Jyllands-Posten, onsdag 2. januar 2019
Hvordan overtaler man en syrisk familie i Danmark, som har en indtægt bestående af bistandshjælp, til at vende tilbage? En slags mini-Marshallhjælp vil få flere til at vende tilbage frivilligt.
Forskellige nye tiltag vil ifølge finanslovsaftalen sikre hjemsendelsen af herboende syriske flygtninge og familiesammenførte. De er i Danmark for at få beskyttelse og et midlertidigt ophold, men skal tilbage, når forholdene i Syrien tillader det. Hvordan er forholdene så i Syrien, og hvad venter dem?
Siden det syriske regime med russisk støtte generobrede store områder, har Rusland forsøgt at løse det syriske flygtningeproblem ved at lægge pres på det syriske regime, så flygtningene kan vende sikkert hjem. Genopbygningen af landet er næste skridt herefter, og russernes bagtanker er naturligvis, at russiske firmaer får kontrakterne på genopbygningen af Syrien.
Det er vigtigt at huske, at der er steder i Syrien, f.eks. det nordøstlige område og hovedstaden, hvor der ikke har været bombninger eller direkte krigshandlinger. Således er der steder, hvor flygtninge uden store problemer kan vende tilbage til; folks huse og lejligheder er der stadig, medmindre de har solgt disse for at skaffe penge til rejsen til Europa.
Men affolkningen og såkaldt brain drain som følge af flygtningestrømmene ud af Syrien siden 2011 har givet en kraftig stigning i arbejdsløshed og manglende beskæftigelsesmuligheder, også i de områder hvor der ikke er ødelæggelser. En af de syriske flygtninge, jeg har mødt herhjemme, fortalte, at han i Syrien ejede et lille værksted med to medarbejdere. Tre familier levede af det lille værksted. Han havde aldrig overvejet eller drømt om at forlade landet, men i takt med inflationen og fald i købekraften i forhold til indkomststabilitet og stigende priser på bl.a. råvarer var han nødt til lukke værkstedet, fortalte han mig. I dag er han og de to andre medarbejdere og deres respektive familier på bistand i Danmark. Denne mands historie er typisk for de mange, som flygtede fra dårlig økonomi i ikkekrigshærgede områder af Syrien og afgav falske krigshistorier for at opnå asyl i Vesten. Denne mand er én af dem, som jeg vil betegne som økonomisk flygtning og ikke sikkerhedstruet flygtning.
Som bekendt begyndte det hele med fredelige demonstrationer i 2011, hvor folk forlangte frihed og demokrati. Regimet brugte magt mod demonstranter, og kort efter overtog voldelige grupper scenen. Både pro- og antiregeringsmilitser, libanesiske Hizbollah, Iran, Tyrkiet m.fl. ville gerne have deres del af kagen. Dette satte gang i udrejsen, også fra de sikre områder, hvor der ikke var krigshandlinger. Balkan-ruten i 2015 gjorde det muligt at komme næsten gratis til Vesten i modsætningen til årene før, hvor det havde kostet mellem 70.000-80.000 kr. pr. person at blive smuglet hertil.
Millionbyen Aleppo er Syriens industrihovedstad. Den er kendt især for sine tekstilfabrikker. I begyndelsen af oprøret trængte både oprørere og militser, der var loyale over for styret, ind i byen. Sammenstød mellem de forskellige grupper var voldsomme og ødelæggende for byen. Produktionen gik i stå. Mange fabriksejere afmonterede fabrikkerne og fragtede dem til udlandet, f.eks. til Egypten og Tyrkiet. I dag er tusindvis af andre små og store syriske fabrikker i fuld sving i nabolandene. En stor succes for fabriksejerne, men et stort tab for de syriske medarbejdere, der blev arbejdsløse.
Trods de mange millioner, der er flygtet ud af Syrien, så er arbejdsløsheden rekordhøj. En rapport udarbejdet af Verdensbanken i 2016 placerede Syrien som nr. 196 ud af 200 lande i en opgørelse over mindsteløn. Kun fire lande har en mindsteløn, som ligger under Syriens. Ifølge tal fra det syriske ministerium for administrativ udvikling skulle arbejdsløshedstallet være steget fra mellem 6-8 pct. før 2011 til nu 53 pct.
Direktør for det centrale statistiske kontor i Damaskus udtalte i november til den regeringstro avis Tishreen: »(…) der er mange, der har mistet deres job i den private sektor som følge af ødelæggelser eller lukning af fabrikker og produktionsfaciliteter, og antallet af udvandrede steg især i 2015, hvor det mest var unge mænd, som udgjorde kernen af den syriske arbejdskraft, som udvandrede til udlandet (…)«
Inflationen steg i takt med stigning i udvandringen. Inden borgerkrigen var en amerikansk dollar lig med 45 syriske pund, men i løbet af konflikten kom én dollar til at koste hele 650 syriske pund, og hermed faldt det syriske punds købekraft. Lønnen følger ikke inflationen og dækker langtfra de daglige leveomkostninger. Syriske flygtninge spørger således sig selv, om de, i lyset af den nuværende situation, har mulighed for at finde et job og leve af det, hvis de vender hjem.
