Læreren havde givet alle eleverne i klassen til opgave at skrive om, hvad de ville gøre, hvis de vandt 1 million kr. 

Hvis jeg vandt en million 

Hvis jeg vandt en million kr. vil jeg hjælpe de fattige børn i Qamishli.

Lige som min far og hans venner. De hjælper 25 børn i Qamishli og hvert barn får 300 kr. hver måned. Fordi hvis de ikke får penge kan de ikke gå i skole. Nogle af dem har ikke en far og de har ikke huse så de bliver selv nødt til at arbejde så de kan få mad. Jeg vil gerne hjælpe så de kan komme i skole og arbejde så de kan få penge. 

I Afrika er der mange der hjælper dem og giver penge men der er ikke nogen der hjælper børnene i Qamishli. Qamishli er en fattig by i Kurdistan. De børn der ikke får hjælp har ikke godt tøj. Det ville være godt hvis de havde et børnehjem så de ikke skulle være ude på gaderne. Det vigtigste for børn er at gå i skole og lære nye ting. Når de kommer i skole så kan de selv klare sig med maden.  

En dag lavede vi også en fest til dem og pengene fra festen var til de fattige børn i Qamishli.
Og min far skrev en sang om dem til mig som jeg skulle synge.
Min far skrev et lille digt til mig på dansk og sådan lyder digtet:

 Kom til Qamishli,
og grib vores hænder,
piger og drenge.
Vi vil have liv, vi ønsker at lære.
Kom til Qamishli,
Og se, hvordan vi er i gaderne,
fordrevet og spredt.
Pigerne undertrykte, sønnerne fattige og uden gejst,
Far og mor har mistet håbet. 

Kun ved at lære,
fornyer vi håbet.
I samarbejdet genfinder livet lyset. 

Jeg håber der er mange der vil hjælpe børnene i Qamishli. Jeg vil også hjælpe alle andre børn i verden der har brug for det. Selvom jeg ikke vandt en million og jeg var stor og havde penge ville jeg hjælpe dem. Jeg vil ønske at der ikke skulle være nogle der var fattige.

Jeg synes de rige mennesker skulle hjælpe de fattige børn. Der er mange børn der ikke har tøj, sko, mad, huse og legetøj og de arbejder.

Jeg vil ønske verden var et bedre sted for alle!

Viyan, 11 år.

Hvis du ønsker at donere penge til projektet, kan du indsætte dit bidrag på følgende bank-konto:

Nordea

Reg.nr.: 2132

Konto-nr.: 4380-815-686

Tak!

Det syriske landbrugsministerium vurderede i juli måned, at ca. 35.000 mennesker fra regionen, som Kamishly er tilhørende, har solgt alt de ejer for at flytte, men det løser som regel ikke deres problemer. De ender typisk i slummen i storbyerne, og en danskfinansieret rapport om vandsituationen i Mellemøsten fra Det Internationale Institut for Bæredygtig Udvikling (IISD) viser i øvrigt, at 160 landsbyer i Kamisly-området nu står helt tomme!

Lille pige i Syrien

For nylig vendte jeg tilbage fra en rundrejse i Syrien, hvor jeg var rejseleder for en gruppe på 29 læsere fra Politiken. Rejsebureauet Viktors Farmor var arrangør. Det er rejsebureauets mest omfattende tur til Syrien med mange spændende oplevelser, da turen omfatter det glemte hjørne af Syrien, nemlig den nordøstlig del af landet, hvor der er mange interessante arkæologiske steder.

 Vi var blandt andet to dage i selve Kamishly, hvor vi blev modtaget af borgmesteren, besøgte byens hospital, en skole og mødte almindelige folk på gaden.  Surt for os, men glædeligt for beboerne i Kamishly-området, så tordnede og lynede det under vores besøg, og efterfølgende kom der et ordentligt regnskyl.  ”Det er skønt, at I bragte regnen med jer. Inshallah – hvis Gud vil – fortsætter det!” sagde én til mig i en café, hvor jeg havde søgt ly for regnen.

I Damaskus mødte jeg desværre også denne gang flere gadebørn i skolealderen. Ifølge UNICEFs kontor i Damaskus stammer ca. 20 pct. gadebørnene i hovedstaden fra Kamishly-området. Samtlige gadebørn jeg har mødt i byen gennem årene har netop været fra Kamishly. De tigger eller forsøger at sælge en småtjenester, såsom at pudse sko m.m.

For første gang mødte jeg prostituerede i Damaskus, der desværre også stammede fra Kamishly. To unge piger fortalte mig, at de forsørger hver deres familie. Det var meget trist og ubehageligt at høre deres tragiske historie om, hvordan de var tvunget til at sælge sig selv for at holde liv i deres familier. Mens vi talte sammen holdt en bil med kuwaitiske nummerplader ind til siden. Efter en kort samtale hoppede én af pigerne ind i bilen og kørte af sted.

Jeg har undervejs, siden jeg begyndte indsamlingen den 21. juni i år, været i tvivl om hvorvidt det ville lykkedes, men i dag er jeg optimist! Takket være jer og andre gode mennesker står der i dag 51.000 kr. på Aid! Children of Qamishlis konto. Det betyder, at vi kun mangler 39.000 kr. for at kunne sætte projektet i søen.

Hver eneste krone I har bidraget med gør en stor forskel for et barn i Kamishly! 

Mange hilsner
Aid! Children of Qamishli v/Fahmy Almajid                                        

Fuldt hus!

Støttefesten fredag den 23. oktober var en stor succes, takket være et flot forarbejde af Den Kulturelle Forening for Syriske Kurdere i København og den store støtte til de fattige børn i Kamishly fra medlemmerne og gæsterne. Selvom festen var udsolgt, var tilstrømningen så stor, at man i første omgang satte ekstra borde og stole ind, men dette måtte vi dog stoppe af hensyn til brandmyndighederne. Foreningen måtte derfor beklage i flere tilfælde og sende folk hjem. 

