Køb et signeret eksemplar af ET VARMT FORÅR

Kære alle

Et Varmt Forår

Nu kan du bestille dit eksemplar af min sidste roman ET VARMT FORÅR, signeret af mig for kr. 150,- + porto.

Send mig dit navn, adresse, E-mail og telefonnr. og jeg sender dig information om betaling.

Romanen er den første i trilogien om Kamishly, byen Sherko forlod til fordel for København.

 

Her er hvad min forlægger skrev til mig:

Det er mig en stor glæde at være med til at udgive denne bog, som minder mig om nogle af mine yndlingsromanforfattere som Kazantzakis, Istrati, Gorkij og Franz Werfel.

Det er virkelig én af de bedste romaner vi har udgivet endnu synes jeg og der har ellers været et par rigtig gode. Endnu engang tillykke – også til mig! Jeg føler mig meget beriget.

Citat fra romanen:

”I drømmen ligger Kamishly blot nogle få minutters kørsel fra København.”

”Kamishly havde efterladt dybe furer af sorg og glæde i mit indre for det er en by, der betyder alt for mig, så jeg hvisker, når jeg siger: ”Jeg elsker København.” Kamishly må ikke vide, at jeg er hende utro!”

Lektørudtalelse:

Fin realistisk anlagt roman om integration i Danmark, fra l. generations-indvandrernes tid, men også en interessant historie om det gamle Syrien. lkke kun en mørk fortælling, men også med optimisme og underspillet humor.

Lad os blive enige om, hvad integration betyder

Af Fahmy Almajid

Kronik, Jyllands-Posten, 12. maj 2019

Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt.

Der har aldrig været et større behov for en definition af ordet ”integration” som siden den store flygtningebølge, som i 2015 pludselig væltede ind over grænsen, blokerede motorveje og endnu en gang skabte debat om integration.

Mens regeringen og oppositionen lovede en ”snarlig integration”, så nægtede det største støtteparti for regeringen, Dansk Folkeparti, at integrere dem og så hellere, at de blev sendt tilbage. Journalisterne var ivrige efter svar på, hvordan man kunne integrere dem, og kunne de overhovedet integreres i det danske samfund?

Det er desværre ikke noget nyt med sådanne debatter. Jeg har hørt på dem, siden jeg kom hertil i 1971 – og de hænger mig efterhånden ud ad halsen – men jeg har aldrig hørt en klar og enig definition af ordet integration, og hvad det vil sige at være integreret.

Det bliver ofte nævnt i medier og debatter, at det er svært at integrere folk fra de muslimske lande.

Vietnamesiske bådflygtninge og kinesere bliver brugt som eksempler på en gruppe, som er godt integreret, fordi de passer deres restauranter og grillbarer uden problemer. Under debatten, som fulgte efter den tragiske hændelse, hvor den unge pakistanske pige Ghazala blev likvideret af sin egen familie, blev hendes familie nævnt som velintegreret; familien boede i egen villa, havde eget vognmandsfirma, og alle var i arbejde. Er integration så at være økonomisk uafhængig?

Førstegenerationsindvandrerne, der kom til landet i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, var meget flittige på det danske arbejdsmarked. De fleste arbejdede mere end otte timer om dagen, herunder lørdage og søndage. De havde ikke tid til at lære dansk eller brokke sig over deres underbetalte job og elendige arbejdsvilkår. Var de så integreret?

En del af debatten går også på, at flygtninge/indvandrere skal lære det danske sprog og få sig en uddannelse. Mange unge såkaldte anden- eller tredjegenerationsindvandrere eller unge med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig faktisk ret godt. Jeg kender personligt en del unge, hvor forældre havde lavtlønsjob, men hvor børnene i dag er jurister, læger, farmaceuter, tandlæger osv. Andre unge, der gerne ville have en faglig uddannelse, som erhvervslivet skriger på i dag, oplevede ofte problemer med at få en læreplads på grund af deres navne, pigerne, fordi de havde et stykke stof på hovedet.

Der er dog en gruppe af unge, som er helt fantastisk integreret i Danmark; nemlig de kriminelle!

