Lad os blive enige om, hvad integration betyder

Af Fahmy Almajid

Kronik, Jyllands-Posten, 12. maj 2019

Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt.

Der har aldrig været et større behov for en definition af ordet ”integration” som siden den store flygtningebølge, som i 2015 pludselig væltede ind over grænsen, blokerede motorveje og endnu en gang skabte debat om integration.

Mens regeringen og oppositionen lovede en ”snarlig integration”, så nægtede det største støtteparti for regeringen, Dansk Folkeparti, at integrere dem og så hellere, at de blev sendt tilbage. Journalisterne var ivrige efter svar på, hvordan man kunne integrere dem, og kunne de overhovedet integreres i det danske samfund?

Det er desværre ikke noget nyt med sådanne debatter. Jeg har hørt på dem, siden jeg kom hertil i 1971 – og de hænger mig efterhånden ud ad halsen – men jeg har aldrig hørt en klar og enig definition af ordet integration, og hvad det vil sige at være integreret.

Det bliver ofte nævnt i medier og debatter, at det er svært at integrere folk fra de muslimske lande.

Vietnamesiske bådflygtninge og kinesere bliver brugt som eksempler på en gruppe, som er godt integreret, fordi de passer deres restauranter og grillbarer uden problemer. Under debatten, som fulgte efter den tragiske hændelse, hvor den unge pakistanske pige Ghazala blev likvideret af sin egen familie, blev hendes familie nævnt som velintegreret; familien boede i egen villa, havde eget vognmandsfirma, og alle var i arbejde. Er integration så at være økonomisk uafhængig?

Førstegenerationsindvandrerne, der kom til landet i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, var meget flittige på det danske arbejdsmarked. De fleste arbejdede mere end otte timer om dagen, herunder lørdage og søndage. De havde ikke tid til at lære dansk eller brokke sig over deres underbetalte job og elendige arbejdsvilkår. Var de så integreret?

En del af debatten går også på, at flygtninge/indvandrere skal lære det danske sprog og få sig en uddannelse. Mange unge såkaldte anden- eller tredjegenerationsindvandrere eller unge med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig faktisk ret godt. Jeg kender personligt en del unge, hvor forældre havde lavtlønsjob, men hvor børnene i dag er jurister, læger, farmaceuter, tandlæger osv. Andre unge, der gerne ville have en faglig uddannelse, som erhvervslivet skriger på i dag, oplevede ofte problemer med at få en læreplads på grund af deres navne, pigerne, fordi de havde et stykke stof på hovedet.

Der er dog en gruppe af unge, som er helt fantastisk integreret i Danmark; nemlig de kriminelle!

De unge, som havde lært dansk, fik lærepladser hos rockergrupperne Bandidos og Hells Angels. Efter færdig ”uddannelse” dannede de deres egne bander. De første var Warriors og Vatos Locos. Efterhånden har de udviklet sig og ”forbedret” deres metoder. Takket være dem har vi i dag mange andre, f.eks. LTF, Brothas m.m. Da de ikke er særlige gode til at skyde, så hænder det, at de rammer en forbipasserende. Shit happens! Opfylder de ikke integrationskravet? De har jo lært dansk og opfører sig som en gruppe af danskere.

Nogle yderliggående højreorienterede politikere vil mere eller mindre smide samtlige flygtninge og indvandrere ud af landet. Imens yderliggående venstreorienterede synes, det er synd, og vil åbne grænserne for alle. Begge grupper er utroværdige og bidrager ikke med noget konstruktivt til integrationsdebatten. Den siddende regering har så forsøgt sig så med et forslag midt imellem, som gerne skal favne begge gruppers vælgere. Men lige udueligt.

Når politikerne ikke er enige om en definition af ”integration” og ”at være integreret”, så fører det til generaliseringer, som går ud over de flygtninge og indvandrere, som rent faktisk klarer sig godt. Men også generaliseringer, som ikke fører til andet end orddueller blandt politikere på begge fløje, uden at der bliver taget fat i de reelle problemer på integrationsområdet.