Beha Sêxo

Den kendte sanger Beha Sêxo, der selv stammer fra Kamisly, optrådte gratis og skabte glæde og fest med sin imponerende sang og musik. Et børnekor og en ung pige rappede til stor begejstring blandt gæsterne. Ca. 20 pct. af deltagere havde etnisk dansk baggrund, mange af dem fik lært sig lidt kurdisk kædedans i løbet aftenen! 

Børnekoret sang et smukt digt, som var skrevet til lejligheden

Ja, selv de mindste dansede med

Festen gav ca. 19.000 kr. i overskud, hvilket betyder, at vi i alt har indsamlet lidt over 32.000 kr. til Aid! Children of Qamishli. Vi er kommet et skridt videre, men der er stadigvæk lang vej op til vores foreløbige mål på 90.000 kr., som vi skal bruge for at starte projektet i Kamishly. De 90.000 kr. skal dække 25 fattige børns udgifter i forbindelse med skolegangen og give tilskud til kost og evt. medicin i et helt år. (Hvert barn får 300 kr. i støtte om måneden).

Vi er dybt taknemmelige for det kæmpe arbejde og engagement som Den Kulturelle Forening for Syriske Kurdere og dens medlemmer lagde i støttefesten. De har brugt mange dage på planlægning, indkøb, madlavning, pyntning af lokale og oprydning efter festen. Også en stor tak til alle, der gav en hjælpende hånd under festen.

Vi takker også vores sponsorer, som støttede festen: Multi Revision, Stig P, Webasto, Nordea og ikke mindst den sponsor, som ønskede at være anonym.

Også en stor tak til festens deltagere, og alle de, som i de forløbende måneder har donerede penge, engangsbeløb såvel som månedlige donationer.

Vi er i gang med forhandlinger med foreninger både i Sverige og Tyskland om at afholde lignende støttefester, da enhver krone er med til at redde børn fra fattigdom og støtte deres skolegang. Der er hårdt brug for hjælp. I følge det syriske landbrugsministerium har et sted mellem 40.000-60.000 familier solgt hvad de ejer og er flyttet, og ca. 160 landsbyer i Al-Hassakeh regionen står tomme. Læs Berlingske Tidendes artikler om de massive problemer, som tørken skaber i det nordøstlige Syrien:

 Tørke sætter gang i folkevandring

Khabour floden i Syrien er næsten død

Der vil være livemusik og dans.

Mad og drikkevarer kan købes.

Dato: Fredag den 23. oktober 2009

Tidspunkt: kl. 17.00

Sted: Ruten 6R, 2700 Brønshøj

Billetpris. 100,- (Bemærk at der er begrænsede antal billetter).

Billetter kan købes hos Fahmy, info@fahmy.dk

Af Fahmy Almajid

Da jeg kom til Danmark for 30 år siden, var mit mål at afslutte min uddannelse og vende hjem så hurtigt som muligt. Selv om jeg var sammen med mange mennesker på Københavns Universitetet hver dag, savnede jeg alligevel det fællesskab, jeg tidligere var vant til i mit hjemland. I København vrimlede det med folk omkring mig, ved busstopstedet, på gaden, i forretninger hvor jeg handlede, men jeg følte mig aldrig helt tryg ved situationen i de første mange måneder. Trods alle disse mennesker omkring mig følte jeg mig fremmed og isoleret; kan jeg lære sproget? Kan jeg klare mig økonomisk? Kan jeg forny min opholdstilladelse næste gang? ..osv. Alt dette fjernede trygheden fra min hverdag, men tanken om en hurtig afslutning på uddannelsen og hjemrejsen gav mig styrken til at fortsætte. Indkaldelse til militærtjeneste i mit hjemland midt under studieopholdet i Danmark, betød et ufrivilligt længere ophold i Danmark. Jeg nægtede at afbryde mit studium for at tage hjem til to og et halvt års militærtjeneste. Denne beslutning fik den konsekvens, at jeg ikke kunne vende hjem uden at komme i fængsel og få dobbelt så lang en militærtjeneste som normalt. I de følgende mange år lærte jeg mange dejlige mennesker at kende og holde af. Trygheden fandt jeg her i Danmark. Jeg fik dansk statsbogskab, jeg afsluttede min uddannelse, fik et job og blev en del af fællesskabet på danske betingelser og danske normer. Jeg fik danske bekendte, men dybe venskaber som man har i Mellemøsten var svære at etablere. Det skyldtes ikke min fremmed herkomst, men definitionen på venskaber er forskellige i de to kulturer.

Drømmen om at vende hjemme var der stadigvæk. I mine drømme var alt der hjemme bare skønt og dejligt. I de 15 lange år her i Danmark, hvor jeg ikke kunne tage hjem til min familie og venner, forsvandt alle de negative minder fra min hukommelse, jeg fastholdt kun gode minder, som med årenes gang fik flere og dejligere farver tilføjet, til sidst var mit tidligere hjemland blevet til et stykke af paradis. Men mine drømmer holdt slet ikke, da jeg efter 15 år fik amnesti og kunne rejse hjem. Virkeligheden var anderledes barsk. Alt var ikke bare skønt og dejligt. Det fællesskab, som jeg havde engang, var væk. Mine gode venner havde ændret sig, og det havde jeg også. Vi var fremmede over for hinanden efter alle de år, selv min familie virkede anderledes. Jeg følte mig ikke mere tryg der. Jeg ville hjem, denne gang til Danmark, hvor min familie og børn var. Danmark var blevet mit rigtige hjem.

Nogle vil sige; det er fordi han er integreret. Måske har de ret. Men jeg er ikke den eneste. Første generation af indvandrere og flygtninge drømmer om at vende hjem igen. Nogle indvandrere venter på at få økonomien i orden, inden de rejser hjem. Andre flygtninge venter på tyrannens fald i deres hjemland, så de igen kan vende hjem til stabilitet og en tryg tilværelse. Meget få af dem får deres drøm realiseret. Majoriteten sidder fast, men ingen kan tage deres drøm fra dem. Drømmen om at rejse hjem forsøger første generation at give videre til deres børn, men de glemmer, at deres børn allerede er hjemme. Der, hvor man er født, opvokset og har sine venner er hjemme. En af det vigtigste ting i indvandrere/flygtninges liv er familiesammenholdet. Desværre er familien ofte det første, der falder fra hinanden, når de kommer til Danmark. Faderen mister sin position som forsørger og dermed også sin position som familiens overhoved, hvilket betyder, at børnene mister respekten for deres far. Forsøg på integration igennem mange år og skiftende regeringer er mislykkedes, da man aldrig har forsøgt en integrationspolitik med hensyntagen til familiernes traditioner og levevis. Resultatet er blevet splittelse og mange tragedier i disse familier.

