Lad os blive enige om, hvad integration betyder

Af Fahmy Almajid

Kronik, Jyllands-Posten, 12. maj 2019

Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt.

Der har aldrig været et større behov for en definition af ordet ”integration” som siden den store flygtningebølge, som i 2015 pludselig væltede ind over grænsen, blokerede motorveje og endnu en gang skabte debat om integration.

Mens regeringen og oppositionen lovede en ”snarlig integration”, så nægtede det største støtteparti for regeringen, Dansk Folkeparti, at integrere dem og så hellere, at de blev sendt tilbage. Journalisterne var ivrige efter svar på, hvordan man kunne integrere dem, og kunne de overhovedet integreres i det danske samfund?

Det er desværre ikke noget nyt med sådanne debatter. Jeg har hørt på dem, siden jeg kom hertil i 1971 – og de hænger mig efterhånden ud ad halsen – men jeg har aldrig hørt en klar og enig definition af ordet integration, og hvad det vil sige at være integreret.

Det bliver ofte nævnt i medier og debatter, at det er svært at integrere folk fra de muslimske lande.

Vietnamesiske bådflygtninge og kinesere bliver brugt som eksempler på en gruppe, som er godt integreret, fordi de passer deres restauranter og grillbarer uden problemer. Under debatten, som fulgte efter den tragiske hændelse, hvor den unge pakistanske pige Ghazala blev likvideret af sin egen familie, blev hendes familie nævnt som velintegreret; familien boede i egen villa, havde eget vognmandsfirma, og alle var i arbejde. Er integration så at være økonomisk uafhængig?

Førstegenerationsindvandrerne, der kom til landet i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, var meget flittige på det danske arbejdsmarked. De fleste arbejdede mere end otte timer om dagen, herunder lørdage og søndage. De havde ikke tid til at lære dansk eller brokke sig over deres underbetalte job og elendige arbejdsvilkår. Var de så integreret?

En del af debatten går også på, at flygtninge/indvandrere skal lære det danske sprog og få sig en uddannelse. Mange unge såkaldte anden- eller tredjegenerationsindvandrere eller unge med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig faktisk ret godt. Jeg kender personligt en del unge, hvor forældre havde lavtlønsjob, men hvor børnene i dag er jurister, læger, farmaceuter, tandlæger osv. Andre unge, der gerne ville have en faglig uddannelse, som erhvervslivet skriger på i dag, oplevede ofte problemer med at få en læreplads på grund af deres navne, pigerne, fordi de havde et stykke stof på hovedet.

Der er dog en gruppe af unge, som er helt fantastisk integreret i Danmark; nemlig de kriminelle!

De unge, som havde lært dansk, fik lærepladser hos rockergrupperne Bandidos og Hells Angels. Efter færdig ”uddannelse” dannede de deres egne bander. De første var Warriors og Vatos Locos. Efterhånden har de udviklet sig og ”forbedret” deres metoder. Takket være dem har vi i dag mange andre, f.eks. LTF, Brothas m.m. Da de ikke er særlige gode til at skyde, så hænder det, at de rammer en forbipasserende. Shit happens! Opfylder de ikke integrationskravet? De har jo lært dansk og opfører sig som en gruppe af danskere.

Nogle yderliggående højreorienterede politikere vil mere eller mindre smide samtlige flygtninge og indvandrere ud af landet. Imens yderliggående venstreorienterede synes, det er synd, og vil åbne grænserne for alle. Begge grupper er utroværdige og bidrager ikke med noget konstruktivt til integrationsdebatten. Den siddende regering har så forsøgt sig så med et forslag midt imellem, som gerne skal favne begge gruppers vælgere. Men lige udueligt.

Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt. Men også generaliseringer, som ikke fører til andet end orddueller blandt politikere på begge fløje, uden at der bliver taget fat i de reelle problemer på integrationsområdet.

F.eks. var der på et tidspunkt en del omtale i medierne om familiesammenførte, som, efter et stykke tids ophold i Danmark, søgte asyl. Politikerne kaldte dem for grådige. De fleste af disse familier kommer fra områder i Syrien, hvor der ikke har været nogen luftbombardementer og meget få træfninger. Derfor giver det ingen mening, når mange af de familiesammenførte, der søger asyl, lovligt har krydset grænsen til f.eks. Tyrkiet, hvor de så har boet fire-syv år, før de bliver familiesammenført til Danmark. Rejseomkostningerne til Danmark bliver taget fra skatten, som lovlydige borgere betaler. Og efter et stykke tid her, søger de familiesammenførte så asyl i Danmark. Det er temmelig svært at finde ud af, om der er reel fare for deres liv, når de har levet sikkert i et naboland i adskillige år væk fra ”krigen” i Syrien. Og hvordan kan de være i fare i Danmark, når de har fået en opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring? Det eneste motiv, der står tilbage, er ønsket om at opnå flere økonomiske rettigheder her i landet.

