Forum for Skoleledelse, februar/marts 2002

Af Fahmy Almajid

Det er en kendsgerning, at skole-hjemsamarbejde, hvad angår de såkaldte ”tosprogede” forældre er utilfredsstillende over hele landet. Årsagerne er mange, men den vigtigste er, at folkeskolen stadigvæk ikke er udrustet til at modtage tosprogede elever. Det er også en kendsgerning, at procentandelen af tosprogede, som forlader folkeskolen uden en 9. klasse afgangsprøve er høj i forhold til jævnaldrende danske kammerater. Og at kriminaliteten blandt de tosprogede er betydelig højere. Kan disse to kendsgerninger forbindes? Svaret er, efter min mening, JA.

Rygtet løber foran
Lærerne i Folkeskolen er ikke i stand til at forstå og hjælpe de tosprogede elever, og generelt er de dårlige til at kommunikerer med de unges forældre. Lærerne burde allerede i deres grunduddannelse modtage viden om tosprogedes sociale baggrund, kultur, traditioner og religion. Det er op til det enkelte seminarium, om de vil undervise i fremmed kultur. Derfor er det langt fra alle færdiguddannede lærere, som har en sådan viden. Mange nye lærere vil måske støtte sig til deres ældre kolleger på skolen, når der opstår et problem. Men hvis problemet har forbindelse med tosprogede elever, er det ikke sikkert den ældre kollegers råd vil være brugbart. De ældre lærere har heller ikke lært noget om fremmed kulturer i deres grunduddannelse, og nogle af dem har dannet myter om de elever, der har en anden oprindelse end dansk. Uden at jeg kan støtte mig til nogen statistik, vil jeg vove den påstand, at hyppigheden af tosprogede elever som flyttes rundt mellem kommunernes folkeskoler er stor. Når jeg siger, at jeg ikke kan støtte mig til statistikker, er det, fordi jeg ikke har hørt om en sådan statistik. Men i forbindelse med mit arbejde med integration i de sidste mange år, enten som lærer, journalist eller konsulent, har jeg mødt mange unge, som har oplevet at blive flyttet fra en skole til en anden, inden de til sidst blev smidt ud fra skolen uden en afgangseksamen. Årsagen er i mange tilfælde bagateller, drengestreger og almindelige stridigheder i frikvarter. I nogle tilfælde har man fra skolens side flyttet eleven direkte til en anden skole, i stedet for at flytte eleven til en parallelklasse på samme skole; på den måde kunne man have reddet eleven fra et nederlag. For nogle af disse elever starter deres rutsjetur mod samfundets bund, når de at blive tvangsflyttet til en anden skole. En af de unge fra den ”hårde kerne ” sagde til mig: ”Da læreren på den nye skole skulle præsentere mig for klassen, sagde læreren: ”Han er flyttet til os, fordi han er ballademager”. ”Derfor var jeg nødt til at leve op til min rygte”, sagde den unge mand. 

Sprog og stolthed
Betegnelsen ”tosprogede giver som regel negative associationer. Årsagen til at nogle skoler har en meget høj koncentration af tosprogede elever, er, at danske forældre skynder sig at flytte deres børn fra skoler med en vis procentandel af elever med en mørk hudfarve. Resultatet er, som vi ser i nogle tilfælde, at nogle skoler er oppe på næsten 100 % tosprogede ud af det samlede antal elever. Ubevidst eller bevidst har nogle lærer et negativt forhold til disse elever. Det kan være på grund af en eller flere ubehagelige erfaringer med disse elever. Dette medfører at nogle lærere generaliserer, som man også ser det blandt resten af befolkningen. Desværre oplever jeg tit dette, når jeg holder foredrag, hvor et enkelt eksempel bliver trukket frem og konklusionen er ”sådan er de alle”.
Et bedre skole-hjemsamarbejde kunne være løsning, men der er mange barriere. En af barriererne, bortset fra lærerne, er forældrene. Fænomenerne forældremøde på skolen, forældrerepræsentanter og at være aktiv i skolebestyrelsen er ukendt i de fleste af de lande, som indvandrere og flygtninge stammer fra. Desuden er integrationen især mislykkes for den ressourcesvage gruppe. Derfor vil skole-hjemsamarbejde fortsat være et ukendt begreb for denne gruppe. Det medfører flere kriminelle unge, flere tabere.