Der er tusinde andre fra min generation, som har stiftet familie og en tryg tilværelse her i Danmark, men forvirring mellem to kulturer og den manglende integration kan være årsagen til, at nogle forældre ikke magter at løse deres forældreopgave over for deres børn. I disse tilfælde må fællesskabet gribe ind og overtage opgaven. For mange af disse forældre er familie lig ære. Når deres børn havner i kriminaliteten eller tvangsfjernes, mister familien dermed sin ære. De fleste af disse familier har forladt deres hjemlande for at søge et bedre liv. Flygtninge, som er truet på deres liv, som søger en tryg tilværelse til dem og deres børn i et land som Danmark. Mange falder til, skaber et bedre liv og et fællesskab med deres landsmænd eller danskere. Men jeg har også oplevet en del rådvilde forældre, der føler sig udstødt af befolkningen i det nye land. De isolerer sig fra et samfund, som i deres øjne er fjendtlige over for dem og deres børn. Når fællesskabet griber ind, betragter disse forældre et sådan indgreb som en fjendtlig handling. De trækker sig længere tilbage, føler en afmagt over for systemet og efterlader deres børns fremtid i fællesskabets hænder.” Hvorfor tager du dig ikke af dine børn?” spurgte jeg en af dem. ”Siger du mine børn!! De er ikke mine børn, de er kommunens børn”, svarede han.

Af Fahmy Almajid

Det er en kendsgerning, at skole-hjemsamarbejde, hvad angår de såkaldte ”tosprogede” forældre er utilfredsstillende over hele landet. Årsagerne er mange, men den vigtigste er, at folkeskolen stadigvæk ikke er udrustet til at modtage tosprogede elever. Det er også en kendsgerning, at procentandelen af tosprogede, som forlader folkeskolen uden en 9. klasse afgangsprøve er høj i forhold til jævnaldrende danske kammerater. Og at kriminaliteten blandt de tosprogede er betydelig højere. Kan disse to kendsgerninger forbindes? Svaret er, efter min mening, JA.

Rygtet løber foran
Lærerne i Folkeskolen er ikke i stand til at forstå og hjælpe de tosprogede elever, og generelt er de dårlige til at kommunikerer med de unges forældre. Lærerne burde allerede i deres grunduddannelse modtage viden om tosprogedes sociale baggrund, kultur, traditioner og religion. Det er op til det enkelte seminarium, om de vil undervise i fremmed kultur. Derfor er det langt fra alle færdiguddannede lærere, som har en sådan viden. Mange nye lærere vil måske støtte sig til deres ældre kolleger på skolen, når der opstår et problem. Men hvis problemet har forbindelse med tosprogede elever, er det ikke sikkert den ældre kollegers råd vil være brugbart. De ældre lærere har heller ikke lært noget om fremmed kulturer i deres grunduddannelse, og nogle af dem har dannet myter om de elever, der har en anden oprindelse end dansk. Uden at jeg kan støtte mig til nogen statistik, vil jeg vove den påstand, at hyppigheden af tosprogede elever som flyttes rundt mellem kommunernes folkeskoler er stor. Når jeg siger, at jeg ikke kan støtte mig til statistikker, er det, fordi jeg ikke har hørt om en sådan statistik. Men i forbindelse med mit arbejde med integration i de sidste mange år, enten som lærer, journalist eller konsulent, har jeg mødt mange unge, som har oplevet at blive flyttet fra en skole til en anden, inden de til sidst blev smidt ud fra skolen uden en afgangseksamen. Årsagen er i mange tilfælde bagateller, drengestreger og almindelige stridigheder i frikvarter. I nogle tilfælde har man fra skolens side flyttet eleven direkte til en anden skole, i stedet for at flytte eleven til en parallelklasse på samme skole; på den måde kunne man have reddet eleven fra et nederlag. For nogle af disse elever starter deres rutsjetur mod samfundets bund, når de at blive tvangsflyttet til en anden skole. En af de unge fra den ”hårde kerne ” sagde til mig: ”Da læreren på den nye skole skulle præsentere mig for klassen, sagde læreren: ”Han er flyttet til os, fordi han er ballademager”. ”Derfor var jeg nødt til at leve op til min rygte”, sagde den unge mand. 

Sprog og stolthed
Betegnelsen ”tosprogede giver som regel negative associationer. Årsagen til at nogle skoler har en meget høj koncentration af tosprogede elever, er, at danske forældre skynder sig at flytte deres børn fra skoler med en vis procentandel af elever med en mørk hudfarve. Resultatet er, som vi ser i nogle tilfælde, at nogle skoler er oppe på næsten 100 % tosprogede ud af det samlede antal elever. Ubevidst eller bevidst har nogle lærer et negativt forhold til disse elever. Det kan være på grund af en eller flere ubehagelige erfaringer med disse elever. Dette medfører at nogle lærere generaliserer, som man også ser det blandt resten af befolkningen. Desværre oplever jeg tit dette, når jeg holder foredrag, hvor et enkelt eksempel bliver trukket frem og konklusionen er ”sådan er de alle”.
Et bedre skole-hjemsamarbejde kunne være løsning, men der er mange barriere. En af barriererne, bortset fra lærerne, er forældrene. Fænomenerne forældremøde på skolen, forældrerepræsentanter og at være aktiv i skolebestyrelsen er ukendt i de fleste af de lande, som indvandrere og flygtninge stammer fra. Desuden er integrationen især mislykkes for den ressourcesvage gruppe. Derfor vil skole-hjemsamarbejde fortsat være et ukendt begreb for denne gruppe. Det medfører flere kriminelle unge, flere tabere.