De unge, som havde lært dansk, fik lærepladser hos rockergrupperne Bandidos og Hells Angels. Efter færdig ”uddannelse” dannede de deres egne bander. De første var Warriors og Vatos Locos. Efterhånden har de udviklet sig og ”forbedret” deres metoder. Takket være dem har vi i dag mange andre, f.eks. LTF, Brothas m.m. Da de ikke er særlige gode til at skyde, så hænder det, at de rammer en forbipasserende. Shit happens! Opfylder de ikke integrationskravet? De har jo lært dansk og opfører sig som en gruppe af danskere.

Nogle yderliggående højreorienterede politikere vil mere eller mindre smide samtlige flygtninge og indvandrere ud af landet. Imens yderliggående venstreorienterede synes, det er synd, og vil åbne grænserne for alle. Begge grupper er utroværdige og bidrager ikke med noget konstruktivt til integrationsdebatten. Den siddende regering har så forsøgt sig så med et forslag midt imellem, som gerne skal favne begge gruppers vælgere. Men lige udueligt.

Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt. Men også generaliseringer, som ikke fører til andet end orddueller blandt politikere på begge fløje, uden at der bliver taget fat i de reelle problemer på integrationsområdet.

F.eks. var der på et tidspunkt en del omtale i medierne om familiesammenførte, som, efter et stykke tids ophold i Danmark, søgte asyl. Politikerne kaldte dem for grådige. De fleste af disse familier kommer fra områder i Syrien, hvor der ikke har været nogen luftbombardementer og meget få træfninger. Derfor giver det ingen mening, når mange af de familiesammenførte, der søger asyl, lovligt har krydset grænsen til f.eks. Tyrkiet, hvor de så har boet fire-syv år, før de bliver familiesammenført til Danmark. Rejseomkostningerne til Danmark bliver taget fra skatten, som lovlydige borgere betaler. Og efter et stykke tid her, søger de familiesammenførte så asyl i Danmark. Det er temmelig svært at finde ud af, om der er reel fare for deres liv, når de har levet sikkert i et naboland i adskillige år væk fra ”krigen” i Syrien. Og hvordan kan de være i fare i Danmark, når de har fået en opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring? Det eneste motiv, der står tilbage, er ønsket om at opnå flere økonomiske rettigheder her i landet.

Men her er det så, at kæden hopper af for mig. Hvorfor stopper politikerne ikke dette, når de selv betegner det som grådighed og udnyttelse af loven? Tværtimod skaber den slags udtalelser i medierne uden opfølgende konsekvens kun problemer for Mahmut eller Parvez, der sammen med deres familier knokler 16 timer i døgnet for at skaffe brød på bordet til familien. Der ryger lige nogle ruder i kiosken eller pizzeriaet efter sådan en udtalelse i medierne.

Det siges, at de veluddannede hurtigt bliver integreret. Desværre ikke, hvis de er utilpassede, som den gruppe af universitetsuddannede og studerende med syrisk baggrund, som jeg holdt et informationsmøde for nogle år tilbage. De havde alle fået asyl, men var meget utilfredse over, at deres uddannelse ikke var blevet godkendt med det samme i Danmark. De mente, at det skyldes diskrimination mod folk fra Mellemøsten. De havde svært ved at forstå, at de nok skulle bruge et par år som ”trainee” eller tage noget efteruddannelse, før de kunne regne med at være på niveau med deres fag her i Danmark. Uddannelsesniveauet i Syrien er ikke kun lavere end i Danmark, men også utrolig korrupt. En studentereksamen fra Syrien svarer godt og vel til folkeskolens afgangsprøve. Dertil kommer så, at man kan betale sig til at få en eksamen eller et job, specielt hvis man har forbindelser til styret. Det kan derfor være svært at vide, om en syrisk person rent faktisk kan det, de på papiret er uddannet til. Tilbage i 2011 fik jeg at vide, at det kostede omkring 6.000 kr. for en universitetsstuderende, hvis de ville bestå deres eksamen uden at være til stede. Mange af dem, som jeg holdt informationsmødet for, erklærede, at de ville tage tilbage til Syrien, hvor de kunne klare sig bedre. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad de oprindelig havde givet som motiv for deres asyl.

