Jyllands-Posten, lørdag den 24. november 2018
Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”.
Asylpolitikken i Danmark er ugennemtænkt. Da tusindvis af syriske ”flygtninge” væltede ind over landets sydlige grænser, iværksatte politikerne en asylpraksis, som efter min mening har vist sig at være en fejl. Måske var de påvirket af krigsbillederne i medierne, men store områder i Syrien var ikke ramt af luftbombardementer og direkte krigshandlinger. I disse områder kæmpede syrerne som altid mere mod korruption, inflation og de høje priser på dagligvarer. Dette er årsagen til, at flugten til Vesten først og fremmest er en økonomisk flugt. Millioner af rigtige flygtninge lever under forfærdelige vilkår i flygtningelejre eller slumboliger i nabolandene. De venter på at kunne vende tilbage til Syrien.
Der kommer måske ikke længere flygtninge hertil i samme omfang som tidligere, men de, der har fået asyl, vedligeholder strømmen, fordi de henter deres slægtninge hertil. De rejser til Syrien eller Tyrkiet for at blive gift, og med familiesammenføringsloven i hånden hentes kone eller mand til Danmark. Flygtninge bliver sendt på sprogkurser, men der mangler motivation hos en stor procentandel af dem. Der er travlt hos læger og psykologer, så man kan få en lægeerklæring med diagnosen PTSD, selv om de pågældende flygtninge kommer fra sikre områder i hjemlandet, og der bliver skudt mere på Nørrebro end i deres by i Syrien. De, som er ”flygtet fra døden” og har nydt sikkerheden i Danmark efter en familiesammenførelse, søger efterfølgende asyl; ikke på grund af sikkerheden, men pga. de fordele som en flygtning opnår.
I Mellemøsten brænder vi de vestlige symboler, træder på dem med vores støvler og kaster vores sko efter deres præsidenter, når de besøger vores hovedstæder. Vi bruger vores opsparing på pilgrimsrejser til Mekka, men når vi ”flygter”, så er det til Vesten. Det er beskæmmende, at unge, som forlod deres hjem til fordel for et liv som bistandsklienter, indimellem demonstrerer foran Christiansborg, Udenrigsministeriet eller på Rådhuspladsen i København. Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ”løn”. Vi brokker os på kommunekontoret og kalder dem racister, når vi ikke kan få flere tillægsydelser i bistand. Den bistand, som bliver betalt til de, der har snydt sig til asylstatus. Bistandshjælpen, som bliver udbetalt til syriske flygtninge i Danmark, kunne mætte mange fattige familier i det nord- og nordøstlige Syrien og deres børn.
Immigranter fra syd har banket på de rige landes døre i mange år, men restriktionerne og de voldsomme betalinger til menneskesmuglere havde hidtil begrænset antallet af migranter. Det Arabiske Forår i bl.a. Syrien gav mulighed for næsten fri immigration til Vesten. Da det rygtes, at man automatisk fik asyl i Vesten, krydsede tusindvis af unge syrere adskillige landegrænser for at nå frem til ”sikkerheden”. Syrien har i dag brug for sine unge til genopbygning, men disse unge er i dag migranter. Nogle af områderne i Syrien er næsten tømt for mennesker. Op til 60 pct. af beboerne befinder sig i Europa. Hovedsageligt er det unge mænd uden uddannelse eller erhvervserfaring fra landområder.
I marts 2011, da den fredelige modstand mod regimet begyndte i Syrien, trak Assad sine styrker fra den nord- og nordøstlige del af Syrien. Symbolske styrker fra regimet beholdt nogle poster i området, resten kontrollerede og administrerede kurderne med deres erfarne krigere. Kurderne indførte for første gang kurdisk sprog i skolesystemet. De rekrutterede blandt de unge kurdere for at holde hundredtusindvis af medlemmer fra terrororganisationerne IS, Al-Nusra og de mange jihad-terrorgrupper væk fra det kurdiske område. Tyrkiet, kurdernes ærkefjende på den anden side af den nordlige grænse, angreb området og lukkede øjnene for strømmen af terrorister fra hele verden, som via Tyrkiet kom for at kæmpe i Syrien.
Jo mere kurderne forsøgte at rekruttere de unge kurdere, jo flere flygtede mod Vesten. Vesten gav de unge koden til at opnå asyl: ”Jeg er blevet indkaldt, men jeg vil ikke i krig”. De søgte asyl på baggrund af, at de blev indkaldt til militærtjeneste. Enten hos regimet eller hos de kurdiske grupper YPG og YPD, som kæmper mod IS. Disse befriede blandt andet byen Raqqa, som var IS’ hovedstad. Der hopper kæden af. Hvorfor giver Vesten de unge syrere asyl, mens Vesten samtidig sender soldater af sted for at kæmpe mod terrorister?
