USA’s fem største fejl

Sep 14th, 2014 | By Fahmy | Category: Artikler

Kronik, Jyllands-Posten 8. september 2014<>

Tør den amerikanske regering indrømme sine fejl? Tør den anerkende Kurdistan som en selvstændig stat og give kurderne de tunge våben, som en stat har behov for?
Hvad amerikanerne ikke ville eller kunne, har kurderne til gengæld bevist, at de godt tør og vil. De har med deres lette våben modstået terrorgruppen IS (tidligere benævnt Isil), hvor den irakiske hær, trænet og udrustet af amerikanerne, fejlede.

Første fejl: Afskedigelsen af den irakiske hær

I maj 2003 sendte den daværende amerikanske guvernør i Bagdad, Paul Bremer, et afskedsbrev til hundredtusindvis af irakiske officerer og menige soldater. Det viste sig senere, at han havde taget beslutningen uden at konsultere sig med det amerikanske udenrigsministerium eller den øverste amerikanske militærmyndighed i Irak. De afskedigede soldater stod uden løn eller mulighed for et nyt job.

»I nedkastede flyers, hvor I bad os om ikke at udøve modstand og om at nedlægge vores våben. Vi adlød jeres ordrer. Er dette belønning?« spurgte en vred irakisk officer dengang i en arabisksproget tv-station. Han tilføjede, at de – underforstået de afskedigede soldater – ville kæmpe imod, hvad de så som en amerikansk besættelseshær.

Og det skete. Et stort antal af soldaterne fra den tidligere irakiske hær meldte sig under faner hos forskellige militser og terrorgrupper. En fejl, der kostede 4.500 amerikanske soldater livet. Andre 30.000 blev såret. Krigen kostede i samme periode flere hundredtusinder irakere livet. Da amerikanerne efter 8½ år forlod Irak den 15. december 2011, efterlod de et land knuget af kaos, konflikter og Mellemøstens svøbe, korruption.

»Vi er stærke nok til at forsvare vores land,” udtalte en irakisk officer til det irakiske nyhedsbureau samme dag. Tre år senere overtog IS uden problemer en tredjedel af Irak og besejrede den næststørste hær i Mellemøsten.

Anden fejl: Nuri al-Maliki, den forkerte mand
De amerikanske politikere og hærens generaler holdt lange afskedstaler. I talerne lød det, at de forlod Irak som et demokratisk land, at de havde væltet en diktator, og atirakerne nu var et frit folk. Intet kunne være længere fra sandheden. Som vi alle kunne se, viste premierministeren Nuri al-Maliki sig at være lige så diktatorisk, sekterisk og korrupt som sin forgænger Saddam. Han undertrykte de sunnitiske flertal i landet, tiltog sig flere og flere beføjelser og kunne ikke nøjes med stillingen som premierminister, men blev også forsvars- og indenrigsminister. Samtidig åbner han landet for iransk indflydelse.

Nuri al-Maliki måtte i 1980 flygte til Syrien på grund af sin aktive politiske kamp mod Saddam Hussein. Frem til april 2003 boede han både i Syrien og Iran. I 2006 blev han valgt som Iraks nye premierminister. Et valg efter mellemøstlige standarder, der dog fik amerikansk velsignelse. Ved valget i november 2010 vandt han endnu en ny 4-års periode. Et valg, der dog ikke kan betegnes som frit. Efter de sidste måneders kaos fik USA, Iran og de shiitiske åndelige ledere nok af ham og tvang ham til at gå af.

Tredje fejl: Amerikanerne stolede på den korrupte irakiske efterretningstjeneste
Da IS den 11. juni i år rykkede ind i den irakiske millionby Mosul, var det på baggrund af en del forberedelser. Jeg kan ikke tro andet, end at de amerikanske satellitter i ugerne op til den 11. juni har registreret usædvanlige troppebevægelser fra Raqqa i Syrien mod Irak. Amerikanerne må enten have stolet på de irakiske styrker, som var bevæbnet til tænderne med moderne amerikanske våben, og som de selv havde trænet. Eller de stolede på den irakiske efterretningstjenestes bagatellisering af situationen. En fejlvurdering, ved vi i dag. Hvordan kunne amerikanerne tage så meget fejl? Hvis vi skal tro Edward Snowden, så overvåger de alt, selv den sms, jeg sendte til min kone i morges.