Integrationen er blevet vanskeligere efter 2015. Det store antal flygtninge og senere tilkomne familiemedlemmer skabte boligproblemer for kommunerne. Flygtninge og deres familier blev derfor henvist til ghettoer. Mange af dem var håndværkere eller havde haft små restauranter og sandwichbarer i Syrien. I dag er der spisesteder, forretninger og værksteder, der er ejet af disse. Så kontakten med det omgivende samfund er reduceret, da de næsten dækker alle behov inden for ghettosamfundet. Hvis vi siger, at når man er selvforsørgende, så er man integreret, er det så nok? For at gøre det nemmere for alle kunne politikerne på tværs af partifarver ikke blive enige om en definition af ”integration” og udstede en borgervejledning til asylsøgere om, hvilke krav Danmark stiller til en ny borger; hvordan og hvornår er man integreret. Er det, når man er i arbejde? Når man har mange danske venner? Er medlem af en af de mange foreninger i Danmark? Skal man både være økonomisk og socialt integreret, eller er det nok kun at opfylde det ene krav? Ville det ikke være en fordel for Danmark, hvis politikerne kunne finde ud af det?

Hvad venter de syriske flygtninge, når de vender hjem?

Jyllands-Posten, onsdag 2. januar 2019

Hvordan overtaler man en syrisk familie i Danmark, som har en indtægt bestående af bistandshjælp, til at vende tilbage? En slags mini-Marshallhjælp vil få flere til at vende tilbage frivilligt.

Forskellige nye tiltag vil ifølge finanslovsaftalen sikre hjemsendelsen af herboende syriske flygtninge og familiesammenførte. De er i Danmark for at få beskyttelse og et midlertidigt ophold, men skal tilbage, når forholdene i Syrien tillader det. Hvordan er forholdene så i Syrien, og hvad venter dem?

Siden det syriske regime med russisk støtte generobrede store områder, har Rusland forsøgt at løse det syriske flygtningeproblem ved at lægge pres på det syriske regime, så flygtningene kan vende sikkert hjem. Genopbygningen af landet er næste skridt herefter, og russernes bagtanker er naturligvis, at russiske firmaer får kontrakterne på genopbygningen af Syrien.

Det er vigtigt at huske, at der er steder i Syrien, f.eks. det nordøstlige område og hovedstaden, hvor der ikke har været bombninger eller direkte krigshandlinger. Således er der steder, hvor flygtninge uden store problemer kan vende tilbage til; folks huse og lejligheder er der stadig, medmindre de har solgt disse for at skaffe penge til rejsen til Europa.

Men affolkningen og såkaldt brain drain som følge af flygtningestrømmene ud af Syrien siden 2011 har givet en kraftig stigning i arbejdsløshed og manglende beskæftigelsesmuligheder, også i de områder hvor der ikke er ødelæggelser. En af de syriske flygtninge, jeg har mødt herhjemme, fortalte, at han i Syrien ejede et lille værksted med to medarbejdere. Tre familier levede af det lille værksted. Han havde aldrig overvejet eller drømt om at forlade landet, men i takt med inflationen og fald i købekraften i forhold til indkomststabilitet og stigende priser på bl.a. råvarer var han nødt til lukke værkstedet, fortalte han mig. I dag er han og de to andre medarbejdere og deres respektive familier på bistand i Danmark. Denne mands historie er typisk for de mange, som flygtede fra dårlig økonomi i ikkekrigshærgede områder af Syrien og afgav falske krigshistorier for at opnå asyl i Vesten. Denne mand er én af dem, som jeg vil betegne som økonomisk flygtning og ikke sikkerhedstruet flygtning.