F.eks. var der på et tidspunkt en del omtale i medierne om familiesammenførte, som, efter et stykke tids ophold i Danmark, søgte asyl. Politikerne kaldte dem for grådige. De fleste af disse familier kommer fra områder i Syrien, hvor der ikke har været nogen luftbombardementer og meget få træfninger. Derfor giver det ingen mening, når mange af de familiesammenførte, der søger asyl, lovligt har krydset grænsen til f.eks. Tyrkiet, hvor de så har boet fire-syv år, før de bliver familiesammenført til Danmark. Rejseomkostningerne til Danmark bliver taget fra skatten, som lovlydige borgere betaler. Og efter et stykke tid her, søger de familiesammenførte så asyl i Danmark. Det er temmelig svært at finde ud af, om der er reel fare for deres liv, når de har levet sikkert i et naboland i adskillige år væk fra ”krigen” i Syrien. Og hvordan kan de være i fare i Danmark, når de har fået en opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring? Det eneste motiv, der står tilbage, er ønsket om at opnå flere økonomiske rettigheder her i landet.

Men her er det så, at kæden hopper af for mig. Hvorfor stopper politikerne ikke dette, når de selv betegner det som grådighed og udnyttelse af loven? Tværtimod skaber den slags udtalelser i medierne uden opfølgende konsekvens kun problemer for Mahmut eller Parvez, der sammen med deres familier knokler 16 timer i døgnet for at skaffe brød på bordet til familien. Der ryger lige nogle ruder i kiosken eller pizzeriaet efter sådan en udtalelse i medierne.

Det siges, at de veluddannede hurtigt bliver integreret. Desværre ikke, hvis de er utilpassede, som den gruppe af universitetsuddannede og studerende med syrisk baggrund, som jeg holdt et informationsmøde for nogle år tilbage. De havde alle fået asyl, men var meget utilfredse over, at deres uddannelse ikke var blevet godkendt med det samme i Danmark. De mente, at det skyldes diskrimination mod folk fra Mellemøsten. De havde svært ved at forstå, at de nok skulle bruge et par år som ”trainee” eller tage noget efteruddannelse, før de kunne regne med at være på niveau med deres fag her i Danmark. Uddannelsesniveauet i Syrien er ikke kun lavere end i Danmark, men også utrolig korrupt. En studentereksamen fra Syrien svarer godt og vel til folkeskolens afgangsprøve. Dertil kommer så, at man kan betale sig til at få en eksamen eller et job, specielt hvis man har forbindelser til styret. Det kan derfor være svært at vide, om en syrisk person rent faktisk kan det, de på papiret er uddannet til. Tilbage i 2011 fik jeg at vide, at det kostede omkring 6.000 kr. for en universitetsstuderende, hvis de ville bestå deres eksamen uden at være til stede. Mange af dem, som jeg holdt informationsmødet for, erklærede, at de ville tage tilbage til Syrien, hvor de kunne klare sig bedre. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad de oprindelig havde givet som motiv for deres asyl.

Integrationen er blevet vanskeligere efter 2015. Det store antal flygtninge og senere tilkomne familiemedlemmer skabte boligproblemer for kommunerne. Flygtninge og deres familier blev derfor henvist til ghettoer. Mange af dem var håndværkere eller havde haft små restauranter og sandwichbarer i Syrien. I dag er der spisesteder, forretninger og værksteder, der er ejet af disse. Så kontakten med det omgivende samfund er reduceret, da de næsten dækker alle behov inden for ghettosamfundet. Hvis vi siger, at når man er selvforsørgende, så er man integreret, er det så nok? For at gøre det nemmere for alle kunne politikerne på tværs af partifarver ikke blive enige om en definition af ”integration” og udstede en borgervejledning til asylsøgere om, hvilke krav Danmark stiller til en ny borger; hvordan og hvornår er man integreret. Er det, når man er i arbejde? Når man har mange danske venner? Er medlem af en af de mange foreninger i Danmark? Skal man både være økonomisk og socialt integreret, eller er det nok kun at opfylde det ene krav? Ville det ikke være en fordel for Danmark, hvis politikerne kunne finde ud af det?

