fag her i Danmark. Uddannelsesniveauet i Syrien er ikke kun lavere end i Danmark, men også utrolig korrupt. En studentereksamen fra Syrien svarer godt og vel til folkeskolens afgangsprøve. Dertil kommer så, at man kan betale sig til at få en eksamen eller et job, specielt hvis man har forbindelser til styret. Det kan derfor være svært at vide, om en syrisk person rent faktisk kan det, de på papiret er uddannet til. Tilbage i 2011 fik jeg at vide, at det kostede omkring 6.000 kr. for en universitetsstuderende, hvis de ville bestå deres eksamen uden at være til stede. Mange af dem, som jeg holdt informationsmødet for, erklærede, at de ville tage tilbage til Syrien, hvor de kunne klare sig bedre. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad de oprindelig havde givet som motiv for deres asyl.
Integrationen er blevet vanskeligere efter 2015. Det store antal flygtninge og senere tilkomne familiemedlemmer skabte boligproblemer for kommunerne. Flygtninge og deres familier blev derfor henvist til ghettoer. Mange af dem var håndværkere eller havde haft små restauranter og sandwichbarer i Syrien. I dag er der spisesteder, forretninger og værksteder, der er ejet af disse. Så kontakten med det omgivende samfund er reduceret, da de næsten dækker alle behov inden for ghettosamfundet. Hvis vi siger, at når man er selvforsørgende, så er man integreret, er det så nok? For at gøre det nemmere for alle kunne politikerne på tværs af partifarver ikke blive enige om en definition af ”integration” og udstede en borgervejledning til asylsøgere om, hvilke krav Danmark stiller til en ny borger; hvordan og hvornår er man integreret. Er det, når man er i arbejde? Når man har mange danske venner? Er medlem af en af de mange foreninger i Danmark? Skal man både være økonomisk og socialt integreret, eller er det nok kun at opfylde det ene krav? Ville det ikke være en fordel for Danmark, hvis politikerne kunne finde ud af det?