I forbindelse med et integrationsprojekt, som jeg kørte for Indenrigsministeriet i 2001, afholdt jeg 60 foredrag på arabisk, først og fremmest for forældre over hele landet. Skole-hjemsamarbejde var et af de vigtigste emner på dagsorden. Ikke mange af forældre havde hørt om forældreindflydelse og skoledemokrati. Mange af dem mente, at det var spild af tid og kræfter at tage til møderne. ”Det er jo skoleinspektøren, der alligevel bestemmer”, sagde nogle af dem. Andre mente, at danskerne bestemmer på deres børns skole, selv om de danske børn på den pågældende skole kun udgjorde 20 procent. Men de glemte, at de 20 procent var de mest aktive forældre på skolen. Sprog- problemet var for en del af forældre også en barriere. Nogle af dem følte sig til grin ved forældremøder på skolen, når de ikke kunne udtrykke sig sprogligt korrekt. Og nogle andre mente, at lærerne var irriteret på dem på grund af deres dårlige sprog. ”Hver gang jeg sagde noget, sagde læreren med en tydelig irriteret stemme – ”hvabehar”. ”Jeg følte mig som et lille barn; jeg var ydmyget. Det var det første og sidste forældremøde for mit vedkommende,” sagde en af forældrene til et møde. Der var mange til stede, som gav ham ret, da de også havde haft lignende oplevelser.

Til min store overraskelse var spørgsmålene om skoledemokrati og forældreindflydelse de samme, hvad enten de kom fra forældre, som lige havde fået opholdstilladelse, eller de havde boet i landet i 10–15 år. Dette viser med al tydelighed, at denne gruppe af forældre mangler elementære viden om det samfund de lever i, herunder skolesystemet. Det lykkedes mig i nogle områder, hvor jeg afholdt flere foredrag at inddrage forældrene i deres børns dagligdag på trods af deres manglende sprogkundskaber. Efter aftale med skolerne i disse områder afholdt vi store møder, hvor de fleste forældre og lærere var til stede. Vi kunne skabe en dialog mellem alle parter, og dialogen endte med gode resultater og senere hen et bedre skole-hjemsamarbejde.

Tal sammen
Lejrskolen er et af problemerne for landets folkeskoler, især når nydanske piger skal med. Forældrene sætte sig imod, selvom døtrene gerne vil med. Her spiller opdragelsen og adskillelsen af de to køn en stor rolle. Ifølge disse forældres traditioner foregår en del af opdragelsen af drengene uden for husets fire vægge. Derfor hænger drengene sammen på gadehjørnerne og i indkøbscentre, og får i det hele taget lov til meget mere end deres søstre. Pigernes opdragelse foregår, modsatte drengenes, indenfor husets fire vægge, og de holdes i meget kort snor. Forældrene er derfor utrygge ved, at deres døtre er uden for rækkevidde. Desuden er en lejrskole for disse forældre ikke en del af undervisning, men en hyggetur forbundet med fest, druk og seksuelle aktiviteter. Løsningen er bedre information til forældrene, desuden vil en inddragelse af de forældre, som er mest imod i turen medvirke til at afmystificere deres forestillinger om lejrskoler. Mange af problemerne i Folkeskolen så som kristendomsundervisning og seksualundervisning kunne løses via et bedre skole-hjemsamarbejde, hvis læreruddannelsesinstitutionerne tog området mere alvorligt. Til dato har de betragtet de tosprogede og deres forældre som et problem. Det er måske på tide at tænke i andre baner? Kunne problemet være os, mere end dem?

Hvis arbejdsmarkedspolitikken fortsætter uændret til 2010, vil skatterne stige. Det er en trussel mod velfærden. Det er nødvendigt at få 85.000 flere i arbejde. Løsningen ligger lige for med den kendsgerning, at hver anden borger af udenlandsk herkomst forsørges af det offentlige, skriver kronikøren.

Af Fahmy Almajid

Der er tre grupper af ledige indvandrere. De, der ihærdigt forsøger at komme ind på det danske arbejdsmarkedet, de, der er havnet i kategorien håbløs, og sidst de, der supplerer deres bistand med sort arbejde. Derfor skal der anvendes tre forskellige strategier for at få dem i arbejde. Hver anden borger af udenlandsk herkomst i Danmark forsørges af det offentlige. Samtidigt viser den finanspolitiske redegørelse, som Finansministeriet offentliggjorde i november, at det er nødvendigt at få 85.000 flere i arbejde i løbet af de næste otte år. Ellers kommer vi til at mangle 14 milliarder kroner.

Hvis politikerne fortsætter med den hidtidige arbejdsmarkedspolitik frem til 2010, vil skatterne stige, og vi får mindre offentlig service. Det vil være en trussel mod velfærden. Arbejdsløsheden blandt indvandrere fra den tredje verden, som også bliver kaldt mindre udviklede lande, er meget stor. Beregninger fra førnævnt redegørelse viser, at kun 42 pct. af dem er i arbejde, men statistikken omfatter også personer i aktivering, og de udgør en stor procentdel. Det betyder, at færre reelt er i arbejde, end redegørelsen umiddelbart giver indtryk af. Hvis vi skal bevare vores velfærdssystem og slippe for højere skatter, skal vi sluse ca. 10.500 arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet hvert år de næste otte år.

 Over 100.000 personer med en anden etnisk baggrund end dansk er i dag arbejdsløse. Mange af dem, især efterkommerne, vil gerne i arbejde, men ikke alle er heldige. Hvis deres jobansøgning havner hos en arbejdsgiver eller en personalechef, som ikke bryder sig om en med et mærkeligt muslimsk navn, vil ansøgningen typisk havne i papirkurven. Nogle vil mene, at dette hører fortiden til. I dag er der heldigvis mange arbejdsgivere, som søger unge medarbejdere med en anden etnisk baggrund end dansk. Men desværre findes der stadig arbejdsgivere med en negativ indstilling. Situationen bliver ikke bedre, når mange af de unge har mistet troen på nogensinde at finde en plads på det danske arbejdsmarked. Dertil kommer, at de forældre, som har fået mange nederlag på arbejdsmarkedet, videregiver de dårlige erfaringer og oplevelser til deres børn.

