I løbet af de seneste dage har alle set de hårrejsende billeder fra Assads fængsler, som drives af den syriske efterretningstjeneste.
I begyndelsen af året begyndte jeg at skrive på en ny roman, ”Qamishlo, fortælling om en by.” Den handler om det kurdiske folks lidelser i Syrien vist igennem byens historie fra forhistorisk tid til midt i 80erne. Assads far gjorde mere end en halv million kurdere statsløse i 60erne. De mistede dermed deres borgerrettigheder. Kurderne måtte f.eks. ikke benytte offentlig transport, og hvis de ville rejse uden for byens grænser, krævede det en tilladelse.
Min hovedperson hedder Raman, og han er kurder. Hans mor har hjernekræft, men der er ingen behandlingsmuligheder i Qamishlo. Hun skal til en større by i Syrien for at få behandling, men hendes helbredstilstand tåler ikke lange rejser, så lægen anbefaler, at hun flyver. Moren og Raman er blevet statsløse, og kun efterretningstjenesten kan give hende en tilladelse til at flyve, men det kræver, at Raman bestikker en efterretningsmand. I dette afsnit fra romaen opsøger Raman efterretningstjenesten for at få den tilladelse.
”Foran indgangen er der et lille træskilderhus med en bevæbnet vagt i civilt tøj. Han har et rundt ansigt med skægstubbe og ser barsk ud. Han betragter Raman med iskolde øjne og svarer ikke engang på Ramans hilsen. ”Hr. Ali Hussein bad mig om at komme her.” Raman fortæller kort om sit ærinde, mens vagten ser uinteresseret ud. Pludselig kommer der en bil med sorte tonede ruder kørende hen imod porten. Vagten vender sig mod Raman med sammenbidt ansigt og rynkede bryn og kommanderer Raman hen ved siden af skilderhuset, så træder han selv tre skridt tilbage, gør honnør, løfter højre ben op og stamper det hårdt i jorden, mens bilen passerer forbi. Det er vist en vigtig person, som sidder i bilen, tænker Raman. Vagten tager telefonen i skilderhuset og drejer et nummer på skiven.
”Der en mand hér, der siger, at De har tilkaldt ham.” Efter en kort pause vender han sig mod Raman for at spørge, hvad han hedder. Vagten lægger røret på og viser ham vej til Alis kontor.
Hr. Ali har travlt med at tale i telefon og signalerer, at Raman skal sætte sig ned på en stol ved det store skrivebord. Han er en mand i fyrrerne, taler med en dialekt, der stammer fra kystregionen, ligesom de fleste fra sikkerhedstjenesten i Qamishlo. Han har brede skuldre og et tungt overskæg, der dækker hele hans overlæbe. Han afslutter sit opkald og vender sig så mod Raman.
”Er din mor virkelig så syg, som der står i rapporten?” Han kigger kort på lægeerklæringen, som han holder i hånden.
”Ja, og desværre er der ingen speciallæge i Qamishlo, der kan behandle hende. Dr. Muhammad Khair bad mig om at tage hende til en specialist i Aleppo så hurtigt som muligt, fordi der er risiko for, at kræften spreder sig til hele kroppen. Jo hurtigere hun får behandling, jo større er chancen for, at hun overlever.”
Ali Hassan afbryder ham ved at række hånden op, som om han har hørt nok og ikke ønsker at høre mere. ”Du skal betale et beløb her og et andet til sikkerhedstjenesten i Aleppo. Jeg giver dig navnet på ham, du skal betale.”
Raman spørger Ali Hassan nervøst om, hvad han skal have. Da han siger beløbet, er Raman lige ved at besvime. For ham er beløbet astronomisk. Alt det, han har sparet op, vil ikke engang dække en tiendedel af beløbet. Hvad med flybilletter tur-retur, lægens honorar og opholdet i Aleppo og betalingen til sikkerhedstjenesten i Aleppo?
”Jeg er frygtelig ked af det, men jeg har slet ikke råd til et sådan beløb! Jeg kan dårligt tjene nok til vores daglige omkostninger!” Koldsveden springer frem på Ramans ryg. Han sænker blikket og tør ikke se manden i øjnene, mens han forklarer ham situationen. Efter en kort pause løfter Raman hovedet for at se Alis reaktion.
Ali sender Raman et barsk, bebrejdende blik. ”Hvad med din far, storebrødre, farbror, morbror eller andre slægtninge?” Han ser utålmodigt på Raman.
”Min far og storebror er døde. Det eneste familiemedlem jeg har tilbage, er min mor, og jeg har hverken farbrødre, morbrødre eller andre slægtninge.” Han håber, at Ali vil vise barmhjertighed på grund af moren og den håbløse situation de er i.
Ali ryster på hovedet og med et hånligt smil siger han, ”Den må du længere ud på landet med.” Han kigger sammenbidt på Raman, stryger tænksomt pegefingeren over sit tykke overskæg. ”Skal jeg forstå det sådan, at du slet ikke kan betale beløbet og forventer at få min hjælp foræret?”
Raman svarer, at det er umuligt at skaffe et så stort beløb. Han knuger hænderne sammen, så Ali ikke ser, de ryster. Pludselig rejser Ali sig op og slår rasende hånden i bordet og læner sig mod Raman, så kan han lugte Alis sure tobaksånde. Han bliver så bange, at han mærker hårene rejse sig på armene. Kvalmen vælter op i halsen på ham.
Ali spiler øjnene op og råber: ”Hvorfor i alverden kommer du så til mig!? Tror du, det er en velgørenhedsorganisation?” Hans overskæg ryster i bar arrigskab, og hans røde øjne, fulde af raseri, stirrer vredt og truende på Raman. ”Skrub så af, inden jeg anholder dig og giver dig en røvfuld, ya kalb!” råber han med spyt i mundvigene, og den store krop ryster af raseri. Angsten breder sig i Ramans krop, da Ali fortsætter: ”Du spilder min tid, men du får lov til gå på grund af din syge mor.”
Raman nikker stumt og skynder sig at forlade Alis kontor. Da han er forbi skilderhuset med vagten, småløber han derfra.”