Et Varmt Forår – min først roman

Fahmy Almajid, Et varmt forår,
paperback, roman,
412 sider

 

 

 

 

For den, der har mod på, midt i det politiske og populistiske debatklima, at lytte på en livsfortælling fra krydrede kulturer, er der både lyse og muntre billeder i Fahmy Almajids første roman, Et varmt forår. Det er en stort anlagt realistisk roman:

Ved solnedgang duellerede kirkeklokkerne, der ringede solen ned, med muezzinens kald til bøn fra moske-ernes minareter. Som muslim fejrede jeg Eid to gange om året, afslutningen på fastemåneden og Eid al-Adha (offerfesten) sammen med familien. Jul og påske blev fejret sammen med mine forskellige kristne venner, der ikke kunne blive enige om at holde jul på samme tid, fordi de tilhørte forskellige kirkelige retninger.

Bogen klipper mellem Danmark og Syrien, både før og nu, med udgangspunkt i fortælleren Sherkos liv og hans families tragiske historie i det atter i vore dage krigs- og ulykkesplagede hjemland.

I første del starter vi helt tilbage i 1940’erne hvor Syrien var under ‘fransk mandat’.

Min historie og mit liv begynder i en lille hytte i en ukendt landsby i den syriske steppeørken i den nordøst-lige del af landet, hvor Syrien grænser op til Tyrkiet mod nord og Irak mod syd. Det er midt i 1940’erne under det franske mandat. Eller det, der også bliver kaldt den franske besættelse af Syrien. Jeg ligger trygt i min mors mave, mens hver dag er en kamp for at overleve for hende og mine tre søskende, som mor siger med trist stemme.

Sherkos far bliver en del af oprøret, familien må flygte og den lille dreng bliver født i en fattig hytte. I anden del er han blevet en ung mand og søger til Danmark for at få en god uddannelse, der kan give ham en vigtig stilling i hjemlandet. Men han bliver hængende, kravler langsomt op i det sociale hierarki og så møder han Marianne. Senere bliver livet lidt mere gråt, lidt mere længselsfuldt og kompliceret, for der er langt fra Kamishly til København.

Fahmy Almajid er forfatter, journalist og foredragsholder med syrisk-kurdisk baggrund. Han kom til Danmark som studerende i 1971, og har tidligere været ansat i 22 år som journalist i DR Radios arabiske redaktion.

Som forfatter og debattør har han hovedsageligt beskæftiget sig med integration. Han har udgivet 3 børnebøger. Den første i 1983 om marokkanske Hassan, som møder den danske pige Lone. Senere, på baggrund af sit omfattende arbejde i 00’erne, som foredragsholder og konsulent indenfor integrationsområdet, udgav han to debat-bøger, Muslimerne kommer! (2002) og Get a life – ghetto life! (2004). Han har modtaget flere priser for sit arbejde, herunder Dansk Forfatterforenings Drassow-Legat (Dansk Forfatterforenings Fredspris) i 2007.

Man kan købe bogen på forlagets hjemmeside eller den kan bestilles hos alle boghandlere fra den 21. september.

http://detpoetiskebureau.dk/produkt/fahmy-almajid-et-varmt-foraar/

 

Den onde syriske cirkel

Kronik, Jyllands-Posten, 11. juli 2016

Den voldsomme emigration fra Syrien har ikke kun drænet landet for ressourcestærke borgere og knowhow, men har også svækket kampen mod regimet og islamisterne. Emigrationen er en ond cirkel; jo flere, der forlader lander, des mere falder produktionen, og inflationen øges, hvilket igen gør, at flere søger mod de rige vestlige lande.

I begyndelsen af den syriske borgerkrig i 2011 forlod mange rige borgere landet. Typisk virksomhedsejere, der eksporterede til f.eks. golflandene, Tyrkiet og Egypten. Store fabrikker, primært tekstilfabrikker fra den største og vigtigste syriske industriby Aleppo, blev afmonteret, pakket i containere og afskibet til de nævnte lande.

Ved ankomsten udtalte ejerne til de lokale medier, at de ikke havde nogen intentioner om at vende tilbage til Syrien.

Også mange mindre fabrikker og virksomheder fulgte trop. Tyrkerne og egypterne tog imod dem med kyshånd. »Alt, hvad vi tidligere importerede fra Syrien, er i dag kommet til os!« udbrød en begejstret forretningsmand i Kairo til tv-kanalen Al-Arabiya .