De arbejdsløse med anden etnisk baggrund kan inddeles i tre grupper:
1. Forsøger ihærdigt at finde ansættelse for at kunne forsørger sig selv
2. Bliver forsørget af det offentlig, og er havnet i kategorien håbløs. Kommunen har opgivet dem
3. Personer som zapper rundt i systemet, og typisk går fra den ene tåbelige aktivering til den anden

 En løsning for den første gruppe kræver at arbejdsgiverne i det private erhvervsliv og personalechefen i den offentlige sektor bearbejder deres skepsis over for personer med en anden etnisk baggrund end dansk, især over for personer med muslimsk baggrund. Arbejdsgiverforeningen og Dansk Industri kunne køre nogle oplysningskampagner for deres medlemmer. De kunne forklare arbejdsgiverne, at det er ikke nødvendigt at bygge en moske på arbejdspladsen, bare fordi man skal ansætte én med muslimske baggrund. Eller betone, at de par gange i arbejdstiden en praktiserende muslim skal bede, kan det ske hvor som helst; på kontoret, i rygerrummet eller i et hjørne i kantinen. Meget få herboende muslimer er praktiserende. Arbejdsgiverne bør udvise en forståelse og accept og understrege, at der er plads til forskelligheden, så længe det ikke påvirker den pågældende medarbejders arbejdsindsats negativt.

For samfundets skyld bør man ikke opgive den anden gruppe. Individuelle handlingsplaner og intensiv sprogtræning kan være en løsning. Omskoling og guleroden ved udsigten til job efter afsluttende omskolingsperiode motiverer dem til at tage det alvorligt. Eksempelvis set i Køge Kommune, hvor en målrettet indsats har fået arbejdsløse med anden etnisk baggrund i arbejde. Gruppen har været marginaliseret i en meget lang periode, derfor skal den have en hjælpende hånd for at komme på højkant igen. Men gruppen er også udsat for lidt af hvert. Den er let at trampe på, når politikerne skal profilere sig. Socialdemokraternes integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard, foreslår at indvandrerforældre, som er svære at integrere, skal straffes økonomisk, hvis de ikke aktivt arbejder for deres børns integration i Danmark. Til gengæld skal de personligt presses mindre af samfundet. Samtidigt skal man så bruge færre kræfter på gruppen og koncentrere sig om deres børn. Men det er jo hvad man gjort i årevis; man har negligeret forældregenerationen. Resultatet ser vi i dag; børn af disse forældre er heller ikke integreret. Derfor forstår jeg ikke, hvordan kan man forlange, at disse forældre – som ikke selv er integreret – pålægges en opgave som lyder: I skal integrere jeres børn, ellers bliver I straffet økonomisk. Det lyder absurd.

Det er denne gruppe, som har mistet deres status som forældre i forhold til deres børn. Derfor sejler ungerne deres egen sø. De lever også af overførselsindkomster lige som deres forældre. De har aldrig hørt deres forældre sige: »Nej, hvor er jeg træt i dag, vi havde drøntravlt i dag« eller »jeg bliver nødt til at gå i tidligt i seng, fordi jeg skal tidligt op i morgen«. Begrebet den negative sociale arv gælder tilsyneladende kun for gammeldanskere. Når snakken er om unge med en anden baggrund end dansk, så skyldes problemerne »deres kulturelle og muslimske baggrund«. Anne-Marie Meldgaard siger, at det skal være muligt at skære i de sociale ydelser, hvis de for eksempel ikke møder op til forældrekonsultationer. Det slags giver altid den modsatte effekt, men til gengæld giver det stemmer. Økonomisk straf er trenden i øjeblikket. I Karlebo Kommune vil man også skære i forældres bistand, når deres børn er involveret i kriminalitet. Er der ingen, der har lært, at man ikke smider en mand i havet, der ikke kan svømme og beder ham om at svømme. Man lærer ham at svømme først. Mindstelønnen er stadigvæk en hindring. Den kan i de fleste tilfælde ikke konkurrere med bistanden, især for en familie med udenlandske baggrund. I mange tilfælde er kun manden arbejdsdygtig, familien er gennemsnitlig større end de danske familier, og huslejen er stor. Men regering har fokus på problemet. Den arbejder i øjeblikket på at gøre mindstelønnen mere attraktiv via lavere skatter.

Den tredje gruppe skal systemet slå i bordet over for. Mange i den har sort arbejde ved siden af deres bistandshjælp. Mange af dem er ikke engang klar over, at det, de gør, er forkert. »Hvorfor er det forkert, at jeg arbejder. Jeg tjener bare nogle ekstra penge til min familie ved siden af min bistand,« sagde en af dem til mig, da jeg forsøgte at forklare ham, at meningen med bistand er hjælp til de, der ikke kan få et arbejde. »Jeg kan ikke klare mig med lønnen her uden min bistand,« sagde manden, som fik mindre end 20 kroner pr. time. Ægte slavearbejde.

Jeg var inviteret som konsulent til et møde på et socialcenter. Mange bistandsmodtagere var indkaldt til mødet. De havde nægtet at tage et arbejde, som deres sagsbehandler havde anvist dem. En medarbejder fra centret forsøgte at forklare dem bistandsloven på dansk uden held. Nogle af dem gik midt i det hele. De gad ikke høre på medarbejderen. Jeg kikkede ud af vinduet, mens de var på vej ud af centret. De satte sig ind i deres flotte biler og kørte. Enten er bistanden meget høj, bilerne meget billige eller de har sort arbejde. Det sidste var tilfældet for mange af dem. De har ikke tid til at tage et rigtigt job. Med bistanden plus sort arbejde er deres indtægt meget højere end ved et regulært job. Desuden ved de, at det ikke har nogen konsekvenser, når de respektløst går fra sådanne møder.

Det er en kendsgerning, at ca. 200.000 muslimer bor permanent i Danmark og flertallet af dem er danske statsborgere. Det er også en kendsgerning, at islam er den næststørste religion, ikke bare i Danmark, men i EU. Internationale undersøgelser har vist, at Danmark p.t. er det meste intolerante land i Vesten over for islam og muslimerne.