Men her er det så, at kæden hopper af for mig. Hvorfor stopper politikerne ikke dette, når de selv betegner det som grådighed og udnyttelse af loven? Tværtimod skaber den slags udtalelser i medierne uden opfølgende konsekvens kun problemer for Mahmut eller Parvez, der sammen med deres familier knokler 16 timer i døgnet for at skaffe brød på bordet til familien. Der ryger lige nogle ruder i kiosken eller pizzeriaet efter sådan en udtalelse i medierne.

Det siges, at de veluddannede hurtigt bliver integreret. Desværre ikke, hvis de er utilpassede, som den gruppe af universitetsuddannede og studerende med syrisk baggrund, som jeg holdt et informationsmøde for nogle år tilbage. De havde alle fået asyl, men var meget utilfredse over, at deres uddannelse ikke var blevet godkendt med det samme i Danmark. De mente, at det skyldes diskrimination mod folk fra Mellemøsten. De havde svært ved at forstå, at de nok skulle bruge et par år som ”trainee” eller tage noget efteruddannelse, før de kunne regne med at være på niveau med deres fag her i Danmark. Uddannelsesniveauet i Syrien er ikke kun lavere end i Danmark, men også utrolig korrupt. En studentereksamen fra Syrien svarer godt og vel til folkeskolens afgangsprøve. Dertil kommer så, at man kan betale sig til at få en eksamen eller et job, specielt hvis man har forbindelser til styret. Det kan derfor være svært at vide, om en syrisk person rent faktisk kan det, de på papiret er uddannet til. Tilbage i 2011 fik jeg at vide, at det kostede omkring 6.000 kr. for en universitetsstuderende, hvis de ville bestå deres eksamen uden at være til stede. Mange af dem, som jeg holdt informationsmødet for, erklærede, at de ville tage tilbage til Syrien, hvor de kunne klare sig bedre. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad de oprindelig havde givet som motiv for deres asyl.

Integrationen er blevet vanskeligere efter 2015. Det store antal flygtninge og senere tilkomne familiemedlemmer skabte boligproblemer for kommunerne. Flygtninge og deres familier blev derfor henvist til ghettoer. Mange af dem var håndværkere eller havde haft små restauranter og sandwichbarer i Syrien. I dag er der spisesteder, forretninger og værksteder, der er ejet af disse. Så kontakten med det omgivende samfund er reduceret, da de næsten dækker alle behov inden for ghettosamfundet. Hvis vi siger, at når man er selvforsørgende, så er man integreret, er det så nok? For at gøre det nemmere for alle kunne politikerne på tværs af partifarver ikke blive enige om en definition af ”integration” og udstede en borgervejledning til asylsøgere om, hvilke krav Danmark stiller til en ny borger; hvordan og hvornår er man integreret. Er det, når man er i arbejde? Når man har mange danske venner? Er medlem af en af de mange foreninger i Danmark? Skal man både være økonomisk og socialt integreret, eller er det nok kun at opfylde det ene krav? Ville det ikke være en fordel for Danmark, hvis politikerne kunne finde ud af det?

Hvad venter de syriske flygtninge, når de vender hjem?

Jyllands-Posten, onsdag 2. januar 2019

Hvordan overtaler man en syrisk familie i Danmark, som har en indtægt bestående af bistandshjælp, til at vende tilbage? En slags mini-Marshallhjælp vil få flere til at vende tilbage frivilligt.

Forskellige nye tiltag vil ifølge finanslovsaftalen sikre hjemsendelsen af herboende syriske flygtninge og familiesammenførte. De er i Danmark for at få beskyttelse og et midlertidigt ophold, men skal tilbage, når forholdene i Syrien tillader det. Hvordan er forholdene så i Syrien, og hvad venter dem?

Siden det syriske regime med russisk støtte generobrede store områder, har Rusland forsøgt at løse det syriske flygtningeproblem ved at lægge pres på det syriske regime, så flygtningene kan vende sikkert hjem. Genopbygningen af landet er næste skridt herefter, og russernes bagtanker er naturligvis, at russiske firmaer får kontrakterne på genopbygningen af Syrien.