Den syriske økonomi, som var skrøbelig i forvejen, blev så svækket, at Syriens gode ven Iran allerede i slutningen af 2011 trådte til med et milliardlån til regimet, som ikke havde penge til at udbetale løn til de offentligt ansatte.

Den syriske lira blev hurtigt svækket i forhold til vestlig valuta. I marts 2011 svarede 1 dollar til 45 syriske lira. I løbet af 2012 fik man hele 90 syriske lira for 1 dollar. Priserne på dagligvarer steg også i takt med dollaren, mens lønninger forblev uændrede.

Dette skabte et stort pres på middelklassen, som på det tidspunkt udgjorde over 60 pct. af den samlede syriske befolkning. Mange små virksomhedsejere og selvstændige håndværkere blev ramt af prisstigninger på en side og svindende indtægter på den anden side.

Dette satte gang i den anden bølge af emigration, på det tidspunkt vendt mod nabolandene.

Men de elendige forhold i flygtningelejrene i Tyrkiet, Libanon og Jordan var ikke, hvad flygtningene havde forventet. Sort arbejde til en dårlig løn var eneste udvej, da flygtninge ikke kan få en arbejdstilladelse.

De rige, arabiske olielande lukkede hermetisk deres grænser for flygtningene. Når kameraerne var vendt mod dem på konferencer for ”Syriens venner”, lovede de milliarder af dollars til modtagerlandene, men kun en brøkdel blev betalt.

Oliesheiker og rige pædofile fra golflandene fandt hurtigt vej til flygtningelejrene. Via lokale agenter tilbød de store pengebeløb for en ”midlertidig kone” for en dag, en uge eller en måned. En slags legal prostitutionskontrakt, som bliver velsignet af en såkaldt imam. En afskyelig form for udnyttelse af flygtningenes katastrofale situation.

BBC Arabic afslørede i år via skjult kamera i Libanon, hvordan flere mænd på over 50 år forlangte ”koner” på højst 14 år. Den samme udnyttelse af sårbare flygtningepiger er rapporteret i Jordan og Tyrkiet.

De pengestærke syrere fandt dog hurtigt andre løsninger på forholdene i nabolandene. I 2013 tilbød menneskesmuglere at smugle syrerne gennem hele Europa til en sikker destination, såsom Tyskland, Danmark, Sverige eller Norge. Prisen var 70.000-80.000 kr. pr. person.

Arbejderklassen eller de fattige, som enten var internt fordrevet i Syrien eller i flygtningelejre i nabolandene, havde ikke råd til det. Men i Syrien solgte mange deres forretninger, huse eller landbrugsjord.

De fleste søgte mod Europa for et bedre liv. Men nogle lod sig også lokke af menneskesmuglernes falske løfter om ”månedsløn” til alle (uden at de skulle bestille noget), gratis hus og biler.

En formiddagsavis havde i år denne overskrift: ”Flygtninge brokker sig over forholdene i danske landsbyer: Har hverken bil eller hus, og vejret er dårligt.”Samtidig viste tal fra integrationsministeriet i april 2016, at 279 asylsøgere havde trukket deres ansøgning tilbage siden nytår.

Netavisen Arabiya offentliggjorde for nylig en undersøgelse, som viste, at den syriske middelklasse i dag er skrumpet ind til kun 9,4 pct. Samtidig er inflationen steget flere hundrede pct. 1 dollar er i dag lig med 630 syriske lira. Men den månedligt gennemsnitsløn for middelklassen er kun steget med få pct. og ligger mellem 20.000 og 30.000 lira.

Stigningerne på dagligvarer betyder, at en skolelærer med en hjemmegående kone og to små børn skal bruge en månedsløn på bare ét aftensmåltid, hvis måltidet skal være af samme standard som i 2011. Al-Arabiya skriver, at en arbejdsmands månedsløn bør være min. 240.000 lira, hvis levestandarden skal holdes på samme niveau som inden krigen.

Åbningen af Balkan-ruten i september 2015 og frem til marts 2016 medførte en tredje bølge af syriske flygtninge til Vesteuropa. Ifølge nye tal fra Eurostat, EU’s statistiske organisation, ankom der i 2015 i alt 1,55 mio. flygtninge og migranter til Europa, hertil 21.000 til Danmark.