Af Fahmy Almajid

Dæmoniseringen af islam og muslimerne var i vælten ved valget i november sidste år og nogle politikere scorede mange pladser i Folketinget på den konto. Men indvandrere/ flygtninge er også selv med til at dæmonisere islam via deres uintelligente udtalelser om samme. Ofte komme disse udtalelser fra ’såkaldte’ imamer (præster).  For nylig har en somalisk imam udtalt, at Koranen opfordrer til omskæring af kvinder. Hans påstand medførte en meget destruktiv debat. Politikerne stod på nakken af hinanden for at komme først med forslaget om tvangsfjernelse af piger, som er blevet omskåret. Dette gøres for at straffe forældrene, men politikerne tænker tilsyneladende ikke på, at de dermed også straffer pigen ved at tvangsfjerne hende fra sine forældre.

Igen blev islam inddraget i en sag, som bunder mere i traditioner end i religion. Nogle imamer mener, at visse former for omskæring af kvinder er tilladt i islam. Disse imamer kan ikke kende meget til islam, idet omskæring af kvinder er en 3000 år gammel afrikansk tradition. Det vil sige at omskæring har været praktiseret længe før islam opstod. Omskæring af kvinder er ukendt i samtlige muslimske lande i Asien, derfor er den kun udbredt blandt somalier her i Danmark. Der er ikke så meget som en pige fra resten af den muslimske menighed i Danmark, som er omskåret. Det barbariske indgreb mod pigerne skal stoppes, men det kan ikke stoppes med lov og straf. Som sagt er det en meget gammel tradition, og hvis forældrene ønsker at deres datter skal giftes med en somalisk mand, kræver traditionen at pigen skal være ren, det vil sige omskåret. Løsningen må derfor være oplysning til både mænd og kvinder om omskæringens helbredsmæssige konsekvenser. Jordemødre, som har arbejdet med problematikken, har i interview fortalt, at mange ægtepar efter samtale med jordemoderen omkring omskæringens konsekvenser ikke ønsker, at kvinden bliver syet sammen igen efter fødslen.

Man kan derfor håbe og tro at forældre, som selv har oplevet de helbredsmæssige problemer, herunder konsekvenserne for seksuallivet, med professionel oplysning og rådgivning kan få argumenter til at sige fra over for bedstemødre og lignende, som ønsker deres børnebørn omskåret. Hvis man kombinerer den sundhedsfaglige information med oplysning fra én som forældrene respekterer, kunne man nå langt. I dette tilfælde ville en imam vil være en ideal person. Der er desværre meget få fornuftige imamer herhjemme, flertallet har endog svært ved at læse og fortolke koranens gamle og poetiske sprog.

Titlen imam er ikke beskyttet. Menigheden kan udpege den person de vil have til at være bønneleder eller imam, selv om vedkommende ikke har en uddannelse, der kvalificerer ham til stillingen. En imam er ikke kun bønneleder. Han vier de muslimer, som mener at vielsen i moskeen giver dem den rigtige velsignelse og tilladelse til ægteskab. Separationen og skilsmisser er også en del af hans funktion. Han bruger også sin religiøse position til at presse parterne til en løsning i vanskelige sager såsom forældremyndighed. En sådan løsning vil ikke tage udgangspunkt i barnets tarv, men som oftest tage hensyn til én af forældrene. Alle muslimer kan henvende sig til imamen og bede om råd og vejledning. Ikke kun i åndelige spørgsmål, men også vedrørende sociale relationer til det danske majoritetssamfund. Danske myndigheder, politiet, skoler og socialmedarbejdere har opdaget den store indflydelse imamerne har. Derfor henvender de sig også til imamerne, nogen gange uden at være selektive med hensyn til imamens uddannelsesmæssige baggrund eller holdninger. Mange af disse imamer er på grund af deres manglende kundskaber, både sproglige og samfundsmæssige, uegnet til at rådgive menigheden. Emner som kriminalitet, vold og voldtægt er der ikke mange imamer, som beskæftiger sig med. Ikke engang i de mest socialt belastede områder. Hjemlandets problemer og udenrigspolitik er nogle af de emner som bliver diskuteret mest, fordi imamen – som mange andre i menigheden – ikke følger med i det omgivende samfunds problemer, men bruger mange timer på at se satellitkanaler fra hjemlandene.

Næsten samtlige imamer i Danmark er førstegenerationsindvandrere. Mange af dem er importeret hertil som imamer og ofte på kontrakt i x-antal år. Derfor ser de ingen grund til at lære det danske sprog. For eksempel har den tyrkiske stat i mange år afleveret imamer til Danmark. Deres opgaver er at holde herboende tyrkere, og især kurdiske tyrkere i ørerne. Selv om der er en aftale om at tyrkiske imamer aflønnes af Tyrkiet, har de og deres familier levet af danske bistandsydelser. Mange imamer skaber endnu større kløft mellem indvandrere og danskere på grund af deres fejlagtige fortolkning af danske normer og traditioner. Nogle af dem fraråder forældrene at lade deres døtre deltage i lejrskoler, svømning eller gymnastik. Selv noget så uskyldigt som at deltage i aktiviteter relateret til julen eller kristendomsundervisningen, vil nogle imamer mene, at en muslim skal holde sig langt væk fra. Kan en lovgivning løse alle disse problemer? Skal vi vente indtil skaden er sket, og de såkaldte islam-eksperter er kommet til orde med deres vås i medierne. Nej, løsningen er lige foran næsen på os: Uddan imamer i Danmark, og gør imam til en beskyttet titel. I 1977 fremlagde det daværende spanske europaparlamentsmedlem Abdelkader Muhamad Ali et forslag, der opfordrer EU-landene til at støtte imamernes og andre religiøse lederes uddannelse. Udtalelsen blev vedtaget af et flertal. 240 stemmer mod 61, og 198 undlod at stemme. Når EU-parlamentets udtalelse ikke er bindende, betyder det, at Danmark ikke er forpligtet til at foretage sig yderligere i sagen.