Som bekendt begyndte det hele med fredelige demonstrationer i 2011, hvor folk forlangte frihed og demokrati. Regimet brugte magt mod demonstranter, og kort efter overtog voldelige grupper scenen. Både pro- og antiregeringsmilitser, libanesiske Hizbollah, Iran, Tyrkiet m.fl. ville gerne have deres del af kagen. Dette satte gang i udrejsen, også fra de sikre områder, hvor der ikke var krigshandlinger. Balkan-ruten i 2015 gjorde det muligt at komme næsten gratis til Vesten i modsætningen til årene før, hvor det havde kostet mellem 70.000-80.000 kr. pr. person at blive smuglet hertil.

Millionbyen Aleppo er Syriens industrihovedstad. Den er kendt især for sine tekstilfabrikker. I begyndelsen af oprøret trængte både oprørere og militser, der var loyale over for styret, ind i byen. Sammenstød mellem de forskellige grupper var voldsomme og ødelæggende for byen. Produktionen gik i stå. Mange fabriksejere afmonterede fabrikkerne og fragtede dem til udlandet, f.eks. til Egypten og Tyrkiet. I dag er tusindvis af andre små og store syriske fabrikker i fuld sving i nabolandene. En stor succes for fabriksejerne, men et stort tab for de syriske medarbejdere, der blev arbejdsløse.

Trods de mange millioner, der er flygtet ud af Syrien, så er arbejdsløsheden rekordhøj. En rapport udarbejdet af Verdensbanken i 2016 placerede Syrien som nr. 196 ud af 200 lande i en opgørelse over mindsteløn. Kun fire lande har en mindsteløn, som ligger under Syriens. Ifølge tal fra det syriske ministerium for administrativ udvikling skulle arbejdsløshedstallet være steget fra mellem 6-8 pct. før 2011 til nu 53 pct.

Direktør for det centrale statistiske kontor i Damaskus udtalte i november til den regeringstro avis Tishreen: »(…) der er mange, der har mistet deres job i den private sektor som følge af ødelæggelser eller lukning af fabrikker og produktionsfaciliteter, og antallet af udvandrede steg især i 2015, hvor det mest var unge mænd, som udgjorde kernen af den syriske arbejdskraft, som udvandrede til udlandet (…)«

Inflationen steg i takt med stigning i udvandringen. Inden borgerkrigen var en amerikansk dollar lig med 45 syriske pund, men i løbet af konflikten kom én dollar til at koste hele 650 syriske pund, og hermed faldt det syriske punds købekraft. Lønnen følger ikke inflationen og dækker langtfra de daglige leveomkostninger. Syriske flygtninge spørger således sig selv, om de, i lyset af den nuværende situation, har mulighed for at finde et job og leve af det, hvis de vender hjem.

Men inflationen bliver reguleret af antallet af de flygtninge, som vender hjem; jo flere, der vender hjem og skaber job, jo hurtigere falder inflationen. I september var der forhandlinger i Kasakhstans hovedstad Astana mellem de forskellige syriske aktører. Forhandlingerne, som blev ledet af Rusland, Iran og Tyrkiet, endte med en våbenhvile, som standsede krigshandlinger i det nordlige Syrien ved byen Idlib. Kort efter våbenhvilen erklærede forhandlingsgruppens fællesrepræsentant, at over 50.000 syrere var vendt tilbage. Strømmen af indbyggere, der vender tilbage til deres hjemby, fortsætter dagligt. En talsmand fra det lokale råd fortalte, at skoler, vand- og elforsyningen er blevet repareret i hele området.

I begyndelsen af november udtalte en talsmand for koordinering af de syriske flygtningenes tilbagevenden, at mere end halvanden million syriske borgere var vendt tilbage til deres byer rundt om i landet. Han tilføjede, at i løbet af den første uge i november returnerede over 7.000 syrere, herunder over 5.000 fra udlandet, resten var internt fordrevne fra forskellige dele af landet.