Balkan-ruten medvirkede til at gøre afstanden mellem Syrien og Vesten kortere og meget billigere. Turen kostede 1.000–1.500 dollars. Flygtningene skulle kun krydse grænsen til Tyrkiet og sejle til en af de græske øer, hvorefter mange fik hjælp til transport, mad og overnatning af humanitære organisationer hele vejen frem til destinationen. Det gav dermed de fattige mulighed for at søge mod de rige, vestlige lande.

Majoriteten af Balkan-rutens flygtninge må betegnes som ressourcesvage, økonomiske flygtninge eller immigranter, da de fleste kom fra sikre områder i Syrien, hvor der ikke var eller er direkte kamphandlinger.

Den kurdiske netavis Walati skrev, at ca. 60 pct. af befolkningen i det nordøstlige, primært kurdiske Syrien er rejst mod Vesten. Den voldsomme emigration betyder, at området er svækket rent militært.

De bevæbnede kurdiske militser har ellers med stor succes holdt terrororganisation IS væk fra området, men af de 60 pct. er ca. 85 pct. unge i den kampdygtige alder, som skal holde forsvarslinjerne mod IS.

Området har været kontrolleret af kurdiske militser siden oprøret i 2011, og der har ikke været direkte kampe og luftbombardementer.

Der er nu langt mellem de unge i områdets store kurdiske by, Al-Qamishli en by med 400.000 indbyggere. Mange af de ældre venter på at blive familiesammenført. Paradoksalt at vi kæmper mod IS og terrorister, ja sågar sender fly til Syrien for at bekæmpe dem, samtidig med at vi giver de unge syrere asyl. Unge, som svigter deres pligt; at kæmpe i Syrien mod islamisterne.

Den første bølge af emigranter bestående af rige fabrikanter har etableret sig med succes i nabolandene og vender aldrig tilbage.

Den anden bølge; de højtuddannede og de små erhvervsdrivende har etableret sig i Vesten. Deres børn vil højst sandsynligt uddanne sig til læger, tandlæger, ingeniører m.m. Incitamentet for dem til at vende tilbage til et smadret Syrien er ikke høj.

Den tredje bølge; de ressourcesvage vil hænge fast i bistand og sort arbejde. De bliver aldrig integreret i Vesten og vil leve på kanten af samfundet. Al erfaring med ”midlertidige” flygtninge viser, at folk ikke vender tilbage, når deres børn og børnebørn slår rødder i det nye land.

»Vesten burde have dannet sikre og beskyttede områder i Syrien, som man talte om i begyndelsen af borgerkrigen. Så ville millioner af syrere været blevet i landet. Hvem skal genopbygge Syrien, når/hvis der bliver fred?« spørger den syriske professor Ismail, som underviser på Mardin Universitet i Tyrkiet og er tidligere medlem af den midlertidige syriske regering.

Ny terrorudfordring: jihadturisterne

Kronik, Jyllands-Posten, 7. juni 2014

De såkaldte jihadturister udgør en potentiel trussel for det danske samfund, og de kan nemt blive genrekrutteret af både kriminelle og terrorgrupper. De skal bekæmpes ved at sætte ind mod myrderierne i Syrien.

De vestlige lande, herunder Danmark, risikerer en stigning i antal af terrorangreb og kriminelle handlinger i takt med den fortsatte krig i Syrien. En krig, der begyndte med fredelige demonstrationer for fire år siden. I dag den mest blodige og brutale krig i hele området. En krig, der virker som en magnet for terrorister og utilpassede unge fra hele verden.

Washington Institute for Near East Studies (Wines) vurderer, at antallet af udenlandske krigere i Syrien udgør ca. 9.000 personer fra ca. 80 forskellige lande, heriblandt Danmark. Alle lande frygter den dag, disse jihadturister, som de bliver kaldt, vender hjem.

Ydermere har den syriske befolkning vendt deres vrede mod Vesten, som ikke fulgte op på de løfter om hjælp, som blev afgivet ved krigens udbrud. Vesten anklages også for direkte eller indirekte hjælp til regimet.

Politiet i Frankrig anholdt den 31. maj den 29-årige franskmand Mehdi Nemmouche for angrebet på et jødisk museum i Bruxelles, hvor fire mennesker mistede livet. Nemmouche var en af 50 hjemvendte franske jihadturister. Ligeledes anholdt politiet i Holland for nylig en 21-årig islamisk ekstremist, som tidligere havde kæmpet i Syrien. Han blev arresteret den 15. maj, da han var på vej til en forstad til Haag med flere våben på sig. Anklagen lyder på planlægning af væbnet bankrøveri, og at han skulle bruge udbyttet til krigen i Syrien. En hidtil ukendt dimension af konflikten, men det kan være begyndelsen til lignende aktioner andre steder i Europa.