Get a life – Ghettolife! Om hverdagen i et boligsocialt område

“Get a life – Ghettolife! Om hverdagen i et boligsocialt område”

Af Malene Grøndahl og Fahmy Almajid
Forlaget Alfabeta, 2004

Bogen er bygget op om et af mine ambassadørprojekter. Hvordan ser livet i en ghetto ud, når tv-kameraerne er slukket? Hvad synes indvandrere og flygtninge om at bo sammen med andre med etnisk minoritetsbaggrund, og hvad synes danskerne?

Lektørudtalelse: Af Lone Fosdal

Erfaringer fra et såkaldt ambassadørprojekt i Hundige-bydelen Askerød, hvor 10 personer med indvandrerbaggrund blev uddannet i beboerdemokrati og danske samfundsforhold med henblik på at hjælpe med at skabe dialog mellem de forskellige etniske grupper og danskere i området. Med henvisninger til litteratur, film og internetadresser

Journalist Malene Grøndahl har arbejdet tæt sammen med Fahmy Almajid under et projekt i Askerød med det formål at skabe bedre integration. Fahmy Almajid bygger på indvandrernes egne resurser, han ønsker at få dem til at tage medansvar for udviklingen. En gruppe ambassadører, beboere med arabisk, tyrkisk og kurdisk baggrund, deltog i et kursus om børneopdragelse, skole-hjem samarbejde, kriminalitet mm. De skulle derefter være med til at skabe dialog mellem de etniske grupper i bebyggelsen, oplyse om beboerdemokrati og få indvandrerne til at deltage i det halvårlige afdelingsmøde. Der lægges ud med en reportage fra beboermødet – to unge kvinder fra ambassadørgruppen blev valgt til afdelingsbestyrelsen – derefter tages forskellige aspekter af integrationsproblematikken op med udgangspunkt i Askerødprojektet, men med inddragelse af erfaringer, eksempler og synspunkter fra andre steder, fra undersøgelser, debatindlæg mm. Reportageformen bruges flittigt, det gør beskrivelsen let læselig og vedkommende. De enkelte emner belyses fra forskellige synsvinkler. Det giver både en nuanceret forståelse og en forståelse for, at der ikke er nogle nemme forklaringer og løsninger. Bogen er relevant for alle politisk interesserede, forenings- og organisationsfolk og folk der arbejder med integration på alle niveauer

Anmeldelser og omtale:

  • www.retspolitik.dk, marts 2005: Get a life -Ghetto life
  • www.folkeskolen.dk, 14. februar 2005: Get a life -Ghetto life
  • TV Avisen, 1. november 2004: Interview
  • TV2 Øresund, 1. november 2004: Interview
  • Ritzau, 1. november 2004: Ghettoproblemer kan løses
  • Politiken, 1. november 2004: Dialogen vejen ud af ghettoen
  • Information, 30. oktober 2004: Beboere skal selv løse ghettoproblemer
  • Jyllands-Posten, 30. oktober 2004: Stol aldrig på en ghettoperker!

Forlaget Alfabeta, 20. oktober 2004: Pressemeddelelse

Ny bog: Get a life – ghetto life! af Fahmy Almajid og Malene Grøndahl. 145 sider. 160 kr. Udkommer 1. november 2004.

Hvordan ser livet i en ghetto ud, når tv-kameraerne er slukket? Hvad synes indvandrere og flygtninge om at bo sammen med andre med etnisk minoritetsbaggrund, og hvad synes danskerne?