Sidste år debatterede jeg emnet med den daværende radikale kirkeminister. Ministeren syntes godt om ideen, men svaret var også radikalt. »Hvis vi skal oprette en sådan uddannelse her i landet, skal muslimerne selv betale for uddannelsen«, sagde han. Men hvis staten finansierede en sådan uddannelse ville man netop kunne stille krav til indhold og lærerkræfter. En muslimsk teologisk grunduddannelse à la teologi på universitet ville være en god løsning. Herboende unge muslimer, som er født og opvokset i Danmark, kunne uddanne sig til imamer. En ung muslim, som har fået studentereksamen fra et dansk gymnasium og er velintegreret, har en meget anderledes holdning og forståelse for sin egen og andres religion, end den imam der opfordrede somaliere til at omskære deres døtre. En sådan ung imam kunne være med til at bygge broer mellem religioner, og dermed også mellem danskere og indvandrere. Fredagsprædiken ville ikke handle om hjemlandets krige og stridigheder, men om lokalsamfundets problemer og behov. De kommende imamer ville således spille en meget positiv rolle i integrationsprocessen. De ville kunne informere herboende muslimer om danske love og regler, som mange af de nuværende imamer ikke kender. Desuden er der et behov for en muslimsk-dansk identitet, baseret på den hellige Korans forskrifter og muslimske værdier i harmoni med det danske. En muslimsk teologisk uddannelse ville sætte en stopper for import af imamer fra de muslimske lande, og spare bistandshjælp til dem og deres sammenførte familier. En imamuddannelse vil være et stort skridt hen imod at bekæmpe religionsfanatisme og fremme sameksistens i et multietnisk Danmark.

Den nye regering har ikke brug for mirakler, men en seriøs handlingsplan til at løse integrationsproblemer, nedsætte kriminaliteten blandt unge nydanskere og få dem væk fra de passive ydelser og ud i reelt arbejde.

Af Fahmy Almajid

Det kræver et bedre indblik i udlændingenes baggrund og kultur. Man bør gøre brug af de ressourcer, som man tidligere har været skeptisk over for. Her tænker jeg på forældregruppen, eller førstegenerationsindvandrerne, som man har negligeret i mange år. Da de blev hentet til Danmark i slutning af 60erne og begyndelsen af 70erne, blev de meget hurtigt integreret på arbejdsmarkedet, men aldrig i det sociale liv. På selve arbejdspladserne blev de henvist til et job i en fremmedarbejder-afdeling. Så der kom de heller ikke i kontakt med deres danske kolleger. Sprogindlæring var slet ikke aktuel. Arbejdsgiveren tilbød dem ingen sprogkurser og da de fleste fremmedarbejdere arbejdede mindst 16 timer om dagen dengang, var der derfor heller ikke tid tilovers til kurser. Da arbejdsløsheden ramte Vesten i 1973, herunder Danmark, var fremmedarbejderne den første gruppe, der røg ud af arbejdsmarkedet. Og siden har skiftende regeringer forsøgt at komme af med dem. F.eks. medfølgende pensionsordninger, hvis de rejser hjem til fødelandet eller ved at stramme loven. Men intet af dette har været en succes. I 80erne og 90erne blev de en glemt gruppe i stedet kastede man sig over deres børn, andengenerationsindvandrere, unge med anden etnisk baggrund, nydanskere, osv.

Det er en kendsgerning at kriminaliteten blandt disse unge er høj. Derfor har man igennem årene forsøgt at bekæmpe kriminaliteten med enten høj straf eller at sende dem på opdragelseslejre. Ingen af delene har virket og kriminalitetsprocenten blandt dem stiger stødt. Flere politikere råbte højt. ”Forældrene skal tage sig af deres kriminelle unge”, men disse politiker har glemt, med vilje eller ej, at de har selv marginaliseret denne gruppe i mange år. Arbejdsløse fædre har mistet deres position som familieoverhovedet. Alligevel har politikerne en pointe, fordi forældrene til disse unge kan, hvis de får redskaberne dertil, påvirke de unge i en positiv retning.

I foråret 2001 fik jeg bevilget økonomisk støtte fra Indenrigsministeriet for blandt andet at bekæmpe kriminaliteten blandt unge nydanskere. Jeg kommer selv fra et arabisk land og henvendte mig derfor til de arabiske forældre over hele landet, fordi jeg taler deres modersmål og kender til deres baggrund. Forældrene var glade for at høre én fortælle dem, at de kan træde i karakter som forældre igen. Glade for at få redskaberne til at tage ansvaret for deres børn igen, efter at systemet har umyndiggjort og svigtet dem gennem mange år. Fortalt dem, at de var uduelige som forældre. Projektet varede desværre kun fem måneder, men resultaterne var meget store. Ifølge politikredse i de områder, hvor jeg arbejdede mest, er kriminaliteten dalende, desuden er skole-hjem samarbejdet i disse områder forbedret, fordi forældrene igen er begyndt at udvise en interesse for deres børns skolegang.

Den hidtidige boligpolitik er en hæmsko for mange indvandreres og flygtninges muligheder for at komme væk fra isolationen og ud på arbejdsmarkedet. Ghettoområder over hele landet har været de steder, hvor kriminaliteten florerede og hvor sociale tabere samledes. Ghettoerne er, og har været, de dårligste steder til at integrere disse grupper, og de bedste steder til at isolere dem. Løsningen må være en spredning af de dårligst fungerende grupper, det er ikke nødvendigt med tvangsforflyttelse. I forbindelse med mit projekt har mange over for mig udtrykt deres frustration over deres fastlåste situation i ghettoerne, mange af beboere ønsker selv at flytte fra ghettoen. Derfor kunne kommunerne på frivilligt basis flytte store dårligt fungerende familier fra ghettoerne, og gøre områderne mere attraktive for andre familier som er velfungerende og i bolignød. Således at de sociale problemer bliver spredt.