Metoden er ikke helt fremmed for Danmark. I 1980’erne oplevede vi som bekendt en stribe af røverier begået mod banker og posthuse af Blekingegadebanden. De begik disse røverier for at skaffe penge til PLFP i Libanon som støtte til denne gruppes kamp mod Israel. Den danske gruppe fik sin militære træning i Libanon hos netop PLFP og var ikke bange for at bruge våben, hvilket kostede en ung betjent livet.

PET har udtalt til medierne, at de vurderer, at ca. 100 personer er rejst fra Danmark for at tilslutte sig krigen i Syrien. Nogle er formentlig dræbt i Syrien, ca. 40 af dem er allerede tilbage. De unge jihadturister kan vælge og vrage mellem de mere end 150 forskellige grupper, (som man vurderer kæmper i området), men de fleste melder sig under fanerne i den mest berygtede og brutale gruppe, Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). Gruppen blev etableret for 10 år siden i Irak, og de tilsluttede sig hurtigt Al-Qaeda. Gruppens mål er etablering af et nyt kalifat i Irak og Syrien.

Endnu har dens kamp kun rettet sig mod de andre oprørsgrupper, som de betragter som vantro. Hvilket betyder, at de ikke deltager i kampe mod regimet. Den anden berygtede gruppe, som tiltrækker jihadturister, er Jabhat al-Nusra, som er en del af al-Qaeda i Syrien.

I følge Wines er antallet af jihadturister, som drager fra Vesten til Syrien, langt højere end antallet af dem, som tidligere drog til Afghanistan og Irak. Måske fordi det er nemt at rejse til Syrien – direkte fly fra f.eks. Kastrup til Tyrkiet og derfra over grænsen til Syrien. Tyrkiet er en turistdestination, så det virker ikke mistænkeligt. Og rejsende fra vestlige lande, herunder Danmark, skal ikke søge visum. Al-Qaeda bruger sine erfaringer fra tidligere rekrutteringer til Irak og Afghanistan. Det skaber nemt kontakt til potentielle rekrutter i Vesten via sociale medier og netværk. Den syriske konflikt tiltrækker desuden mange, som reaktion på regimets overdrevne og brutale magtanvendelse mod de civile. Endelig er klimaet mere ”venligt” i Syrien; en vigtig faktor i forhold til bjerge og ørken i lande som Afghanistan, Yemen, Somalia eller Mali.

Både ISIS og al-Nusra bruger unge jihadturister som kanonføde. Deres død er af stor reklameværdi. De bliver fremstillet som martyrer med garanteret adgang til paradis, og hvad deraf følger.

En saudiarabisk familie fik deres livs chok, da en fremmed stemme i telefonen gav dem følgende besked: »Tillykke, jeres søn er død som martyr i Syrien, så må I gerne feste! Vi sender jer billeder af ham om ikke så længe.«

På disse organisationers hjemmesider ser man billeder af døde martyrer, sminket og med smil på læben. Under billedet står ofte: »Han smiler, fordi han er på vej til paradis.» Fotoerne og det store antal martyrer får folk i golfregionen til lommerne, så flere unge får råd til at drage af sted til Syrien for at deltage i ”jihad”. Imens bruger de radikale grupper de vestlige jihadturisters død til at skabe opmærksom om deres sag i vestlige medier.

Nogle kommuner i Danmark arbejder allerede med programmer, der tager imod de hjemvendte jihadturister fra Syrien. Man hjælper dem med at blive inkluderet i samfundet igen, og det er der et stort behov for. Arabiske netaviser viser indimellem videoer med hjemvendte unge. De unge fortæller horrible historier om, hvordan de efter få dages våbentræning blev sendt til frontlinjen, hvor de blev tvunget til at skære halsen over på fanger og slå civile ihjel i Guds navn, som en del af deres træning. Mange siger, at de troede, de skulle kæmpe mod regimet, men fandt ud af, at de indirekte kæmpede for regimet. Mange vender sikkert også hjem med en eller anden grad af PTSD (posttraumatisk stresslidelse) i lighed med regulære soldater.