Efter befrielsen af henholdsvis Raqqa og Kobani vendte over 250.000 borgere tilbage til de to bombeødelagte byer. Genopbygning skete trods de små midler, som de hjemvendte borgere medbragte. Selv om der er stadig mangel på infrastruktur, viser beboerne deres glæde over at være hjemme, men klager f.eks. over mangel på bl.a. skoler. Tv-avisen viste den 6. december en reportage fra en buskaravane i Libanon med 400 syriske flygtninge, som var på vej tilbage til Syrien. De er en del af de første 200.000 flygtninge, som skal tilbage til Syrien inden årets udgang ifølge en aftale indgået mellem den syriske og libanesiske regering. De mange, der vender tilbage, sætter gang i små projekter, og det tager trykket af inflationen. I dag er én amerikansk dollar faldet til 485 syriske pund.

Russerne i Syrien spiller som nævnt en stor rolle i at få flygtninge tilbage til Syrien. I juli etablerede russerne et modtagecenter for flygtninge i Syrien i samarbejde med landets myndigheder. Centret bistår de syriske flygtninge i at vende tilbage uden at risikere repressalier fra styret. Størstedelen af de syrere, som vender tilbage, er fra nabolandene, Tyrkiet, Jordan, Libanon og Irak. I de lande modtager flygtninge næsten ingen hjælp bortset fra et telt og andre småting. Fra de vestlige lande, hvor de får socialhjælp og lignede, er antallet af de tilbagevendende begrænset.

Hvordan overtaler man en syrisk familie i Danmark, som har en indtægt bestående af bistandshjælp og evt. suppleret af sort arbejde, til at vende tilbage? Familien bor i en lejlighed forsynet med el, vand og varme. Den familie ser i de arabiske tv-kanaler billeder fra Syrien, hvor tilbagevendte familier kommer hjem til et hus, som skal repareres, og som mangler vand, el og varme. Gaderne er oversvømmede med regnvand og mudder, fordi kloakkerne ikke er blevet vedligeholdt i de seneste syv år. Det er derfor ikke et spørgsmål om manglende sikkerhed, men en mangel på den samme levestandard, som vi kan tilbyde her i Vesten.

Repatrieringshjælp er en begyndelse, men ikke hele løsningen. Denne vil nok hjælpe den enkelte familie, som modtager den, men den hjælper ikke på skolemangel og nedbrudt infrastruktur. Ifølge dansk og international lovgivning er vi forpligtede til at hjælpe flygtninge i nød ved at give dem asyl. På samme måde er flygtninge forpligtede til at vende tilbage, når faren er drevet over.

En slags mini-Marshallhjælp til bestemte områder i Syrien med genetablering af infrastruktur og skoler vil få flere til at vende tilbage frivilligt. Der kunne bygges mange nye veje og skoler i Syrien for de 759 mio. kr., som muligvis snart skal bruges på at flytte lidt over 100 udlændinge til Lindholm. Det er vigtigt, at hjælpen administreres af internationale hjælpeorganisationer – på grund af den altomfattende korruption i Syrien – og eventuel i samarbejde med Rusland, som har det afgørende ord i disse områder. Nogle vil indvende, at man dermed er med at til at fastholde Assads magt. Det er korrekt, men der er desværre ikke noget, der tyder på, at man kan vælte ham.

Et Varmt Forår – min først roman

Fahmy Almajid, Et varmt forår,
paperback, roman,
412 sider

 

 

 

 

For den, der har mod på, midt i det politiske og populistiske debatklima, at lytte på en livsfortælling fra krydrede kulturer, er der både lyse og muntre billeder i Fahmy Almajids første roman, Et varmt forår. Det er en stort anlagt realistisk roman:

Ved solnedgang duellerede kirkeklokkerne, der ringede solen ned, med muezzinens kald til bøn fra moske-ernes minareter. Som muslim fejrede jeg Eid to gange om året, afslutningen på fastemåneden og Eid al-Adha (offerfesten) sammen med familien. Jul og påske blev fejret sammen med mine forskellige kristne venner, der ikke kunne blive enige om at holde jul på samme tid, fordi de tilhørte forskellige kirkelige retninger.

Bogen klipper mellem Danmark og Syrien, både før og nu, med udgangspunkt i fortælleren Sherkos liv og hans families tragiske historie i det atter i vore dage krigs- og ulykkesplagede hjemland.

I første del starter vi helt tilbage i 1940’erne hvor Syrien var under ‘fransk mandat’.