Get a life – ghetto life! kommer vi tæt på beboerne i Hundige-bydelen Askerød – et sted, som beboerne ikke selv kalder en ghetto, men som er blevet stemplet som sådan af omverdenen. Her følger vi en proces, hvor beboerdemokratiet styrkes, men hvor der også opstår nye konflikter og interessemodsætninger.

Den dokumentariske fortælling om udviklingen i Askerød er vævet sammen med generelle fakta og informationer om ghettoer i Danmark – og om de problemer og muligheder, som de boligsociale områder rummer.

Forfatternes udgangspunkt er, at der er problemer i de såkaldte ghettoer i Danmark. Men samtidig er det bogens grundpræmis, at der endnu er mange uafprøvede muligheder – og det er nogle af disse muligheder, bogen beskriver. Bogen følger et såkaldt ambassadørprojekt i Askerød, som blev ledet af integrationskonsulent Fahmy Almajid, og som i øjeblikket bliver gennemført i andre boligsociale områder.

Det positive og optimistiske budskab i bogen udtrykkes klart af en af de arabiske deltagere i ambassadørprojektet, som glæder sig over, at de etniske minoriteter nu har engageret sig i beboerdemokratiet: ”Vi vil gerne være med. Vi troede bare ikke, at vi måtte eller kunne. Vi havde næsten besluttet os for, at det var umuligt. Men så tog vi en ny beslutning.”

Ghettoerne opfattes som parallelsamfund præget af fjendtlighed og fundamentalisme. Men de er også noget andet og mere. Denne bog handler om begge dele. Skyggesiderne og de små lys i mørket.

Get a life – ghetto life! henvender sig både til fagfolk som sagsbehandlere, boligrådgivere, pædagoger og politifolk samt til alle, der ønsker at vide mere om udviklingen i Danmarks såkaldte ghettoer.

Venlig hilsen

ALFABETA

  1. oktober 2004

Muslimerne kommer!

“Muslimerne kommer!”
Af Fahmy Almajid
Forlag: Fremads debatbøger 2002

 

 

 

 

Med Muslimerne kommer! vil jeg videregive mine erfaringer fra næsten 30 års arbejde med integration. Hvorfra stammer de problemer, som vi vedvarende konfronteres med? Hvorfor er nogle grupper af indvandrere og flygtninge så svære at integrere?

Lektørudtalelse: Af Jytte Bræmer

Forfatteren er en kendt debattør i medierne. Han er syrisk kurder og har boet i Danmark siden 1971 og har derfor et indgående kendskab til problemstillingerne omkring etniske minoriteter og integration. Bogen kan bedst betegnes som en gennemgang af de problemfelter, integrationsprocessen støder på. Efter en kort præsentation af elementerne i islam og et historisk rids af nyere dansk indvandringshistorie, har emner som børneopdragelse, sex, nydanske piger, tvangsægteskaber, skole og daginstitution, sundhedsvæsen, muslimske skoler, arbejdsmarked hvert sit kapitel.

Bogen er ikke polemisk og debatterende i sin form, snarere konstaterende og præsenterende – selvfølgelig med en klar stillingtagen. Vejen fremad er ifølge forfatteren information. Bedre information af nydanskere om det danske samfund og dets værdier, og bedre information af danskerne om de fremmede kulturer. Hvor Ralf Pittelkow i sin nyligt udkomne bog Efter 11. september (2002/22) beskæftiger sig med Islam og Vesten i et lidt større perspektiv, så har denne flyttet de samme problemstillinger helt ind i vores danske hverdag.

Anmeldelser:

  • Information 30. nov. 2002: Nyttig håndbog til indvandrerdebat
  • Politiken 23. okt. 2002: De elsker gruppevoldtægt og hvidløg
  • Jyllands-Posten 20. okt. 2002: Set med muslimske briller
  • Politiken 19. okt. 2002: Det kan ende i Ragnarok (interview)
  • Srb.Info marts 2004: Anmeldelse