Jyllands-Posten 13. december 2002

Hvis arbejdsmarkedspolitikken fortsætter uændret til 2010, vil skatterne stige. Det er en trussel mod velfærden. Det er nødvendigt at få 85.000 flere i arbejde. Løsningen ligger lige for med den kendsgerning, at hver anden borger af udenlandsk herkomst forsørges af det offentlige, skriver kronikøren.

Af Fahmy Almajid

Der er tre grupper af ledige indvandrere. De, der ihærdigt forsøger at komme ind på det danske arbejdsmarkedet, de, der er havnet i kategorien håbløs, og sidst de, der supplerer deres bistand med sort arbejde. Derfor skal der anvendes tre forskellige strategier for at få dem i arbejde. Hver anden borger af udenlandsk herkomst i Danmark forsørges af det offentlige. Samtidigt viser den finanspolitiske redegørelse, som Finansministeriet offentliggjorde i november, at det er nødvendigt at få 85.000 flere i arbejde i løbet af de næste otte år. Ellers kommer vi til at mangle 14 milliarder kroner.

Hvis politikerne fortsætter med den hidtidige arbejdsmarkedspolitik frem til 2010, vil skatterne stige, og vi får mindre offentlig service. Det vil være en trussel mod velfærden. Arbejdsløsheden blandt indvandrere fra den tredje verden, som også bliver kaldt mindre udviklede lande, er meget stor. Beregninger fra førnævnt redegørelse viser, at kun 42 pct. af dem er i arbejde, men statistikken omfatter også personer i aktivering, og de udgør en stor procentdel. Det betyder, at færre reelt er i arbejde, end redegørelsen umiddelbart giver indtryk af. Hvis vi skal bevare vores velfærdssystem og slippe for højere skatter, skal vi sluse ca. 10.500 arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet hvert år de næste otte år.

 Over 100.000 personer med en anden etnisk baggrund end dansk er i dag arbejdsløse. Mange af dem, især efterkommerne, vil gerne i arbejde, men ikke alle er heldige. Hvis deres jobansøgning havner hos en arbejdsgiver eller en personalechef, som ikke bryder sig om en med et mærkeligt muslimsk navn, vil ansøgningen typisk havne i papirkurven. Nogle vil mene, at dette hører fortiden til. I dag er der heldigvis mange arbejdsgivere, som søger unge medarbejdere med en anden etnisk baggrund end dansk. Men desværre findes der stadig arbejdsgivere med en negativ indstilling. Situationen bliver ikke bedre, når mange af de unge har mistet troen på nogensinde at finde en plads på det danske arbejdsmarked. Dertil kommer, at de forældre, som har fået mange nederlag på arbejdsmarkedet, videregiver de dårlige erfaringer og oplevelser til deres børn.

De arbejdsløse med anden etnisk baggrund kan inddeles i tre grupper:
1. Forsøger ihærdigt at finde ansættelse for at kunne forsørger sig selv
2. Bliver forsørget af det offentlig, og er havnet i kategorien håbløs. Kommunen har opgivet dem
3. Personer som zapper rundt i systemet, og typisk går fra den ene tåbelige aktivering til den anden

 En løsning for den første gruppe kræver at arbejdsgiverne i det private erhvervsliv og personalechefen i den offentlige sektor bearbejder deres skepsis over for personer med en anden etnisk baggrund end dansk, især over for personer med muslimsk baggrund. Arbejdsgiverforeningen og Dansk Industri kunne køre nogle oplysningskampagner for deres medlemmer. De kunne forklare arbejdsgiverne, at det er ikke nødvendigt at bygge en moske på arbejdspladsen, bare fordi man skal ansætte én med muslimske baggrund. Eller betone, at de par gange i arbejdstiden en praktiserende muslim skal bede, kan det ske hvor som helst; på kontoret, i rygerrummet eller i et hjørne i kantinen. Meget få herboende muslimer er praktiserende. Arbejdsgiverne bør udvise en forståelse og accept og understrege, at der er plads til forskelligheden, så længe det ikke påvirker den pågældende medarbejders arbejdsindsats negativt.