Min historie og mit liv begynder i en lille hytte i en ukendt landsby i den syriske steppeørken i den nordøst-lige del af landet, hvor Syrien grænser op til Tyrkiet mod nord og Irak mod syd. Det er midt i 1940’erne under det franske mandat. Eller det, der også bliver kaldt den franske besættelse af Syrien. Jeg ligger trygt i min mors mave, mens hver dag er en kamp for at overleve for hende og mine tre søskende, som mor siger med trist stemme.

Sherkos far bliver en del af oprøret, familien må flygte og den lille dreng bliver født i en fattig hytte. I anden del er han blevet en ung mand og søger til Danmark for at få en god uddannelse, der kan give ham en vigtig stilling i hjemlandet. Men han bliver hængende, kravler langsomt op i det sociale hierarki og så møder han Marianne. Senere bliver livet lidt mere gråt, lidt mere længselsfuldt og kompliceret, for der er langt fra Kamishly til København.

Fahmy Almajid er forfatter, journalist og foredragsholder med syrisk-kurdisk baggrund. Han kom til Danmark som studerende i 1971, og har tidligere været ansat i 22 år som journalist i DR Radios arabiske redaktion.

Som forfatter og debattør har han hovedsageligt beskæftiget sig med integration. Han har udgivet 3 børnebøger. Den første i 1983 om marokkanske Hassan, som møder den danske pige Lone. Senere, på baggrund af sit omfattende arbejde i 00’erne, som foredragsholder og konsulent indenfor integrationsområdet, udgav han to debat-bøger, Muslimerne kommer! (2002) og Get a life – ghetto life! (2004). Han har modtaget flere priser for sit arbejde, herunder Dansk Forfatterforenings Drassow-Legat (Dansk Forfatterforenings Fredspris) i 2007.

Man kan købe bogen på forlagets hjemmeside eller den kan bestilles hos alle boghandlere fra den 21. september.

http://detpoetiskebureau.dk/produkt/fahmy-almajid-et-varmt-foraar/

 

Muslimerne kommer!

“Muslimerne kommer!”
Af Fahmy Almajid
Forlag: Fremads debatbøger 2002

 

 

 

 

Med Muslimerne kommer! vil jeg videregive mine erfaringer fra næsten 30 års arbejde med integration. Hvorfra stammer de problemer, som vi vedvarende konfronteres med? Hvorfor er nogle grupper af indvandrere og flygtninge så svære at integrere?

Lektørudtalelse: Af Jytte Bræmer

Forfatteren er en kendt debattør i medierne. Han er syrisk kurder og har boet i Danmark siden 1971 og har derfor et indgående kendskab til problemstillingerne omkring etniske minoriteter og integration. Bogen kan bedst betegnes som en gennemgang af de problemfelter, integrationsprocessen støder på. Efter en kort præsentation af elementerne i islam og et historisk rids af nyere dansk indvandringshistorie, har emner som børneopdragelse, sex, nydanske piger, tvangsægteskaber, skole og daginstitution, sundhedsvæsen, muslimske skoler, arbejdsmarked hvert sit kapitel.

Bogen er ikke polemisk og debatterende i sin form, snarere konstaterende og præsenterende – selvfølgelig med en klar stillingtagen. Vejen fremad er ifølge forfatteren information. Bedre information af nydanskere om det danske samfund og dets værdier, og bedre information af danskerne om de fremmede kulturer. Hvor Ralf Pittelkow i sin nyligt udkomne bog Efter 11. september (2002/22) beskæftiger sig med Islam og Vesten i et lidt større perspektiv, så har denne flyttet de samme problemstillinger helt ind i vores danske hverdag.

Anmeldelser:

  • Information 30. nov. 2002: Nyttig håndbog til indvandrerdebat
  • Politiken 23. okt. 2002: De elsker gruppevoldtægt og hvidløg
  • Jyllands-Posten 20. okt. 2002: Set med muslimske briller
  • Politiken 19. okt. 2002: Det kan ende i Ragnarok (interview)
  • Srb.Info marts 2004: Anmeldelse