Det er vigtigt at huske, at der er steder i Syrien, f.eks. det nordøstlige område og hovedstaden, hvor der ikke har været bombninger eller direkte krigshandlinger. Således er der steder, hvor flygtninge uden store problemer kan vende tilbage til; folks huse og lejligheder er der stadig, medmindre de har solgt disse for at skaffe penge til rejsen til Europa.

Men affolkningen og såkaldt brain drain som følge af flygtningestrømmene ud af Syrien siden 2011 har givet en kraftig stigning i arbejdsløshed og manglende beskæftigelsesmuligheder, også i de områder hvor der ikke er ødelæggelser. En af de syriske flygtninge, jeg har mødt herhjemme, fortalte, at han i Syrien ejede et lille værksted med to medarbejdere. Tre familier levede af det lille værksted. Han havde aldrig overvejet eller drømt om at forlade landet, men i takt med inflationen og fald i købekraften i forhold til indkomststabilitet og stigende priser på bl.a. råvarer var han nødt til lukke værkstedet, fortalte han mig. I dag er han og de to andre medarbejdere og deres respektive familier på bistand i Danmark. Denne mands historie er typisk for de mange, som flygtede fra dårlig økonomi i ikkekrigshærgede områder af Syrien og afgav falske krigshistorier for at opnå asyl i Vesten. Denne mand er én af dem, som jeg vil betegne som økonomisk flygtning og ikke sikkerhedstruet flygtning.

Som bekendt begyndte det hele med fredelige demonstrationer i 2011, hvor folk forlangte frihed og demokrati. Regimet brugte magt mod demonstranter, og kort efter overtog voldelige grupper scenen. Både pro- og antiregeringsmilitser, libanesiske Hizbollah, Iran, Tyrkiet m.fl. ville gerne have deres del af kagen. Dette satte gang i udrejsen, også fra de sikre områder, hvor der ikke var krigshandlinger. Balkan-ruten i 2015 gjorde det muligt at komme næsten gratis til Vesten i modsætningen til årene før, hvor det havde kostet mellem 70.000-80.000 kr. pr. person at blive smuglet hertil.

Millionbyen Aleppo er Syriens industrihovedstad. Den er kendt især for sine tekstilfabrikker. I begyndelsen af oprøret trængte både oprørere og militser, der var loyale over for styret, ind i byen. Sammenstød mellem de forskellige grupper var voldsomme og ødelæggende for byen. Produktionen gik i stå. Mange fabriksejere afmonterede fabrikkerne og fragtede dem til udlandet, f.eks. til Egypten og Tyrkiet. I dag er tusindvis af andre små og store syriske fabrikker i fuld sving i nabolandene. En stor succes for fabriksejerne, men et stort tab for de syriske medarbejdere, der blev arbejdsløse.

Trods de mange millioner, der er flygtet ud af Syrien, så er arbejdsløsheden rekordhøj. En rapport udarbejdet af Verdensbanken i 2016 placerede Syrien som nr. 196 ud af 200 lande i en opgørelse over mindsteløn. Kun fire lande har en mindsteløn, som ligger under Syriens. Ifølge tal fra det syriske ministerium for administrativ udvikling skulle arbejdsløshedstallet være steget fra mellem 6-8 pct. før 2011 til nu 53 pct.

Direktør for det centrale statistiske kontor i Damaskus udtalte i november til den regeringstro avis Tishreen: »(…) der er mange, der har mistet deres job i den private sektor som følge af ødelæggelser eller lukning af fabrikker og produktionsfaciliteter, og antallet af udvandrede steg især i 2015, hvor det mest var unge mænd, som udgjorde kernen af den syriske arbejdskraft, som udvandrede til udlandet (…)«

Inflationen steg i takt med stigning i udvandringen. Inden borgerkrigen var en amerikansk dollar lig med 45 syriske pund, men i løbet af konflikten kom én dollar til at koste hele 650 syriske pund, og hermed faldt det syriske punds købekraft. Lønnen følger ikke inflationen og dækker langtfra de daglige leveomkostninger. Syriske flygtninge spørger således sig selv, om de, i lyset af den nuværende situation, har mulighed for at finde et job og leve af det, hvis de vender hjem.

