Tryg Årsskrift 2002

Af Fahmy Almajid

Da jeg kom til Danmark for 30 år siden, var mit mål at afslutte min uddannelse og vende hjem så hurtigt som muligt. Selv om jeg var sammen med mange mennesker på Københavns Universitetet hver dag, savnede jeg alligevel det fællesskab, jeg tidligere var vant til i mit hjemland. I København vrimlede det med folk omkring mig, ved busstopstedet, på gaden, i forretninger hvor jeg handlede, men jeg følte mig aldrig helt tryg ved situationen i de første mange måneder. Trods alle disse mennesker omkring mig følte jeg mig fremmed og isoleret; kan jeg lære sproget? Kan jeg klare mig økonomisk? Kan jeg forny min opholdstilladelse næste gang? ..osv. Alt dette fjernede trygheden fra min hverdag, men tanken om en hurtig afslutning på uddannelsen og hjemrejsen gav mig styrken til at fortsætte. Indkaldelse til militærtjeneste i mit hjemland midt under studieopholdet i Danmark, betød et ufrivilligt længere ophold i Danmark. Jeg nægtede at afbryde mit studium for at tage hjem til to og et halvt års militærtjeneste. Denne beslutning fik den konsekvens, at jeg ikke kunne vende hjem uden at komme i fængsel og få dobbelt så lang en militærtjeneste som normalt. I de følgende mange år lærte jeg mange dejlige mennesker at kende og holde af. Trygheden fandt jeg her i Danmark. Jeg fik dansk statsbogskab, jeg afsluttede min uddannelse, fik et job og blev en del af fællesskabet på danske betingelser og danske normer. Jeg fik danske bekendte, men dybe venskaber som man har i Mellemøsten var svære at etablere. Det skyldtes ikke min fremmed herkomst, men definitionen på venskaber er forskellige i de to kulturer.

Drømmen om at vende hjemme var der stadigvæk. I mine drømme var alt der hjemme bare skønt og dejligt. I de 15 lange år her i Danmark, hvor jeg ikke kunne tage hjem til min familie og venner, forsvandt alle de negative minder fra min hukommelse, jeg fastholdt kun gode minder, som med årenes gang fik flere og dejligere farver tilføjet, til sidst var mit tidligere hjemland blevet til et stykke af paradis. Men mine drømmer holdt slet ikke, da jeg efter 15 år fik amnesti og kunne rejse hjem. Virkeligheden var anderledes barsk. Alt var ikke bare skønt og dejligt. Det fællesskab, som jeg havde engang, var væk. Mine gode venner havde ændret sig, og det havde jeg også. Vi var fremmede over for hinanden efter alle de år, selv min familie virkede anderledes. Jeg følte mig ikke mere tryg der. Jeg ville hjem, denne gang til Danmark, hvor min familie og børn var. Danmark var blevet mit rigtige hjem.

Nogle vil sige; det er fordi han er integreret. Måske har de ret. Men jeg er ikke den eneste. Første generation af indvandrere og flygtninge drømmer om at vende hjem igen. Nogle indvandrere venter på at få økonomien i orden, inden de rejser hjem. Andre flygtninge venter på tyrannens fald i deres hjemland, så de igen kan vende hjem til stabilitet og en tryg tilværelse. Meget få af dem får deres drøm realiseret. Majoriteten sidder fast, men ingen kan tage deres drøm fra dem. Drømmen om at rejse hjem forsøger første generation at give videre til deres børn, men de glemmer, at deres børn allerede er hjemme. Der, hvor man er født, opvokset og har sine venner er hjemme. En af det vigtigste ting i indvandrere/flygtninges liv er familiesammenholdet. Desværre er familien ofte det første, der falder fra hinanden, når de kommer til Danmark. Faderen mister sin position som forsørger og dermed også sin position som familiens overhoved, hvilket betyder, at børnene mister respekten for deres far. Forsøg på integration igennem mange år og skiftende regeringer er mislykkedes, da man aldrig har forsøgt en integrationspolitik med hensyntagen til familiernes traditioner og levevis. Resultatet er blevet splittelse og mange tragedier i disse familier.

Der er tusinde andre fra min generation, som har stiftet familie og en tryg tilværelse her i Danmark, men forvirring mellem to kulturer og den manglende integration kan være årsagen til, at nogle forældre ikke magter at løse deres forældreopgave over for deres børn. I disse tilfælde må fællesskabet gribe ind og overtage opgaven. For mange af disse forældre er familie lig ære. Når deres børn havner i kriminaliteten eller tvangsfjernes, mister familien dermed sin ære. De fleste af disse familier har forladt deres hjemlande for at søge et bedre liv. Flygtninge, som er truet på deres liv, som søger en tryg tilværelse til dem og deres børn i et land som Danmark. Mange falder til, skaber et bedre liv og et fællesskab med deres landsmænd eller danskere. Men jeg har også oplevet en del rådvilde forældre, der føler sig udstødt af befolkningen i det nye land. De isolerer sig fra et samfund, som i deres øjne er fjendtlige over for dem og deres børn. Når fællesskabet griber ind, betragter disse forældre et sådan indgreb som en fjendtlig handling. De trækker sig længere tilbage, føler en afmagt over for systemet og efterlader deres børns fremtid i fællesskabets hænder.” Hvorfor tager du dig ikke af dine børn?” spurgte jeg en af dem. ”Siger du mine børn!! De er ikke mine børn, de er kommunens børn”, svarede han.