I 2014 blev Kobani, en syrisk-kurdisk by tæt på den tyrkiske grænse, indtaget af IS, og i 2018 blev Afrin, ligeledes tæt på grænsen, erobret af forskellige bevæbnede grupper bl.a. Den Syriske Frie Hær under tyrkisk kommando. Begge byer blev erobret meget nemt, fordi dem, der burde have forsvaret byerne, har flygtningestatus i Europa. De kurdiske områder i det nord- og nordøstlige Syrien er mere eller mindre blevet skånet fra krig i alle syv år, bortset fra førnævnte Kobani og Afrin. Resten af området blev beskyttet af de kurdiske styrker. Men udvandringen mod Vesten fortsætter, og tusindvis er druknet i Middelhavet på vej til det forjættede land.
Dette skaber splittelse mellem dem, som blev i Syrien, og dem, som opnåede asyl og bistand her i Vesten. De to forfattere, Hjalte Tin og Nina Rasmussen, har for nylig besøgt det kurdiske område i Syrien og beskriver dette i deres bog ”Dem der blev”. De mødte flere, som mente, at deres landsmænd har ladt dem i stikken ved at flygte i stedet for at blive og kæmpe. Forfatterne mødte også en kurder, som tidligere var flygtning her i Danmark. Han ville stemme på Dansk Folkeparti, hvis han havde dansk stemmeret, fordi mange af dem, han havde mødt på asylcentrene, fortalte fuphistorier for at opnå asyl i Danmark.
Med hjælp fra de russiske styrker i Syrien blev millionbyen Aleppo, den næststørste by i Syrien, erklæret en sikker by. Damaskus har hele tiden været under regimets kontrol, og i år indgik regimet og oprørerne en aftale om en fredelig løsning for hele området omkring hovedstaden. Desuden har regimet tilbagekaldt indkaldelserne til reservehæren. Tilbagekaldelsen gælder både for dem, som befinder sig i Syrien, og dem, som er flygtet til udlandet.
Nu hvor aftaler mellem regimet og oprørere får lyden af bombefly og kanoner til at stilne af, ser vi en vandring tilbage mod Syrien. I april i år viste ”Panorama”, et program på tysk tv, en udsendelse om disse syriske flygtninge, der vender hjem. Udsendelsen fortalte, at mange syrere vender hjem ved hjælp af menneskesmuglere. En smugler i grænseområdet mellem Grækenland og Tyrkiet sagde, at han i gennemsnit sendte halvtreds mennesker om dagen til Tyrkiet, især syriske flygtninge, der allerede havde fået asyl i Europa. Ifølge ”Panorama” flyver de syriske flygtninge lovligt til Grækenland fra det vestlige land, de har bosat sig i. Derefter bliver de smuglet til Tyrkiet via små både over Evros-floden, fordi de ikke kan få visum til landet, og derefter videre til Syrien. Ifølge den tyske migrations-og flygtningestyrelse er der i år forsvundet omkring 4.000 syriske flygtninge.
Tidligere på året rapporterede hjælpeorganisationer fra Syrien, at 150.000 borgere var vendt tilbage til byen Raqqa efter befrielsen fra IS. Og flere arabiske nyhedssider på nettet viste fotos af tomme syriske flygtningelejre i Tyrkiet. En tyrkisk borgmester i en grænseby udtalte til en netavis, at »hvis titusindvis af dem krydser grænsen til Syrien i forbindelse med højtider og efter et par uger vender tilbage til Tyrkiet, så kan det ikke være farligt for dem at vende hjem«.
I Danmark benytter flere og flere sig af repatrieringsstøtte. Den dækker udgifter til flybillet og flytning. Desuden gives et tilskud på op til 133.866 kr. pr. person. Reglen gælder for både indvandrere og flygtninge. I 2014 benyttede 150 personer sig af dette. I løbet af 2016 og 2017 steg dette til 300. Ifølge Ritzau den 18. september ser tendensen ud til at fortsætte. I år har 232 personer taget imod støtten frem til udgangen af august.
Mange områder i Syrien er erklæret som sikre områder, men der forestår et stort genopbygningsarbejde. Skoler, infrastruktur og boliger er ødelagte på grund af krigshandlinger eller andre årsager. Hvem skal genopbygge Syrien? Burde herboende syriske flygtninge ikke være blandt de første, som gør det? Bistandshjælpen, som bruges på såkaldte flygtninge og repatrieringsstøtten kunne overføres via internationale kanaler til genopbygning af landet.