Men inflationen bliver reguleret af antallet af de flygtninge, som vender hjem; jo flere, der vender hjem og skaber job, jo hurtigere falder inflationen. I september var der forhandlinger i Kasakhstans hovedstad Astana mellem de forskellige syriske aktører. Forhandlingerne, som blev ledet af Rusland, Iran og Tyrkiet, endte med en våbenhvile, som standsede krigshandlinger i det nordlige Syrien ved byen Idlib. Kort efter våbenhvilen erklærede forhandlingsgruppens fællesrepræsentant, at over 50.000 syrere var vendt tilbage. Strømmen af indbyggere, der vender tilbage til deres hjemby, fortsætter dagligt. En talsmand fra det lokale råd fortalte, at skoler, vand- og elforsyningen er blevet repareret i hele området.

I begyndelsen af november udtalte en talsmand for koordinering af de syriske flygtningenes tilbagevenden, at mere end halvanden million syriske borgere var vendt tilbage til deres byer rundt om i landet. Han tilføjede, at i løbet af den første uge i november returnerede over 7.000 syrere, herunder over 5.000 fra udlandet, resten var internt fordrevne fra forskellige dele af landet.

Efter befrielsen af henholdsvis Raqqa og Kobani vendte over 250.000 borgere tilbage til de to bombeødelagte byer. Genopbygning skete trods de små midler, som de hjemvendte borgere medbragte. Selv om der er stadig mangel på infrastruktur, viser beboerne deres glæde over at være hjemme, men klager f.eks. over mangel på bl.a. skoler. Tv-avisen viste den 6. december en reportage fra en buskaravane i Libanon med 400 syriske flygtninge, som var på vej tilbage til Syrien. De er en del af de første 200.000 flygtninge, som skal tilbage til Syrien inden årets udgang ifølge en aftale indgået mellem den syriske og libanesiske regering. De mange, der vender tilbage, sætter gang i små projekter, og det tager trykket af inflationen. I dag er én amerikansk dollar faldet til 485 syriske pund.

Russerne i Syrien spiller som nævnt en stor rolle i at få flygtninge tilbage til Syrien. I juli etablerede russerne et modtagecenter for flygtninge i Syrien i samarbejde med landets myndigheder. Centret bistår de syriske flygtninge i at vende tilbage uden at risikere repressalier fra styret. Størstedelen af de syrere, som vender tilbage, er fra nabolandene, Tyrkiet, Jordan, Libanon og Irak. I de lande modtager flygtninge næsten ingen hjælp bortset fra et telt og andre småting. Fra de vestlige lande, hvor de får socialhjælp og lignede, er antallet af de tilbagevendende begrænset.

Hvordan overtaler man en syrisk familie i Danmark, som har en indtægt bestående af bistandshjælp og evt. suppleret af sort arbejde, til at vende tilbage? Familien bor i en lejlighed forsynet med el, vand og varme. Den familie ser i de arabiske tv-kanaler billeder fra Syrien, hvor tilbagevendte familier kommer hjem til et hus, som skal repareres, og som mangler vand, el og varme. Gaderne er oversvømmede med regnvand og mudder, fordi kloakkerne ikke er blevet vedligeholdt i de seneste syv år. Det er derfor ikke et spørgsmål om manglende sikkerhed, men en mangel på den samme levestandard, som vi kan tilbyde her i Vesten.

Repatrieringshjælp er en begyndelse, men ikke hele løsningen. Denne vil nok hjælpe den enkelte familie, som modtager den, men den hjælper ikke på skolemangel og nedbrudt infrastruktur. Ifølge dansk og international lovgivning er vi forpligtede til at hjælpe flygtninge i nød ved at give dem asyl. På samme måde er flygtninge forpligtede til at vende tilbage, når faren er drevet over.

En slags mini-Marshallhjælp til bestemte områder i Syrien med genetablering af infrastruktur og skoler vil få flere til at vende tilbage frivilligt. Der kunne bygges mange nye veje og skoler i Syrien for de 759 mio. kr., som muligvis snart skal bruges på at flytte lidt over 100 udlændinge til Lindholm. Det er vigtigt, at hjælpen administreres af internationale hjælpeorganisationer – på grund af den altomfattende korruption i Syrien – og eventuel i samarbejde med Rusland, som har det afgørende ord i disse områder. Nogle vil indvende, at man dermed er med at til at fastholde Assads magt. Det er korrekt, men der er desværre ikke noget, der tyder på, at man kan vælte ham.

Hvem skal genopbygge Syrien?

Jyllands-Posten, lørdag den 24. november 2018

Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”.