I forbindelse med et integrationsprojekt, som jeg kørte for Indenrigsministeriet i 2001, afholdt jeg 60 foredrag på arabisk, først og fremmest for forældre over hele landet. Skole-hjemsamarbejde var et af de vigtigste emner på dagsorden. Ikke mange af forældre havde hørt om forældreindflydelse og skoledemokrati. Mange af dem mente, at det var spild af tid og kræfter at tage til møderne. ”Det er jo skoleinspektøren, der alligevel bestemmer”, sagde nogle af dem. Andre mente, at danskerne bestemmer på deres børns skole, selv om de danske børn på den pågældende skole kun udgjorde 20 procent. Men de glemte, at de 20 procent var de mest aktive forældre på skolen. Sprog- problemet var for en del af forældre også en barriere. Nogle af dem følte sig til grin ved forældremøder på skolen, når de ikke kunne udtrykke sig sprogligt korrekt. Og nogle andre mente, at lærerne var irriteret på dem på grund af deres dårlige sprog. ”Hver gang jeg sagde noget, sagde læreren med en tydelig irriteret stemme – ”hvabehar”. ”Jeg følte mig som et lille barn; jeg var ydmyget. Det var det første og sidste forældremøde for mit vedkommende,” sagde en af forældrene til et møde. Der var mange til stede, som gav ham ret, da de også havde haft lignende oplevelser.

Til min store overraskelse var spørgsmålene om skoledemokrati og forældreindflydelse de samme, hvad enten de kom fra forældre, som lige havde fået opholdstilladelse, eller de havde boet i landet i 10–15 år. Dette viser med al tydelighed, at denne gruppe af forældre mangler elementære viden om det samfund de lever i, herunder skolesystemet. Det lykkedes mig i nogle områder, hvor jeg afholdt flere foredrag at inddrage forældrene i deres børns dagligdag på trods af deres manglende sprogkundskaber. Efter aftale med skolerne i disse områder afholdt vi store møder, hvor de fleste forældre og lærere var til stede. Vi kunne skabe en dialog mellem alle parter, og dialogen endte med gode resultater og senere hen et bedre skole-hjemsamarbejde.

Tal sammen
Lejrskolen er et af problemerne for landets folkeskoler, især når nydanske piger skal med. Forældrene sætte sig imod, selvom døtrene gerne vil med. Her spiller opdragelsen og adskillelsen af de to køn en stor rolle. Ifølge disse forældres traditioner foregår en del af opdragelsen af drengene uden for husets fire vægge. Derfor hænger drengene sammen på gadehjørnerne og i indkøbscentre, og får i det hele taget lov til meget mere end deres søstre. Pigernes opdragelse foregår, modsatte drengenes, indenfor husets fire vægge, og de holdes i meget kort snor. Forældrene er derfor utrygge ved, at deres døtre er uden for rækkevidde. Desuden er en lejrskole for disse forældre ikke en del af undervisning, men en hyggetur forbundet med fest, druk og seksuelle aktiviteter. Løsningen er bedre information til forældrene, desuden vil en inddragelse af de forældre, som er mest imod i turen medvirke til at afmystificere deres forestillinger om lejrskoler. Mange af problemerne i Folkeskolen så som kristendomsundervisning og seksualundervisning kunne løses via et bedre skole-hjemsamarbejde, hvis læreruddannelsesinstitutionerne tog området mere alvorligt. Til dato har de betragtet de tosprogede og deres forældre som et problem. Det er måske på tide at tænke i andre baner? Kunne problemet være os, mere end dem?