Mindstelønnen er et andet problem for en del af de familier, som er afhængige af overførselsindkomster. Dette problem rammer også danske familier i tilsvarende situation. Men den rammer især indvandrer- og flygtningefamilier meget hårdt ved at fastholde dem i en håbløs situation. De fleste har store familier, og dermed også store lejligheder med en høj husleje. I disse familier er kun manden jobsøgende. Der er ingen tradition for at kvinden er udearbejdende i mange af de patriarkalske familier. Hun er typisk husmor. Hvis manden får arbejde til mindsteløn, vil den næppe dække de omkostninger, som bistanden før klarede. Reelt betyder dette, at manden bliver straffet for at tage et arbejde; det kan simpelthen ikke betale sig økonomisk. Hvilket også undersøgelser foretaget af Rockwool-Fonden har dokumenteret. En palæstinensisk flygtning, som stammede fra Libanon sagde til mig: ”Under de mange års borgerkrig i Libanon, var det med livet som indsats hver dag at skaffe brød på bordet til familien. Jeg kunne alligevel skaffe brød hver dag, og min familie spiste det brød som jeg havde tjent. Her i Danmark er der ingen krig, men systemet har lammet mig, og har ikke gjort mig til nytte hverken for mig selv, min familie eller for det samfund jeg lever i”.

Hvis regeringen skal indfri de løfter, som statsministeren lovede i redegørelsen i Folketinget den 4. december: ”Vi skal have indvandrerne væk fra de passive ydelser og ud i reelt arbejde, til gavn for dem selv og hele danske samfund”, skal regering tænke i nye måder, hvorpå de kan gøre mindstelønnen mere attraktiv, i stedet for at justere kontanthjælpen, som vil ramme nogle dårligt stillede familier meget hårdt. Især de familier, som uanset alle tiltag aldrig vil komme i arbejde.

Majoriteten af asylsøgere stammer fra patriarkalske samfund, hvor arbejde give status til familien. Den passiv hjælp virker derfor ydmygende. Det første en asylsøgere møder i Danmark er et langvarigt ophold på et asylcenter, hvor de bliver trænet i passivt at modtage hjælp til alle nødvendigheder, herunder den daglige kost. Ifølge mine erfaringer med flygtningecentre, klager flygtningene over den lange ventetid, hvor de sidder og glor ud i luften dagen lang. Efter et besøg på et asylcenter, forslog jeg den tidligere indenrigsminister en ny ordning. Vi skal lære asylsøgere fra den første dag, de komme til landet, at man kun kan spise det brød man selv tjener. De skal ikke have en reel løn. De skal stadigvæk modtage den samme ydelse de får nu, men de skal beskæftig sig med noget på selve centeret i form af værksteder. Cykel-, bil- eller snedkerværksted. Det vil hjælpe dem til at bevare deres stolthed og fastholde motivationen til at søge arbejde, hvor de tjener deres egen penge, i stedet for ydelserne. Det vil lære dem at være aktive, og dermed bliver den lange ventetid kortere: Hvis de opnår asyl, vil det blive nemmere for dem at bliver integreret på arbejdsmarkedet. Og de, der søger asyl kun for at få et ”gratis ferie-ophold” vil tænke sig om en ekstra gang.

Når flygtninge opnår asyl, bliver de sendt til et sprogcenter for at lære dansk som et vigtig led i integrationsprocessen. Imens jeg kørte min integrationsprojekt for Indenrigsministeriet i foråret 2001, og for nylig et lignende projekt for Novo Nordisk, havde jeg kontakt til de 51 sprogcenter over hele landet. Jeg har derfor haft mange møder og samtaler med kursisterne. En del af dem betragter sprogundervisningen som straf, og ikke som et tilbud. ”Hvorfor skal jeg bruge så lang tid på at lære et sprog, som jeg ikke kommer til at bruge? Jeg får jo alligevel ikke noget job, desuden er der næsten ingen danskere, hvor jeg bor”, lyder klagesangen ofte. Det er en af de vigtigste årsager til det store fravær, over 20 %, som integrationsminister Bertel Haarder har lovet at gøre noget ved. Så længe de ovennævnte kursister ikke har en mål forude, vil det være en umulig opgave for ministeren at løse. Guleroden har altid manglet i integrationsprocessen. Kun pisken har været i sving. De mister deres understøttelse ved fravær, men det har endnu ikke virket for en bestemte gruppe. Det er den gruppe som samfundet altid vil have problemer med og som bliver betegnet som ”den dårligt fungerende gruppe”. Også deres børn vil skabe store problemer i skolevæsenet.

Folkeskolen er et af de ”svageste led” i denne sammenhæng. Lærerne er ikke udrustet med redskaber til at takle de mest elementære ting i deres daglige arbejde, såsom skole-hjem samarbejde og forældremøder, når det handler om unge nydanskere. Derfor hører vi tit at forældre med en anden etnisk baggrund end dansk ikke er tilstedet, når skolen indkalder til forældre-møder. Samtidigt er procenten af disse forældre i skolebestyrelser mikroskopisk lille. I områder med stor koncentration af indvandrere og flygtning vil man ikke møde mange, som tager aktiv del i deres børns daglige skolearbejde. Lærerne mangler viden om forældrenes baggrund. Og netop forældrene er det vigtigste led i at hjælpe de unge i deres skolegang til bedre fremtid og bekæmpelse af kriminaliteten. Betegnelse ”tosprogede” om de unge har en negativ klang. Derfor bliver skoler med 20-25 % af tosprogede, undgået af etniske danskere, som tager deres børn ud af de pågældende skoler. Og i løbet af et eller to skoleår er procenten af tosprogede elever steget til over 50 %. Dette er ikke sundt for integrationsprocessen.

Lærerne burde blive udrustet med den viden allerede under deres uddannelse på seminariet, og deres ældre kollegaer kunne få den viden på deres efteruddannelseskurser. Folkeskolen er disse børns første rigtig møde med det danske samfund. Et samfund, som nogle af deres forældre ser skeptisk på, fordi de aldrig selv fik en mulighed for engagere sig. Det er derfor vigtigt for de unges fremtidige deltagelse i vores samfund, at det bliver et godt møde.

Integration er ikke en umulig opgave, som nogle holder af at sige. Derimod er integration svært og en næsten umulig opgave, når man ikke går helhjertet ind i processen. Til dato har vi kun set lappeløsninger. Er det ikke på tiden, at vi engagerer os i opgaven, og engang for alle finder en fornuftig løsning i stedet for al mudderkastningen.