Asylpolitikken i Danmark er ugennemtænkt. Da tusindvis af syriske ”flygtninge” væltede ind over landets sydlige grænser, iværksatte politikerne en asylpraksis, som efter min mening har vist sig at være en fejl. Måske var de påvirket af krigsbillederne i medierne, men store områder i Syrien var ikke ramt af luftbombardementer og direkte krigshandlinger. I disse områder kæmpede syrerne som altid mere mod korruption, inflation og de høje priser på dagligvarer. Dette er årsagen til, at flugten til Vesten først og fremmest er en økonomisk flugt. Millioner af rigtige flygtninge lever under forfærdelige vilkår i flygtningelejre eller slumboliger i nabolandene. De venter på at kunne vende tilbage til Syrien.

Der kommer måske ikke længere flygtninge hertil i samme omfang som tidligere, men de, der har fået asyl, vedligeholder strømmen, fordi de henter deres slægtninge hertil. De rejser til Syrien eller Tyrkiet for at blive gift, og med familiesammenføringsloven i hånden hentes kone eller mand til Danmark. Flygtninge bliver sendt på sprogkurser, men der mangler motivation hos en stor procentandel af dem. Der er travlt hos læger og psykologer, så man kan få en lægeerklæring med diagnosen PTSD, selv om de pågældende flygtninge kommer fra sikre områder i hjemlandet, og der bliver skudt mere på Nørrebro end i deres by i Syrien. De, som er ”flygtet fra døden” og har nydt sikkerheden i Danmark efter en familiesammenførelse, søger efterfølgende asyl; ikke på grund af sikkerheden, men pga. de fordele som en flygtning opnår.

I Mellemøsten brænder vi de vestlige symboler, træder på dem med vores støvler og kaster vores sko efter deres præsidenter, når de besøger vores hovedstæder. Vi bruger vores opsparing på pilgrimsrejser til Mekka, men når vi ”flygter”, så er det til Vesten. Det er beskæmmende, at unge, som forlod deres hjem til fordel for et liv som bistandsklienter, indimellem demonstrerer foran Christiansborg, Udenrigsministeriet eller på Rådhuspladsen i København. Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”. Vi brokker os på kommunekontoret og kalder dem racister, når vi ikke kan få flere tillægsydelser i bistand. Den bistand, som bliver betalt til de, der har snydt sig til asylstatus. Bistandshjælpen, som bliver udbetalt til syriske flygtninge i Danmark, kunne mætte mange fattige familier i det nord- og nordøstlige Syrien og deres børn.

Immigranter fra syd har banket på de rige landes døre i mange år, men restriktionerne og de voldsomme betalinger til menneskesmuglere havde hidtil begrænset antallet af migranter. Det Arabiske Forår i bl.a. Syrien gav mulighed for næsten fri immigration til Vesten. Da det rygtes, at man automatisk fik asyl i Vesten, krydsede tusindvis af unge syrere adskillige landegrænser for at nå frem til ”sikkerheden”. Syrien har i dag brug for sine unge til genopbygning, men disse unge er i dag migranter. Nogle af områderne i Syrien er næsten tømt for mennesker. Op til 60 pct. af beboerne befinder sig i Europa. Hovedsageligt er det unge mænd uden uddannelse eller erhvervserfaring fra landområder.

I marts 2011, da den fredelige modstand mod regimet begyndte i Syrien, trak Assad sine styrker fra den nord- og nordøstlige del af Syrien. Symbolske styrker fra regimet beholdt nogle poster i området, resten kontrollerede og administrerede kurderne med deres erfarne krigere. Kurderne indførte for første gang kurdisk sprog i skolesystemet. De rekrutterede blandt de unge kurdere for at holde hundredtusindvis af medlemmer fra terrororganisationerne IS, Al-Nusra og de mange jihad-terrorgrupper væk fra det kurdiske område. Tyrkiet, kurdernes ærkefjende på den anden side af den nordlige grænse, angreb området og lukkede øjnene for strømmen af terrorister fra hele verden, som via Tyrkiet kom for at kæmpe i Syrien.

Jo mere kurderne forsøgte at rekruttere de unge kurdere, jo flere flygtede mod Vesten. Vesten gav de unge koden til at opnå asyl: ”Jeg er blevet indkaldt, men jeg vil ikke i krig”. De søgte asyl på baggrund af, at de blev indkaldt til militærtjeneste. Enten hos regimet eller hos de kurdiske grupper YPG og YPD, som kæmper mod IS. Disse befriede blandt andet byen Raqqa, som var IS’ hovedstad. Der hopper kæden af. Hvorfor giver Vesten de unge syrere asyl, mens Vesten samtidig sender soldater af sted for at kæmpe mod terrorister?