De unge jihadturister har forskellige motiver, der driver dem til at pakke en lille kuffert og tage til Syrien. Nogle tror, de skal være en ny Rambo. Andre hælder til det religiøse motiv, ansporet af de mange selvbestaltede YouTube-imamer, der lover store paladser og jomfruer i paradis.

Men hvornår har plyndringer, voldtægter og myrderier været en del af nogen som helst religion?

Endelig er danske bandemedlemmer draget til Syrien. De unge – hvis de vender hjem i live – lærer ikke bare at håndtere forskellige typer af våben og fremstilling af farlige bomber, men bliver også radikaliserede. De udgør en potentiel trussel for det danske samfund, og kan nemt bliver genrekrutteret af både kriminelle og terrorgrupper. Franskmanden Nemmouche havde en lang kriminel løbebane bag sig.

Jo længere konflikten får lov til at fortsætte, des mere kompliceret og blodigt bliver det, og jo flere unge fra Vesten vil drages mod Syrien. I dag, hvor krigen er gået ind i sit fjerde år, er knap 200.000 mennesker slået ihjel, endnu flere er lemlæstet, og ca. 50 pct. af befolkningen er enten internt fordrevne flygtninge (i deres eget land), eller er flygtet til nabolandene.

Samtlige syrere, hvad enten de opholder sig i Syrien eller uden for, har fået ar på sjælen for evigt. I begyndelsen var vreden udelukkende vendt mod det syriske regime, men langsomt begynder man at vende sig mod Vesten. I kølvandet på den massive (verbale) vestlige støtte i begyndelsen af oprøret, og planerne om flyveforbudszoner til beskyttelse af civile, hejste folk amerikanske flag og takkede Vesten på plakater ved demonstrationerne. Men zonerne blev aldrig til noget, og våben til de moderate oprørere blev heller ikke til noget. De fik kun lidt håndvåben og humanitær hjælp. Det har fået befolkningen i Syrien til at miste troen på Vesten og vende deres vrede imod os.

Al-Arabiya tv viste forleden en gruppe unge jihadturister i Syrien bevæbnet til tænderne. De fremviste deres amerikanske og europæiske pas, og råbte i munden på hinanden: »Vi kommer tilbage, vi kommer efter jer!« En resocialisering af hjemvendte jihadturister vil måske kunne løse en del af problemet herhjemme.

Men kan vi gardere os mod jihadister fra andre lande? Angrebet i Bruxelles blev udført af en franskmand.

Hvis man vil sætte en stopper for denne radikalisering, må Vesten medvirke til at standse myrderierne i Syrien og hjælpe befolkningen med at opnå, hvad de kæmpede fredeligt for i begyndelsen, nemlig frihed og demokrati.

Med udsigt mod Paradis

Af Fahmy Almajid
Illustreret af Henry Voss
Forlag: Tellerup 1985

 

 

 

 

Nassers far er rejst fra landsbyen i Syrien og op til Danmark for at finde arbejde. Henne i skolen sidder Nasser og tænker på faren. Kan det være rigtigt, hvad folk i landsbyen siger: “Nassers far har sikkert fundet en lyshåret pige og giftet sig med hende!”. Har faren glemt dem?

Da Nasser kommer hjem fra skole, fortæller naboen, at hans mor og morfar er taget med bussen til Damaskus for at søge visum. Skal de mon alle sammen rejse til Danmark…?

Lektør udtalelse ved E. Skov Holst:

“…Bogen giver et broget og fyldigt billede af livet i en landsby med sliddet for de knappe afgrøder, skolegang og hjemlige sysler. Dog også med afveksling i form af råd i forsamlingshuset, bryllup og spændende, men besværlige ture til hovedstaden efter visum. Familiesammenholdet, pligter og skikke træder stærkt frem og viser tydelige forskelle i forhold til det danske samfund, men også til det hjemlige bysamfund. – Med udsigt mod Paradis tenderer fagbogen trods sin skønlitterære form. De skraverede tuschtegninger både understøtter og udvider teksten, som nok fortæller om kløfter, men ikke udvider dem. Bogen har en læsevenlig sats, der gør den egnet i flere sammenhæng fra 4.-5. kl. Det er ikke uvæsentligt, at dens sobre facon at videregive oplysninger på i bedste fald kan ændre nogle holdninger hos danske læsere”.