Men inflationen bliver reguleret af antallet af de flygtninge, som vender hjem; jo flere, der vender hjem og skaber job, jo hurtigere falder inflationen. I september var der forhandlinger i Kasakhstans hovedstad Astana mellem de forskellige syriske aktører. Forhandlingerne, som blev ledet af Rusland, Iran og Tyrkiet, endte med en våbenhvile, som standsede krigshandlinger i det nordlige Syrien ved byen Idlib. Kort efter våbenhvilen erklærede forhandlingsgruppens fællesrepræsentant, at over 50.000 syrere var vendt tilbage. Strømmen af indbyggere, der vender tilbage til deres hjemby, fortsætter dagligt. En talsmand fra det lokale råd fortalte, at skoler, vand- og elforsyningen er blevet repareret i hele området.
I begyndelsen af november udtalte en talsmand for koordinering af de syriske flygtningenes tilbagevenden, at mere end halvanden million syriske borgere var vendt tilbage til deres byer rundt om i landet. Han tilføjede, at i løbet af den første uge i november returnerede over 7.000 syrere, herunder over 5.000 fra udlandet, resten var internt fordrevne fra forskellige dele af landet.
Efter befrielsen af henholdsvis Raqqa og Kobani vendte over 250.000 borgere tilbage til de to bombeødelagte byer. Genopbygning skete trods de små midler, som de hjemvendte borgere medbragte. Selv om der er stadig mangel på infrastruktur, viser beboerne deres glæde over at være hjemme, men klager f.eks. over mangel på bl.a. skoler. Tv-avisen viste den 6. december en reportage fra en buskaravane i Libanon med 400 syriske flygtninge, som var på vej tilbage til Syrien. De er en del af de første 200.000 flygtninge, som skal tilbage til Syrien inden årets udgang ifølge en aftale indgået mellem den syriske og libanesiske regering. De mange, der vender tilbage, sætter gang i små projekter, og det tager trykket af inflationen. I dag er én amerikansk dollar faldet til 485 syriske pund.
Russerne i Syrien spiller som nævnt en stor rolle i at få flygtninge tilbage til Syrien. I juli etablerede russerne et modtagecenter for flygtninge i Syrien i samarbejde med landets myndigheder. Centret bistår de syriske flygtninge i at vende tilbage uden at risikere repressalier fra styret. Størstedelen af de syrere, som vender tilbage, er fra nabolandene, Tyrkiet, Jordan, Libanon og Irak. I de lande modtager flygtninge næsten ingen hjælp bortset fra et telt og andre småting. Fra de vestlige lande, hvor de får socialhjælp og lignede, er antallet af de tilbagevendende begrænset.
Hvordan overtaler man en syrisk familie i Danmark, som har en indtægt bestående af bistandshjælp og evt. suppleret af sort arbejde, til at vende tilbage? Familien bor i en lejlighed forsynet med el, vand og varme. Den familie ser i de arabiske tv-kanaler billeder fra Syrien, hvor tilbagevendte familier kommer hjem til et hus, som skal repareres, og som mangler vand, el og varme. Gaderne er oversvømmede med regnvand og mudder, fordi kloakkerne ikke er blevet vedligeholdt i de seneste syv år. Det er derfor ikke et spørgsmål om manglende sikkerhed, men en mangel på den samme levestandard, som vi kan tilbyde her i Vesten.
Repatrieringshjælp er en begyndelse, men ikke hele løsningen. Denne vil nok hjælpe den enkelte familie, som modtager den, men den hjælper ikke på skolemangel og nedbrudt infrastruktur. Ifølge dansk og international lovgivning er vi forpligtede til at hjælpe flygtninge i nød ved at give dem asyl. På samme måde er flygtninge forpligtede til at vende tilbage, når faren er drevet over.
En slags mini-Marshallhjælp til bestemte områder i Syrien med genetablering af infrastruktur og skoler vil få flere til at vende tilbage frivilligt. Der kunne bygges mange nye veje og skoler i Syrien for de 759 mio. kr., som muligvis snart skal bruges på at flytte lidt over 100 udlændinge til Lindholm. Det er vigtigt, at hjælpen administreres af internationale hjælpeorganisationer – på grund af den altomfattende korruption i Syrien – og eventuel i samarbejde med Rusland, som har det afgørende ord i disse områder. Nogle vil indvende, at man dermed er med at til at fastholde Assads magt. Det er korrekt, men der er desværre ikke noget, der tyder på, at man kan vælte ham.