Fjerde fejl: Amerikanerne nægtede at sælge tunge våben til kurderne
I slutningen af april i år sendte det kurdiske selvstyre en delegation til Washington for at købe våben. På baggrund af en anmodning fra Bagdads centralregering nægtede amerikanerne. Endnu en stor fejl.

Hvis de havde haft tunge våben, kunne de højst sandsynligt have forhindret de horrible massakrer, som IS begik i Sinjar-området mod kristne og yezidier. Kurdistans bevæbnede styrker, peshmerga – som bogstaveligt betyder ”Dem, der konfronterer døden” – ca. 250.000 bevæbnet mænd, har høj moral, er gode krigere, men er dårligt bevæbnede.

Deres våbenarsenal består hovedsageligt af AK-47-rifler, RPG-7- raketter og 82 mm artillerigranater. I den første uge af august rykkede peshmerga frem mod Mosul for at beskytte de kurdiske landsbyer, som den irakiske hær forlod i al hast.

Fremrykningen mod IS og deres allierede har skabt en front på ca. 200 km. Det lykkedes peshmerga at besejre IS og generobre flere landsbyer. Men da IS hentede flere styrker, blandt andet fra Syrien, og flere tunge våben, kunne peshmergas lette våben ikke længere modstå angrebene. IS rykkede hurtigt mod Kurdistans hovedstad, Erbil og begik de forfærdelige massakrer, som vi har læst og hørt om. Amerikanske fly gik først på vingerne, fordi de skulle beskytte deres interesser og de amerikanske militærrådgivere i Erbil. Dernæst for at beskytte de 50.000 flygtninge på Sinjar-bjerget, som var omringet af IS.

Femte fejl: USA nægtede at aflevere tunge våben til Den Frie Syriske Hær, FSA
Washington har gentagne gange afvist at aflevere våben til den syriske opposition og nægtet enhver form for militær intervention. Det efterlod et tomrum, som IS har forstået at udnytte. FSA kunne i løbet af 2012 og 2013 have befriet et stort område i det nordlige og sydlige Syrien.

Rusland afleverede krigsfly, raketter og tanks m.m. til regimet. FSA forsøgte forgæves at få blandt andet luftværns- og panserraketter, som de kunne forsvare sig med, men fik kun beskyttelsesveste og natkikkerter fra Vesten. I 2013 dukkede en anden og mere aggressiv gruppe op, nemlig Isil. Den vendte sine våben mod FSA i stedet for regimet. FSA, som var svækket på grund af manglende våben og ammunition, tabte slaget, og de befriede områder er i dag erobret af IS, som de kalder sig i dag.

Disse og flere andre mindre strategiske fejl fra USA’s side er årsagen til den nuværende kaotiske situation i Irak og Syrien. Jeg mener, at situationen kan vendes, hvis fokus bliver flyttet til kurderne i Kurdistan, som vil være en pålidelig partner for Vesten i området.

Det kurdiske folk bebor et område, som i dag er en del af Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Desuden findes et mindre antal kurdere i Georgien, Armenien og Rusland.

Da Kurdistans leder, Barzani, i juni i år meddelte, at han ville holde folkeafstemning om en selvstændig kurdisk stat i Nordirak, fik han stærke og negative reaktioner fra USA, Iran og alle de arabiske lande.

Den eneste stat, der støttede forslaget, var Israel, hvor der er en stor og stærk kurdisk befolkningsgruppe, fordi mange tusinde kurdiske jøder er udvandret fra Irak til Israel siden 1950’erne. Mange kurdere har beklædt høje poster i Israel. Barzani har dog efter talen haft travlt med at beskytte det nuværende selvstyre mod truslen fra IS og har ikke siden nævnt en folkeafstemning.

Når små befolkninger, der tæller under en million, såsom Dubai og Bahrain kan kalde sig for en stat, hvorfor ikke kurderne? Kurderne, som udgør over 40 millioner, har boet i området siden 3500 f. Kr., taler mere eller mindre samme sprog og fejrer deres højtider samtidig over hele verden.

De har også ret til deres egen stat og har fortjent Vestens støtte. Siden kurderne fik deres selvstyre for mere end 10 år siden i Nordirak, er området blevet udviklet til et højt niveau.

En senator, der som en del af en amerikansk delegation besøgte selvstyret, var meget imponeret. Han udtalte til medierne, at de arabiske lande har meget at lære fra kurderne.

Tags: , ,

Comments are closed.