I 2014 blev Kobani, en syrisk-kurdisk by tæt på den tyrkiske grænse, indtaget af IS, og i 2018 blev Afrin, ligeledes tæt på grænsen, erobret af forskellige bevæbnede grupper bl.a. Den Syriske Frie Hær under tyrkisk kommando. Begge byer blev erobret meget nemt, fordi dem, der burde have forsvaret byerne, har flygtningestatus i Europa. De kurdiske områder i det nord- og nordøstlige Syrien er mere eller mindre blevet skånet fra krig i alle syv år, bortset fra førnævnte Kobani og Afrin. Resten af området blev beskyttet af de kurdiske styrker. Men udvandringen mod Vesten fortsætter, og tusindvis er druknet i Middelhavet på vej til det forjættede land.

Dette skaber splittelse mellem dem, som blev i Syrien, og dem, som opnåede asyl og bistand her i Vesten. De to forfattere, Hjalte Tin og Nina Rasmussen, har for nylig besøgt det kurdiske område i Syrien og beskriver dette i deres bog ”Dem der blev”. De mødte flere, som mente, at deres landsmænd har ladt dem i stikken ved at flygte i stedet for at blive og kæmpe. Forfatterne mødte også en kurder, som tidligere var flygtning her i Danmark. Han ville stemme på Dansk Folkeparti, hvis han havde dansk stemmeret, fordi mange af dem, han havde mødt på asylcentrene, fortalte fuphistorier for at opnå asyl i Danmark.

Med hjælp fra de russiske styrker i Syrien blev millionbyen Aleppo, den næststørste by i Syrien, erklæret en sikker by. Damaskus har hele tiden været under regimets kontrol, og i år indgik regimet og oprørerne en aftale om en fredelig løsning for hele området omkring hovedstaden. Desuden har regimet tilbagekaldt indkaldelserne til reservehæren. Tilbagekaldelsen gælder både for dem, som befinder sig i Syrien, og dem, som er flygtet til udlandet.

Nu hvor aftaler mellem regimet og oprørere får lyden af bombefly og kanoner til at stilne af, ser vi en vandring tilbage mod Syrien. I april i år viste ”Panorama”, et program på tysk tv, en udsendelse om disse syriske flygtninge, der vender hjem. Udsendelsen fortalte, at mange syrere vender hjem ved hjælp af menneskesmuglere. En smugler i grænseområdet mellem Grækenland og Tyrkiet sagde, at han i gennemsnit sendte halvtreds mennesker om dagen til Tyrkiet, især syriske flygtninge, der allerede havde fået asyl i Europa. Ifølge ”Panorama” flyver de syriske flygtninge lovligt til Grækenland fra det vestlige land, de har bosat sig i. Derefter bliver de smuglet til Tyrkiet via små både over Evros-floden, fordi de ikke kan få visum til landet, og derefter videre til Syrien. Ifølge den tyske migrations-og flygtningestyrelse er der i år forsvundet omkring 4.000 syriske flygtninge.

Tidligere på året rapporterede hjælpeorganisationer fra Syrien, at 150.000 borgere var vendt tilbage til byen Raqqa efter befrielsen fra IS. Og flere arabiske nyhedssider på nettet viste fotos af tomme syriske flygtningelejre i Tyrkiet. En tyrkisk borgmester i en grænseby udtalte til en netavis, at »hvis titusindvis af dem krydser grænsen til Syrien i forbindelse med højtider og efter et par uger vender tilbage til Tyrkiet, så kan det ikke være farligt for dem at vende hjem«.

I Danmark benytter flere og flere sig af repatrieringsstøtte. Den dækker udgifter til flybillet og flytning. Desuden gives et tilskud på op til 133.866 kr. pr. person. Reglen gælder for både indvandrere og flygtninge. I 2014 benyttede 150 personer sig af dette. I løbet af 2016 og 2017 steg dette til 300. Ifølge Ritzau den 18. september ser tendensen ud til at fortsætte. I år har 232 personer taget imod støtten frem til udgangen af august.

Mange områder i Syrien er erklæret som sikre områder, men der forestår et stort genopbygningsarbejde. Skoler, infrastruktur og boliger er ødelagte på grund af krigshandlinger eller andre årsager. Hvem skal genopbygge Syrien? Burde herboende syriske flygtninge ikke være blandt de første, som gør det? Bistandshjælpen, som bruges på såkaldte flygtninge og repatrieringsstøtten kunne overføres via internationale kanaler til genopbygning af landet.