For samfundets skyld bør man ikke opgive den anden gruppe. Individuelle handlingsplaner og intensiv sprogtræning kan være en løsning. Omskoling og guleroden ved udsigten til job efter afsluttende omskolingsperiode motiverer dem til at tage det alvorligt. Eksempelvis set i Køge Kommune, hvor en målrettet indsats har fået arbejdsløse med anden etnisk baggrund i arbejde. Gruppen har været marginaliseret i en meget lang periode, derfor skal den have en hjælpende hånd for at komme på højkant igen. Men gruppen er også udsat for lidt af hvert. Den er let at trampe på, når politikerne skal profilere sig. Socialdemokraternes integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard, foreslår at indvandrerforældre, som er svære at integrere, skal straffes økonomisk, hvis de ikke aktivt arbejder for deres børns integration i Danmark. Til gengæld skal de personligt presses mindre af samfundet. Samtidigt skal man så bruge færre kræfter på gruppen og koncentrere sig om deres børn. Men det er jo hvad man gjort i årevis; man har negligeret forældregenerationen. Resultatet ser vi i dag; børn af disse forældre er heller ikke integreret. Derfor forstår jeg ikke, hvordan kan man forlange, at disse forældre – som ikke selv er integreret – pålægges en opgave som lyder: I skal integrere jeres børn, ellers bliver I straffet økonomisk. Det lyder absurd.

Det er denne gruppe, som har mistet deres status som forældre i forhold til deres børn. Derfor sejler ungerne deres egen sø. De lever også af overførselsindkomster lige som deres forældre. De har aldrig hørt deres forældre sige: »Nej, hvor er jeg træt i dag, vi havde drøntravlt i dag« eller »jeg bliver nødt til at gå i tidligt i seng, fordi jeg skal tidligt op i morgen«. Begrebet den negative sociale arv gælder tilsyneladende kun for gammeldanskere. Når snakken er om unge med en anden baggrund end dansk, så skyldes problemerne »deres kulturelle og muslimske baggrund«. Anne-Marie Meldgaard siger, at det skal være muligt at skære i de sociale ydelser, hvis de for eksempel ikke møder op til forældrekonsultationer. Det slags giver altid den modsatte effekt, men til gengæld giver det stemmer. Økonomisk straf er trenden i øjeblikket. I Karlebo Kommune vil man også skære i forældres bistand, når deres børn er involveret i kriminalitet. Er der ingen, der har lært, at man ikke smider en mand i havet, der ikke kan svømme og beder ham om at svømme. Man lærer ham at svømme først. Mindstelønnen er stadigvæk en hindring. Den kan i de fleste tilfælde ikke konkurrere med bistanden, især for en familie med udenlandske baggrund. I mange tilfælde er kun manden arbejdsdygtig, familien er gennemsnitlig større end de danske familier, og huslejen er stor. Men regering har fokus på problemet. Den arbejder i øjeblikket på at gøre mindstelønnen mere attraktiv via lavere skatter.

Den tredje gruppe skal systemet slå i bordet over for. Mange i den har sort arbejde ved siden af deres bistandshjælp. Mange af dem er ikke engang klar over, at det, de gør, er forkert. »Hvorfor er det forkert, at jeg arbejder. Jeg tjener bare nogle ekstra penge til min familie ved siden af min bistand,« sagde en af dem til mig, da jeg forsøgte at forklare ham, at meningen med bistand er hjælp til de, der ikke kan få et arbejde. »Jeg kan ikke klare mig med lønnen her uden min bistand,« sagde manden, som fik mindre end 20 kroner pr. time. Ægte slavearbejde.

Jeg var inviteret som konsulent til et møde på et socialcenter. Mange bistandsmodtagere var indkaldt til mødet. De havde nægtet at tage et arbejde, som deres sagsbehandler havde anvist dem. En medarbejder fra centret forsøgte at forklare dem bistandsloven på dansk uden held. Nogle af dem gik midt i det hele. De gad ikke høre på medarbejderen. Jeg kikkede ud af vinduet, mens de var på vej ud af centret. De satte sig ind i deres flotte biler og kørte. Enten er bistanden meget høj, bilerne meget billige eller de har sort arbejde. Det sidste var tilfældet for mange af dem. De har ikke tid til at tage et rigtigt job. Med bistanden plus sort arbejde er deres indtægt meget højere end ved et regulært job. Desuden ved de, at det ikke har nogen konsekvenser, når de respektløst går fra sådanne møder.